Mrs. Lyndon kaldte fra stuen. ”Gerald?”

”Ja.”

”Glemte du noget?” spurgte hun uden at se op fra strikketøjet.

”Glemte?”

”Ja. I haven. Du var her jo lige.”

”Her?” Mrs. Lyndon lod strikketøjet synke.

”Ja. Du kom ind og så dig sådan lidt omkring, som om du ledte efter noget.

Jeg talte til dig, men du lod ikke til at høre mig. Så gik du igen.”

”Lige nu?”

”Det er vel en fem minutter siden. Kan du ikke huske det?”

Mr. Lyndon smilede blegt. “Jeg er vist lidt distræt …”

skonlitteraer_smagsprove.jpg

Naturligvis var der en ganske naturlig forklaring. Mrs. Lyndon havde hørt en lyd og troet, det var ham.

Formodentlig havde hun slet ikke set op fra strikketøjet. Ofte kunne hun føre lange samtaler uden at tage blikket fra det.

Han gik frem og tilbage i sin hule på førstesalen og prøvede at overbevise sig selv om det. Han gik hen til vinduet, lindede på det blomstrede gardin og så ud i haven.

Det kunne jo ikke skade at gå en runde. ”Går du ud igen?” spurgte mrs. Lyndon.

”Ja …”

Han gik rundt om huset og ned til søen. Der var ingen.

Langsomt gik han tilbage til huset. Mrs. Lyndon sad stadig i stuen, og hendes skræmte blik sagde ham alt, som han fulgte det ud i hallen og op ad trappen.

Trinene rystede under ham, og i det fjerne kunne han høre Kathlyns advarende stemme. ”Pas nu på, Gerald! Tror du ikke hellere …”

Hans hjerte hamrede, og det sortnede næsten for hans øjne, som han efter en evighed nåede afsatsen og fortsatte mod sit værelse med vaklende skridt. Døren stod åben, og han vidste, hvad han ville finde.

Det ville ramme ham som en sort mur, som i drømme. Men han ville ikke vågne.

Han ville dø, og det ville være det andet frygtelige, der kom ned til Kathlyn og fortalte hende, at alt var i orden. Det ville ligge ved siden af hende og betragte hende, lydløst og umenneskeligt.