Hvad er litteratur? For at besvare dette spørgsmål må vi først besvare spørgsmålet, hvad sprog er, så det kan næppe undre, at mit svar på det første spørgsmål har relevans for det andet.
Sproget er ikke primært kommunikativt, men kognitivt. Uden sproget er der kun den fysiske verden – og ikke engang den fysiske verden af ”sanseindtryk”, der implicerer en iagttager og noget iagttaget.
Uden ordet bord er der ikke noget bord, og uden ordet jeg ikke noget jeg. Uden sproget er der ingenting.
Den traditionelle litteraturteori er aristotelisk og bygger på mimemis. Min poetik sætter herimod genesis.
Det er et centralt punkt, vi ofte vil vende tilbage til. Sprogets opgave er at skabe orden ud af kaos – i begyndelsen var Ordet – virkelighed ud af erfaring.
Og ligesom teknik er en mere sofistikeret udgave af de dagligdags handlinger, hvorved vi opretholder livet, og videnskaben en mere sofistikeret udgave af de proceduren ledsagende og faciliterende forestillinger, er litteraturen en mere sofistikeret udgave af det verdensskabende sprog. Litteraturen er altså oprindelig konstruktiv, men må i et massesamfund som vores, hvor konsensus udelukker enhver erfaring, nødvendigvis være destruktiv.
Hertil kommer, at den som al kunst må være æstetisk, det vil sige, være leveringsdygtig i den delvise transcendens af konsensus, hjernens belønningscentre øremærker som havende overlevelsesværdi, og som vi kalder skønhed. Denne virkning opnås primært ved at appellere til den højre hjernehalvdel og dermed momentant lamme den konsensuelt hæmmede sproglighed, i litteraturens tilfælde ikke mindst med rim og metrik, det vil sige lyrik.
Med Goethe:
Ein Ton scheint sich dem andern zu bequemen,
Und hat ein Wort zum Ohre sich gesellt,
Ein andres kommt, dem ersten liebzukosen.
Den ene tone føjer smukt den anden,
og er et ord i øret nået ind,
det følges af et andet som et kærtegn.
Dette er de kriterier, ud fra hvilke al fremtidig litteratur vil blive bedømt. Det er ligeledes de kriterier, ud fra hvilke det sidste århundredes vil blive forkastet.
Der var altså ikke oprindelig nogen klar adskillelse mellem ”kunstarterne”. Helt op i antikken blev litteraturen sunget til musikledsagelse.
Dans og drama voksede ud af ”religiøse” ritualer. I bund og grund var al kunst, ”hulemalerier” og ”feticher” inklusive, dele af et sådant ritual, hvis formål ikke var at gengive virkeligheden, men at frembringe den på et tidspunkt, hvor man endnu ikke led af den besynderlige vrangforestilling, at den skulle være der i forvejen i nogen meningsfuld forstand.
Litteraturen opstår som et behov, i det øjeblik sproget bliver kommunikativt. I dette øjeblik bliver sproget paradoksalt, og litteraturen afspejler dette paradoks.