Ich kann nicht ernsthaft an die Quantentheorie glauben, weil sie nicht mit der Idee in Einklang zu bringen ist, dass die Physik eine Wiklichkeit in Zeit und Raum repräsentieren sollte, die frei von spukhaften Fernwirkungen ist.

Jeg kan ikke alvorligt tro på kvanteteorien, eftersom den ikke kan bringes i samklang med den idé, at fysikken skulle repræsentere en virkelighed i tid og rum, der er fri for spøgelsesagtige fjernvirkninger.

Einstein konnte es nicht glauben, og han havde en del lidelsesfæller. I det mindste indtil firserne, hvor Aspect demonstrerede hans ”spukhafte Fernwirkung”.

Men er årsag og virkning en tolkning, så er den i det mindste fælles, hvilket endvidere er definitionen på den objektive fysiske verden: Konsensus. Vi må med andre ord på samme tid afvise magien som uvirkelig og acceptere den som en mulighed abstraheret fra denne konsensus, eller eventuelt i overensstemmelse med en anden konsensus (hvilket forklarer, at den er blevet erfaret i andre og tidligere kulturer).

fractal-1280081_1920.jpg

Vi må her skelne mellem to opfattelser af eller teorier om, hvad konsensus er, som vi for nemheds skyld vil kalde svag konsensus og stærk konsensus. Det er karakteristisk for den første, at visse fænomener anses for af nødvendighed at indgå i enhver konsensus – hvilket svarer til at sige, at der findes fænomener, der er mere objektive end objektive.

Ud fra denne opfattelse vil magien være demonstrabel som en anomalitet eller et ”overnaturligt” fænomen i en ”naturlig” verden: Ole demonstrerer sine magiske evner for Peter. Jeg anfører dette, fordi mange fejlagtigt opfatter mine teorier som svag konsensus.

Ifølge den stærke er der imidlertid slet ikke nogen Ole og Peter uden for denne konsensus. Oles magiske evner hører uløseligt sammen med den – midlertidige – præeksistentielle tilstand, vi kalder transcendens, og er derfor uforenelige med (den moderne) konsensus.

Den skarpsindige læser vil nok allerede have gennemskuet, at magi nok er mulig i den aktuelle virkelighed, men ikke anskuet som sådan. Den magiske handling er med andre ord eksistentielt tilladelig, så længe den lader sig fortolke som en tilfældighed.

Her er der altså ikke blot tale om, at ”tryllekunstneren” ikke røber sine hemmeligheder – han kan ikke! Konsensus (eller om man vil: naturen) beskytter sig.

Dette virker måske umiddelbart som en væsentlig begrænsning, indtil man betænker, hvor meget i livet, der kan føres tilbage til tilfældigheder. Det kan så igen forekomme at føre til lignende katastrofer som tidsrejser (som naturen tilsvarende forventes at beskytte sig imod, selv om det ikke er ganske klart, hvordan).

Vi kender dem som ”sommerfugleeffekten” – does the flap of a butterfly’s wings in Brazil set off a tornado in Texas? Virkeligheden er imidlertid et hav, ikke dominobrikker, og virkningen af den mest dramatiske og for magikeren betydningsfulde magiske handling minder derfor mere om en sten i vand, et mægtigt (men for andre umærkeligt) plask fulgt nogle minutter senere af blikstille.

Denne begrænsning er til gengæld reel: Magikeren kan forudse og tage personlige forholdsregler mod historien, men han kan ikke ændre den. At tage livet af Hitler i vuggen ville således i modsætning til, hvad science-fiction-forfattere tror, ikke have haft nogen væsentlig virkning.

Der ville stadig have været antisemitisme, liberalisme, nationalisme, revanchisme, Blut und Eisen, Blut und Erde, Heil og en Führer. Hvis Hitler havde haft en eneste original idé, ville han have malet postkort til sin død.

I det følgende vil vi se på magiens fremtrædelsesformer og modus operandi. Vi vil her tage udgangspunkt i en historisk fremstilling.

TEORIEN OM ALTING, s. 399

worm-hole-644117_1920.jpg