Af Chresteria

I gamle dage kunne vi være alene hjemme, eller, hvis huset var fyldt med familie og folk, gå en tur i skoven eller ved stranden. I dag er vi konstant sammen med andre. Internettet er (nærmest) allestedsnærværende, og der går ikke lang tid mellem, at vi tjekker beskeder, mail, Facebook eller andre medier. Ofte får vi ligefrem en højlydt meddelelse, hver gang nogen har ytret noget, der kunne vedrøre os, og vi skynder os at tjekke.

Kunne man høre al denne talen og kommunikation på kryds og tværs som lyd, ville vi konstant befinde os i en kakofoni af lyde, der pulserer som et vidt forgrenet netværk frem og tilbage og med ikke blot én, men oftest flere tonetråde mellem hvert modtagerpunkt. Vi er med andre ord aldrig alene.

Det sociale netværk, som jo har eksisteret, lige siden vi begyndte at søge sammen i samfund, er med de sociale medier blevet reinforceret og er nu så tydeligt, at alle inkluderes. Tidligere skulle man kunne tale eller skrive for at ytre sig offentligt – nu skal man bare kunne klikke på en smiley, tage et billede eller trykke på en Like-knap. Aldrig har alle haft så mange venner.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke er ensomme. Men alene behøver vi bestemt ikke være. At være alene er kun en situation, vi kan sætte os selv i, når vi bevidst slukker for alle apparater. Og selv da går vi måske – næsten nervøst – og tæller sekunderne, indtil vi kan tænde igen og atter blive en del af det store summende netværk.

Selv når vi sover, har mange deres mobil liggende ved siden af sengen, så den kan vække, og vi selv tjekke. Vi ved inden for få timer alt, hvad hvem har sagt til hvem, og de nye stjerner og forbilleder er ikke folk højt på strå, med penge eller store præstationer bag sig, men derimod almindelige mennesker, ganske som os selv.

Vi griner ad dem og græder med dem, mens vi samtidig inderst inde håber på, at det også bliver vores tur til at sole os i rampelyset. Vi har have-, sports-, sundheds-, kage- og modeblogs (undertegnede inkluderet, selv om mytologi måske falder en smule uden for emnerækken), hvor vi har uendelig meget at sige.

agree-2031302_1280.png

Lykken er mange Likes – vi lever for, at andre synes godt om og applauderer vores nyeste kagepåfund, kloge bemærkninger, vores seneste flotte score i en eller anden test af vores viden eller personlighed og andre pudsigheder – ting, der trods alt gør os en smule anderledes end alle de andre.

Men på samme tid har vi så utrolig meget brug for de andre. For hvis ikke de liker og kommenterer, støtter og nikker (liker) opmuntrende, er vi ikke noget. Så er vi bare os selv – som vi ikke helt ved, hvad vi skal stille op med. Så er der kun ensomheden og stilheden tilbage. Vi eksisterer mere og mere for hvert foto, der tages og tagges, for hvert Like og hver kommentar.

I gamle dage talte man også gerne og meget med andre folk – over hækken og til diverse komsammener. I dag gør vi det hele tiden. Mens vi arbejder, derhjemme, på farten, i sofaen, i soveværelset og sengen, i parforholdet, foran familiemedlemmer, børn og venner, mens vi skal forestille at koncentrere os om andre ting, på skolebænken, til møder, i bilen.

Jeg kan mærke det på mig selv. Når ikke jeg tager mobilen med, får jeg lige et lille stik i hjertet, en grim mistanke om, at jeg nu vil gå glip af noget. Tanken om at slukke helt i længere tid er nærmest angstprovokerende. Sæt, jeg nu mister social status, online-momentum, kommer bagefter i de seneste updates, virker sur og tilbageholdende eller ligner en taber, der ikke kan finde ud af at bruge nettet.

Det bekymrer mig faktisk en del, at jeg har denne angst. Det får mig til at tro, at jeg ikke kan eksistere alene. Hvis jeg skal kigge indad og koncentrere mig, have et inderligt møde med mig selv, kan jeg ikke længere gøre det, uden at jeg tager hele verden og alle mine kontakter med mig nedad i dybet. Hvor jeg går, går alle andre også.

Er det godt eller skidt? Hvad sker der, hvis jeg for alvor falder ud af den fælles konsensus? Jeg er begyndt at vende det om og spørger oftere og oftere mig selv: Kan mennesker tåle aldrig at være alene?

Jeg tror det ikke. Jeg tror, at vi har brug for at gå en tur ved stranden eller i skoven og være helt alene med verden, at stirre i dybet, uden at det er de sociale medier og online-vennerne, der stirrer tilbage, uden at den sociale kakofoni overdøver alt andet.

escalator-769790_1280.jpg

Mange vil med garanti tale for, at det kun kan være en god ting aldrig at behøve at være alene. At kunne følge med i alt, hvad der sker, og have en stemme på linje med politikere, erhvervshelte og filmstjerner – det er toppen af demokrati. Det er den ultimative frihed, lighed og broderskab for alle. Internettet kulegraver de korrupte og skaber grobund for revolutioner, hvor undertrykte får mulighed for at rejse sig.

Men jeg køber ikke den forklaring. For mig at se er de sociale medier, alle fordelene til trods, i høj grad en vuggesang, der luller os i søvn og ikke mindst luller os ind i troen på, at vi ikke behøver at være alene – alle andre er med os, der kan ikke ske os noget i denne fælles trygge summen af alles tanker.

Og hvis vi skulle få den tanke at gå ud i verden og finde vores helt egen stemme, bliver vi heldigvis i næste sekund oversvømmet af reklamer for, hvad vi kan købe, kageopskrifter, vi kan afprøve, og reality-konkurrencer, vi kan deltage og forhåbentlig brillere i. Tre klik senere er vi igen summet og vugget på plads i fællesskabet, hvor alle taler, og ingen lytter.

Men hvad vil der ske, hvis vi lader os falde ud af den fælles verden, ud af konsensus? Hvad vil der ske, hvis vi måske for første gang selv skal til at skabe verden? Hvad vil vi møde? Vil vi blive sindssyge? Eller vil vi som det unge stammemedlem i ødemarken vende hjem med en skæbne, en mening med os og vores liv, som går ud over os selv og vores umiddelbare behov, fordi der er tale om et meget dybere behov?

Umiddelbart kunne man tro, at det overnaturlige og religion ikke har nogen plads i den moderne verden. Men ligesom vores genetiske sammensætning ikke har ændret sig særlig meget de sidste millioner af år, vil vi fortsætte med at have et biologisk betinget behov for en dybere mening med os, et større mål, som ikke kan udviskes af fællesskabets påstand om at være alt nok.

Jeg kan som sagt selv mærke angsten for at slukke, angsten for at være alene i mørket. Men jeg har ikke desto mindre gjort det, og jeg er vendt tilbage. Jeg faldt ud af verden, men faldt på samme tid mere ind i den end før. På bunden af dybet var der ikke mørke, men derimod en verden bag verden, så helt utrolig sanseblændende i sine farver og indtryk, som sætter sig dybt, fordi det er her, vores verden har sit udspring.

En tur tilbage igennem hjernens neurologiske lag, hjernefunktioner og -centre omformet til møder med overnaturlige væsner, hver gruppe med deres karakteristika. En bjergklatring op igennem et gigantisk maskineri af paladser med sale og indbyggere – lægges perspektivet ned, står man på en tinde og kigger ud over et vidtstrakt bjerglandskab.

fractal-1121017_1280.jpg

Og jeg forstod, at det er denne verden, alle myterne, eventyrene og religionerne beskæftiger sig med, verdens maskinrum. Det var som at vågne, smyge den søvndyssende summen af mig og trække vejret for første gang. Som at slå rødder, dybe som et verdenstræ, en vild og stærk fornemmelse af at have mening – min helt egen stemme, kraftig og fuld af toner, fordi den går langt dybere end mig.

Alligevel bliver jeg med jævne mellemrum summet så meget ind i fællesskabet, at jeg næsten ikke kan høre denne stemme, og jeg får fortsat angstanfald over at skulle falde ud af konsensus. Jeg er – som de fleste andre – social narkoman, og de sociale medier gør det legende let for mig at få mit fix, hver time, hvert minut, hvert sekund. Men dybt nede ved jeg også, at jeg har en enorm trang til at være alene.

Det er en svær balancegang, for selv om de to verdener hører tæt sammen, står jeg også midt i en kamp mellem dem – har brug for begge, men må sørge for vandtætte skotter, være omhyggelig med ikke at trække konsensus med, når jeg skal være alene. Det er næsten som at skulle igennem en renselse, tage et bad, inden jeg kan begive mig ind i verden bag verden, lægge alle meningerne og behovet for Likes bag mig, hvis jeg skal kunne klemme mig igennem nåleøjet.

At holde balancen kræver en grundig viden om, hvordan tingene hænger sammen, både i verden her og derovre. Der er brug for landkort og modeller, en parlør og gode råd til, hvordan man omgås de forskellige landes beboere.

Det er alt sammen uhyre konkret, og selv om det er svært – ja, for nogle må synes helt umuligt – kan det læres. Men det kræver i høj grad, at man – ud over eller måske netop i kraft af al sin læsning – bliver bevidst om sin sociale afhængighed. Så måske skulle du prøve at slukke for mobilen indimellem …

stairs-689625_1280.jpg