Den fysiske verden er en mørk skov. Helst fældede vi den, så der blev mere plads til kolonihaverne og supermarkederne, men endnu er det ikke lykkedes.

Hver gang det blæser op til storm, hører vi vinden suse i trækronerne, ruach elohim. Selv i vindstille kan vi blive vækket af en ravns skræppen, sex og død.

Vi er ofte nok blevet advaret imod at forvilde os ind i dette elverkrat, hvor der hverken er veje eller vejskilte, og selv GPS’en ikke virker. Ikke desto mindre sker det, at jeg bliver spurgt, hvordan man kommer derind.

Svaret er, at selv den mørkeste skov har skovbryn, der grænser op til de marker, vi kender, om end langt fra alfar vej. Så hvad er det overnaturliges grænseområder?

Et af dem er videnskaben. Hvis bonden strækker sin plovstribe tilstrækkelig lang, kommer han ind under træerne.

skoven2.jpg

Her går ploven i stå, men det betyder ikke, at han ikke kan fortsætte til fods. Og fordi der ingen vejskilte er i en skov, opdager hjerneforskeren ikke, at han er strejfet ind på kabbalistens område, eller kvantefysikeren, at han nu befinder sig på et sted, hvor der gælder naturlove, der er selvfølgelige for engle, for hvem tid, rum og kausalitet er den rene overtro.

Et andet grænseområde er historien. Her ser vi ind i skoven, og faren er, at vi fordyber os så meget i den, at vi pludselig opdager, at vi står inde i den og ser ud, så at vi er nødt til at se indtil flere afsnit af ”I, Claudius” for at komme tilbage igen.

Så er der kunsten, og også her er en vis påpasselighed på sin plads. For som enhver ved, handler de gode film, som vi kan lære noget af, om cykeltyve, og ikke guder og uhyrer.

Et særlig farligt område er retfærdigheden. Det virker måske ikke umiddelbart så slemt at være antifascist eller antiracist, men som man hurtigt vil blive mindet om, strider al den slags mod den demokratiske tanke, at enhver er sig selv nærmest, og riddere og engle med flammesværd har nu engang ingen plads i forsamlingshuse.

Når vi er nået hertil, kan vi læse gematri, uden at det bliver til numerologi, og opdage, at vi allerede er et godt stykke inde i skoven, og at dens dyr er blevet opmærksomme på os. Det gør os lidt bekymrede, for kan vi nu finde ud igen?

Kan vi bevare vores udleverede menneskelighed og stadig overholde spillereglerne i det spil, vi plejede at kalde virkeligheden? Sikkert ikke.

skoven1.jpg