space-2817917_1920.jpg

Hver kultur har sin mytologi. Vi har videnskaben.

Men mytologi er ikke kun et spørgsmål om viden. Mytologi handler ikke om verden, men om vores forhold til den.

Den giver verden en mening, og mening er et rent menneskeligt begreb. Gud og Naturen er to eksempler på mytologiske begreber, der genererer to andre, frelse og udvikling.

Den aktuelle mytologi er det aktuelle svar på de ”store” spørgsmål. Hvorfor er verden indrettet, som den er?

Bibelens skabelsesberetning er et af de bedste svar på dette spørgsmål. Verden er hverken en eller mange, den er to.

Eller rettere, den udgøres af en række modsætninger, himmel og jord, havet og det faste land. Nogle af disse er endvidere cykliske som nat og dag.

Der er to lys på himlen, solen og månen. Mennesket repræsenterer en anden dualisme i og med at befinde sig i verden.

Det er endvidere dødeligt og består følgelig af ler og ånde. Der er to køn.

Den giver ligeledes forklaringen på, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Verden er ikke fuldkommen set ud fra et menneskeligt synspunkt.

Noget må være gået galt og blive godt igen. Meningen med en ting må vi søge hos den, der har fremstillet den.

Guderne har skabt menneskene til at arbejde for dem, men åbenbart gjorde de på et tidspunkt oprør, hvad en guddommelig dissident gjorde muligt. Men alle mytologier har deres begrænsninger.

Til grund for alle mytologier ligger erfaringen. Når den aktuelle mytologi i tilstrækkelig grad modsiges af erfaringen, bryder den sammen.

I 586 før Vor Tidsregning forklarede Bereshith, Første Mosebog, alting. Det samme gjorde den klassiske fysik i 1894 efter.

Siden da har det ikke været muligt at fremstille en konsistent mytologi – relativitetsteorien passer ikke med kvantemekanikken, og fysikken ikke med psykologien. Bag alle formlerne, de magiske såvel som de matematiske skjuler sig dog et grundsyn, der er uhyre menneskeligt.

Et centralt begreb i den moderne mytologi er ”Gud”. Den jødiske religion er den eneste, hvor henoteisme har udviklet sig til monoteisme.

Jøderne blev opfundet i Babylon, hvor deres mytiske historie passede dårligt på verdensrigernes tid. Den videre udvikling af dette narrativ skyldtes Paulus, endnu en jødisk malcontent, ildeset for sin seksuelle orientering.

I hans version blev ud fra den samme monoteistiske synsvinkel jødernes ventede forløser, sammenblandet med græsk sjælelære, verdens, hvilket førte til den omtalte genfortolkning af Genesis. Under pres fra den moderne videnskab splittedes kristendommen op i en for denne acceptabel deisme og en sekterisk teisme, idet det dog for almuen ofte var svært at skelne.

Religiøsitet blev herefter defineret som det positive svar på spørgsmålet ”Tror du på Gud?” defineret som tilliden til hans blotte og bare eksistens. For en naturvidenskabsmand uden nogen historisk baggrund er religion primitiv kosmologi, og det inkompatible ved den i forhold til videnskaben kreationisme.

Det høflige forhold, man tidligere havde til guddommen på universiteter med et magtfuldt teologisk fakultet, er for længst gået fløjten (dog er Jesus stadig de fleste steder en historisk person). Derimod kan det endnu vække forargelse i medierne, hvis en forsker udtaler sig for kategorisk om dette emne.

Han vil da gerne forsvare sig med, at hans holdning blot er den negative, som Pascal gav udtryk for: ”Je n’avais pas besoin de cette hypothèse.” Lad så være, at det er svært at forestille sig de ”love”, der styrer universet, uden en lovgiver – her ville ”invarianser” måske være et bedre ord.

Givetvis er der noget deistisk ved videnskabsmandens benovelse over for det univers, der ”åbenbarer” sig for ham som ydmyg petitor. Den moderne skabelsesberetning minder da også slående om den bibelske.

For det første er der et skabelsesøjeblik, en begyndelse, som det er meningsløst at spørge ud over. Og Gud sagde: ”Der blive Lys!” – bang!

Fra denne singularitet udgår fotoner og partikler, grønne urter og vildtlevende dyr gennem udvikling. Og denne gang er det ikke bare noget, vi forestiller os!

Både den bibelske og moderne skabelsesberetning bunder i reduktionisme. Hvorfor have himmel og hav, når man kan have vandet under hvælvingen og vandet over hvælvingen?

Hvorfor have tid og rum, når man kan have rum-tid, eller partikler, når man kan nøjes med felter? Ifølge den moderne mytologi er universet en venlig professor, der gerne vil have, at vi skal forstå.

Det er meningen, at det skal blive enklere, og ikke underligere. Uheldigvis er det ikke helt så samarbejdsvilligt, som man forestillede sig i det nittende århundrede, hvor det blot var mennesket, der var lidt tilbage.

Som alle børn i halvtredserne samlede jeg modeller af rumskibe. Det gik også helt fint, så længe jeg så stort på de dele, jeg fik tilovers.

Så længe vi går ud fra, at vore forfædre, der byggede pyramiderne og katedralerne, var overtroiske børn, kan vi trygt henvise religionen til et særskilt afsnit i behandlingen af de enkelte kulturer – de skulle jo have et sted at gå hen om søndagen! I modsætning hertil har videnskaben forklaret alt.

Bortset fra virkelighed og bevidsthed. Det skal man dog ikke sige til en troende – det er decideret krænkende!

Men hvis der ikke er en skaber, er der ingen mening med skabelsen eller skabningen mennesket. Det burde nok overraske biologen i betragtning af den hensigtsmæssighed, hvormed det er indrettet – om end ved en række tilfældigheder – organiseret i organer som hjerne og hjerte, alle med den samme funktion: At holde cellekolonien i live, i det mindste, til den kan give opskriften videre.

Det burde ikke være svært at se, at det er dette, der er livets mening, som religionen belærer os om. I modsætning til den irreligiøse kristendoms løfte om evigt liv til den livsuduelige.

Men hvad har det med mig at gøre? Krig og kærlighed, kunst og videnskab, eller – i overensstemmelse med vores reduktionistiske tankegang – at få pigen!

Overnaturlige væsner spiller generelt en stor rolle i den moderne mytologi. De kom i sin tid fra himlen, men nu da hvælvingen er revet ned, kommer de i stedet fra rummet og kaldes derfor rumvæsner.

Den ene gud forjog meget naturligt guderne og fik dem samtidig til at tage sig latterlige ud. Det er som med mennesker, det er svært at tage dem alvorligt, hvis de har mere end et øje, og det ikke sidder i en trekant.

Der var dog stadig engle og djævle, selv om det sært nok indimellem kunne være svært at se forskel. Teologerne fortsatte med at diskutere, hvor mange af dem der var plads til på en nålespids, og hvor i universet der eventuelt kunne være livsbetingelser for dem.

Disse guder har nu igen fået tilladelse til at være menneskelignende, eftersom de i modsætning til Gud anses for at være virkelige. De er givetvis mere udviklede end vi, og enten engle eller djævle.

I det første tilfælde vil de have meget at lære os, i det andet bør vi vogte os for dem – forudsat, at vi kan se forskel. Der er dem, der påstår, at de har modtaget besøg af dem, men her er videnskaben mere skeptisk.

Som empirisk har den ikke den store tillid til vidneudsagn. Derimod har den ikke modtaget nogen radiosignaler fra rummet, hvilket gør den uhyre tillidsfuld.

Ikke alle guder kommer dog fra himlen, nogle af dem bor nede i jorden, hvilket gør dem lettere at besøge, men her melder der sig et andet problem – facilis descensus Averno, det er let at stige ned i underverdenen. Men som Mephistopheles siger til sjælen: ”Man kun ind her, men ud ikke gaaer.” Disse indgange til underverdenen, huler og kratersøer, kaldes i den moderne mytologi sorte huller.

Ikke blot lades alt håb ude for den indtrædende, han pines værre end på nogen pinebænk, idet han strækkes længere ud end på den navnkundige prokrustesseng. Aldrig så snart havde man opfundet dem, før man begyndte at lede efter dem, og havde da også held med sig.

Til enhver anstændig protologi hører en eskatologi, og det er i den moderne mytologi den globale opvarmning. Åbenbart må vi nu efter at have udviklet os fra vindkraft til dampkraft udvikle os fra dampkraft til vindkraft.

Nu kunne man naturligvis mene, at der slet ikke findes nogen udvikling, men kun tilpasning, og at vi i vores tilpasning af planeten til os har forsømt at tilpasse os planeten, men det kan heldigvis nås endnu. Alt vi behøver, er tilpasse den igen!

Hvor svært kan det være at få tandpastaen tilbage i tuben i et entropisk univers? Også jeg er relativt optimistisk.

Jorden skal nok klare sig, og mennesket også, selv om det måske bliver uden mobiltelefoner. Men man kan også komme langt med en stenøkse!

Vi har spist af kundskabens træ, og som om det ikke var nok, steg gudssønnerne ned, tog sig hustruer blandt menneskene og lærte dem mere end deres fadervor. Hertil kom, at de gik de ind til dem og avlede kæmper.

Disse kæmper hedder i dag robotter, og de vil arve Jorden, hvis vi ikke passer på. Der er intet nyt under solen.

Hver kultur har sin mytologi. Vi har videnskaben.

Men mytologi er ikke kun et spørgsmål om viden. Mytologi handler ikke om verden, men om vores forhold til den.

Den giver verden en mening, og mening er et rent menneskeligt begreb. Hvad dette angår, halter den moderne temmelig meget bagefter.

Det er, fordi den er realistisk, siger vi. Vore forfædre fandt trøst i religionen, som fyldte dem med overtroisk frygt.

Det hænger ikke rigtigt sammen. De frygtede ikke døden, kun de døde.

Vi finder trøst i forestillingen om at være frie, det vil sige svævende frit i luften. Vi kan være, hvad vi vil, så længe vi ikke ser os i spejlet.

Vi frygter døden, fordi vi frygter livet som det, der definerer os – kristendommens arvesynd, som vi må frelses og udvikle os væk fra. I stedet for en næste har vi fået en konkurrent.

I stedet for en skæbne har vi fået en social arv, som vi må hæve os over. Vi har ingen plads i verden, vi ville ikke have den.

Men vi er sikre på, at vi kunne blive hvad som helst, hvis det ikke var for alle fordommene, vores egne og andres. Vi er børn, der skriger på en is.

Hver kultur har sin mytologi. Vi har videnskaben.

Men den duer ikke. Den er ikke materialistisk.

Den fortæller os, at vi er personer i stedet for cellehobe. Den hjælper os til at lyve os fra den fysiske verden, kød og blod.

Den fortæller os, at kun det, vi får fortalt, er virkeligt. Disse skriftkloge og farisæere lukker ikke himlen, men jorden.

De insisterer på linjen, men fornægter cirklen. De kender kun til kristendommens storcirkel tilbage til paradiset.

Hver dag er et liv, og hver nat en død. Men for det moderne menneske er der kun det evige i morgen, der aldrig kommer.

Der er kun troen og håbet. Men kærligheden hverken tror eller håber, ligesom liv og død er den en betingelsesløs overgivelse.

Guderne søger vi i rummet, kæmperne i fremtiden. I den moderne mytologi er alting et andet sted og på en anden tid, som vi kæmper for ved at flæbe.

Intet er her eller nu. Vi har brug for en ny mytologi.

Du finder den i en ny bibel, fire nye evangelier. Det er Grimoire-biblioteket:

GRIMOIRE

INDEKS TIL GRIMOIRE

DE FORSVUNDNE

DET MAGISKE MENNESKE

facebook-profilepic-g-gi-df-dmm-110x296.png