I det dæmpede lys fra en gadelygte kan selv en luder virke tiltrækkende, og sådan var det også med København. Fredag aften kunne byens fortvivlede skrig næsten forveksles med en vis behersket munterhed.

 

Kun når stemmerne slog over i demonstrativ overgivenhed, sporedes en undertone af gråd. Men de to mørke skikkelser ænsede ikke den hastigt lagte makeup, det var dens indvolde, der var deres bestemmelsessted.

 

Christoffer mente ikke nogen sinde at have været i dette kvarter, en del af Nørrebro, der endnu ikke var blevet udbenet og forsynet med døende træer og dødt græs og solgt for titusind kvadratmeteren til det nye proletariat, efter at det gamle var blevet overført til forstædernes koncentrationslejre. Murene var dækket af graffiti, og der var næppe en hel rude i hele huset.

 

En stejl trappe førte op til et pulterkammerlignende rum, i et hjørne lå resterne af et knust trommesæt, og væggen prydedes af et ikke videre vellignende portræt af Che Guevara. Da han kom ind, faldt han næsten over en person, der sad på gulvet, hvorimod Magnus med noget større stedkendthed fandt en plads til dem på en organisk lugtende madras.

 

Efter nogle øjeblikke skimrede den lille flok frem af halvmørket, som hidtil blot havde manifesteret sig som åndende vægge. Kun en af de tilstedeværende adskilte sig fra det sædvanlige indtryk af passiv ungdommelig modstand.

 

Han sad fremlænet i en lænestol med laset betræk, og en lysstribe fra en sprække i avispapiret, der dækkede det eneste vindue, faldt teatralsk på hans ansigt som en projektør. Han var lyskrøllet, men de aparte træk bortvejrede ethvert indtryk af barnlig uskyld, det chokerede lægen, hvor usympatisk han umiddelbart fandt denne person.

 

Munden var lille, næsen lang og smal, men det var øjnene, der straks fangede beskueren. Han havde set dette blik før, på portrætter af Frelseren, men lidelsen var ikke tempereret af mildhed.

 

Det udtrykte en vrede, der var så stor, at det umiddelbart vakte en blanding af modvilje og skam hos ham. Ingen, tænkte han, kunne tillade sig at være så selvretfærdig i sin harme, og det gøs et øjeblik igennem ham, at han måske stod over for en af de skadevoldende galninge, som stifter religioner og udrydder folkeslag.

 

Men her? han så sig om i rummet med et selvironisk smil. Dette var blot endnu en selvbestaltet guru, der badede i en ukritisk menigheds opmærksomhed, en opmærksomhed, han forgæves havde søgt i verden udenfor, hvor der spurgtes efter evne og en vis portion villighed til at slå af.

 

Stilheden i rummet irriterede ham, en hul højtidelighed, han ikke ønskede at dele, og han var lige ved at komme med en kvik bemærkning, men konstaterede til sin endnu større irritation, at han var bange for at gøre det, en frygt, der næsten var en art ærefrygt. Men det var ok, han havde kigget hr. profeten ud, og det skulle blive interessant at studere fænomenet.

 

Langsomt begyndte den sært unge mand at tale. Der var en undertone af humor i hans stemme, der efterhånden gik over i en skrattende spot og derfra i råbende forkyndelse.

 

”Revolution,” smilede han bittert, næsten ondskabsfuldt. ”Revolution ved vi alle sammen, hvad er – vi har set det på film!

 

Revolutioner bryder spontant ud i samfund, hvor uligheden mellem den herskende klasse og de beherskede er blevet så stor, at de sidste er blevet reduceret til regulært slaveri. Denne tingenes tilstand er åbenbar for enhver, blot behøver den knurrende masse en leder.

 

På et tidspunkt – gerne ret sent i filmen, så publikum kan få et indtryk af, hvor slemt det står til – står han op på et eller andet og råber: Kammerater! Længe nok har vi og så videre.

 

Folk omkring ham stopper øjeblikkelig op, og snart har der samlet sig et mindre opløb, som vagterne, uniformerede og med piske, betragter med stigende uro. Tilhørerne nikker samtykkende til hinanden og siger rabarber.

 

Talerens foredrag stiger til et crescendo og ender i et uimodståeligt kampråb, og snart er menneskemassen i oprør og målrettet bevægelse mod paladset og rigmandskvarteret. En general på en hest med en række soldater bag sig, hvis geværer peger truende mod folkemængden, råber holdt og opfordrer den til passere gaden iblandet et par hånlige kommentarer til dens ringe stand og totale retsløshed, men lederen råber, at man ikke skal lade sig skræmme og noget med frihed og at stå sammen.

 

Herpå følger en kort kamp, hvor tyrannens håndgangne mænd bliver nedslagtet af akrobatiske frihedskæmpere med en spøg på læben, og et kvarter senere, hvor al modstand er nedkæmpet, og enighed og broderskab hersker uimodsagt, kan han endelig proklamere remember this day, og bagteksterne erindre om, at det var sådan, vores eget frie og lige samfund blev til. Så hvem af os skal stå op på en ølkasse på Rådhuspladsen og starte revolutionen?

 

Eller er der noget, vi har glemt at kalkulere med? Ja, en vigtig detalje: Danmark er i forvejen et frit og retfærdigt samfund.

 

Det er nemlig alle samfund. Findes der en privilegeret klasse, så er det, fordi de har gjort sig fortjent til det ved at være mere værdifulde for samfundet – altså faktisk for os!

 

Adelen forsvarer fædrelandet mod udenvælts fjender, gejstligheden sørger for, at vi ikke bliver uvenner med en almægtig og noget vredladen Gud, og det velbjærgede borgerskab udgør med deres flid og dygtighed rygraden i vores samfund. Hvis der ikke var nogen, der havde råd til at bygge fabrikker og lønne os for at arbejde i dem, hvor skulle vi så finde arbejde?

 

Vi ville alle sammen dø af sult! Og tænk, hvad der ville ske, hvis en bankdirektør fik den samme gage som en lokumsrenser?

 

Ingen ville gide være bankdirektører, men insistere på at rense lokummer alle sammen! For slet ikke at tale om, hvis vi ikke konstant truede lokumsrenserne med at smide deres familier på gaden!

 

Hvordan kan det være slaveri, når de rent faktisk har valget mellem sultedøden og slidgigten? Misundelse vil der jo altid være, men det afgørende er, at vi alle sammen har chancen.

 

Af og til at smide et ben ud i hundegården sikrer, at hundene ikke bliver alt for venligt stemte over for hinanden – at logre for herren og bides med hundene bliver hurtigt en selvfølgelighed. Og selv for det magre, blødende kræ i hjørnet er der skrabeloddet.

 

Så hvor er den knurrende mængde, hvor det om så blot afmægtige raseri over, at den daglige eksercits gentaget ti tusind gange er vores – liv? Hvor den herskende klasses ansvars- og syndsbevidsthed?

 

Ingen steder. For de er selv oprørere, de har virkelig kæmpet for deres frihed og privilegier.

 

Hvordan? Ved at aflægge boldhuseder og holde inspirerende taler for folket?

 

Nej, ved at blive jaget gennem kloakker, indtil de systematisk kunne udrydde deres tids herskende klasse, det glorværdige blodbad, vi kalder den franske revolution. Frimurere og satanister, forbrydere og terrorister – som vi!

 

De lod sig ikke narre af gudgivne samfundsforhold, af veldædige solkonger, fine herrer og strenge prædikanter, der indskærpede dem den guddommelige orden. Men de lærte af dem at narre os med økonomiske realiteter og demokratiske rettigheder, så at det kun var de allermest naive, der talte om solidaritet og social retfærdighed.

 

Men hvem er de naive? Det er det spørgsmål, I må besvare!”

 

dronninglouisesbro.jpg

 

 

Det gennemtrængende, lidt sørgmodige blik gled rækken rundt af mørke ansigter. ”Hvad skal vi gøre? Hvad kan vi gøre?

 

Folk, der laver ballade, kommer i fængsel, var det ikke det, vi lærte i skolen, de dumme tyveknægte, der altid ender bag tremmer? Den almægtige, usårlige statsmagt.

 

Men staten er en blot og bar abstraktion. En uhyre magtfuld abstraktion – ligesom pengene – men som ikke desto mindre kun har den magt og værdi, vi tillægger dem.

 

Og her er det borgerlige samfund sårbart på en helt anden måde end det feudale, som det har afløst. For at afskaffe det, var det nødvendigt at afskaffe alt det, der holdt det sammen.

 

Religionen, der gjorde os ansvarlige over for vores næste. Æren, der gjorde os til noget mere end øjentjenere.

 

Kærligheden, der gjorde forholdet mellem konge og undersåt, lensherre og vasal, mester og svend til et familieanliggende. Det var jo alt sammen overtro, og den eneste realitet egennytten, som man i fuldt alvor troede, man kunne fundere et samfund på.

 

Og så naturligvis frygt, overvågning, love og straffe, hvilket naturligvis blot havde til resultat at reducere befolkningen til en skoleklasse, der venter på, at læreren skal vende ryggen til. Det er denne infantilisering, statsmagten som det eneste sætter sin lid til – afledning af barnet med legetøj og mobiltelefoner – idet man håber og beder til, at den voksne ikke kommer.

 

Gud, konge og fædreland, ja selv den romantiske kærlighed, er blevet vittigheder. Vi gør ikke længere det gode eller anstændige, men hvad vi kan slippe godt fra.

 

Det eneste, der holder det nuværende samfund fra at bryde sammen, er tilliden til statsmagten, og ikke som en venlig landsfader eller vogter af en kosmisk orden, men en forhadt bøddel. Når lyset går ud, hjælper vi ikke vores nabo med at finde en tændstik, vi smadrer en rude, så vi kan få et større fjernsyn.

 

For det er, hvad vi har lært. Og det er i sidste ende årsagen til statsmagtens panik, realisationen af, hvor sårbart et samfund er uden en kulturs og civilisations sammenhængskraft.

 

Det er derfor, vi går i chok over en glemt taske på en station. Det er ikke den, der skræmmer os, men det, den repræsenterer, muligheden af, at der stadig er nogen, der er villige til at kæmpe og dø for det, de tror på, det er vi nemlig ikke.

 

Og samtidig bevidstheden om, at vi er hjælpeløse over for disse mennesker. Men bliver lovovertrædere da ikke fanget?

 

Jo, en bestemt slags lovovertrædere. Manden, der skyder sin kone og sine tre børn – i sådanne tilfælde behøver politiet ikke at lede længe efter gerningsmanden.

 

Seriemorderen derimod, der ikke kender sine ofre, bliver kun pågrebet ved et uheld efter sit sjette eller syvende drab. Hvis han tog til en anden by og dræbte en og kun en fremmed person, ville han aldrig blive fundet.

 

På samme måde vil butiksejeren, der forsøger sig med lidt forsikringssvindel, hurtigt blive afsløret. Men manden, der uden at inddrage andre begår ét attentat og derefter trækker sig tilbage til ubemærketheden?

 

Men hvor meget skade kan én mand anrette? Ikke så lidt, hvis han er i stand til at frigøre sig for endnu to fordomme!”

 

Christoffer så sig om i gruppen. Hvor meget forstod de?

 

Var de overhovedet i stand til at reagere på denne intellektuelle psykopat, følge argumentet og føle det sygelige had? Eller sad de i virkeligheden ikke stadig i deres forældres sofa som en af deres gulvplanter med fjernkontrollen som et palmeblad viftende for den elektroniske vind?

 

Hvad fik mon denne galning til at tro, at hans publikum ene af alle var undsluppet ”infantiliseringen” og ikke blot så hans foredrag som en lidt vildere udgave af Harry Potter? Han opdagede, at han var begyndt at smile, og at lillebroderen betragtede ham og måske opfattede smilet som en accept af dysangeliet, og det bidrog på en måde til hans morskab.

 

Alt dette var onde spildte kræfter. Berøvet tro og anstændighed havde disse uskyldige stadig en uoverskridelig skanse tilbage mod fanatismens stormløb, ren indolent dumhed! Og specielt disse, som end ikke var i stand til at sætte deres daglige vækkeur – skulle de lyde en stormklokkes kalden?

 

”Vi gør, hvad vi kan slippe godt fra,” sagde profeten. ”Ikke sandt?

 

Den forurettede trafikant, der sprutter og hvæser, men bliver tavs og mut, når en mand i en uniform dukker op. Bandemedlemmet med dæmoner og hagekors på ryggen, der betaler skatter og afgifter, så de ikke tager hans motorcykel.

 

Er de såkaldte politiske aktivister så meget anderledes, når de står og hyler og gestikulerer ad nynazister og ordensmagten som en flok chimpanser og i et ubevogtet øjeblik kaster en flaske, men aldrig kunne finde på at affyre et skud? Hvad er vel disse ’aktioner’ og demonstrationer andet end skovture, hvorfra man vender hjem i opløftet sindstilstand og med lettet samvittighed, fordi man har ’gjort noget’?

 

Skrevet et læserbrev, protesteret og demonstreret sin forargelse, den træge tværhed, som har erstattet hurraråbene på majestætens fødselsdag og bordtalerne i trykkefrihedsselskaberne og grosserersocieteterne. Bedt til guden Demokrati om lidt mere i posen til en selv og vennerne.

 

Men hvad har man egentlig gjort andet end at demonstrere sin totale ufarlighed som en anden jappende skødehund? Farlig er slipsemanden, der dukker op på kontoret renskuret og et kvarter for tidligt med mappe og bøjet hoved, som deltager i den forargede diskussion i kantinen om gårsdagens terroristaktion – den sidste, nogen kunne finde på at mistænke.

 

Vi gør, hvad vi kan slippe godt fra. Det andet, det vilde og farlige snakker vi kun om.

 

Vi har jo lært, at vi gør det abnorme normalt og det farlige ufarligt ved at snakke om det, for så er vi pludselig ikke længere enlige galninge. Jo flere, der kender til vore planer, jo bedre, og så længe vi snakker og planlægger, har vi jo ikke gjort noget, vel?

 

Så vi får ti års fængsel for ikke at have gjort noget. Men det er jo ikke kun det.

 

Vi vil helst kun forårsage materiel skade, for det skal jo ikke gerne gå ud over uskyldige – det er den anden fordom. Så vi sætter ild til noget og irriterer en masse folk, der bliver bekræftet i, at politiet skal have flere bevillinger og beføjelser, så de kan sætte en stopper for den slags bøllestreger.

 

Har vi undergravet tilliden til statsmagten? Nej, vi har demonstreret nødvendigheden af at udvide den.

 

Men vil en sådan politistat ikke nødvendigvis skabe et modsætningsforhold til befolkningen? Nej, for det er altid de andre, der bliver gasset og sendt til Sibirien.

 

Os bliver der blot passet på. Irriterer ja, men skræmmer?

 

Vi frygter døden. Og hvem er disse uskyldige, som ikke må komme noget til?

 

Det er uhyre let at besvare. Det er terroristerne, modstandsmændene, frihedskæmperne.

 

Resten er medvidere. Hvorfor lader I os dø sammen med de virkelige mordere, vil de spørge, generalerne og slaveholderne?

 

Og vi vil svare: Hvorfor lod I disse morderes ofre dø? Hvorfor gik I i deres tjeneste?

 

Har I da ikke selv valgt, på hvilken side I ville kæmpe og dø? Men børnene da?

 

Ja, det er det værste. At I ikke blot ved jeres smålighed og fejhed satte jeres eget liv i fare, men deres!

 

Det er let at være kritisk. Det er vi alle sammen, over for Danmarks Radio og de Danske Statsbaner.

 

Det er sværere at være en folkefjende, en fjende af frihed og demokrati. Hvis det var let, ville helten ikke være en helt.

 

Det er faktisk umuligt. Vi er, hvad vi er i andres omdømme, mister vi det, mister vi os selv.

 

Det er, hvad vi har lært. Men den, der kæmper for sandhed og ret mod alt det, vi har lært at acceptere, realiteterne og uretfærdigheden, vil opdage noget andet.

 

’Jeg har gjort en stor opdagelse,’ siger Doktor Stockmann i sidste akt af Ibsens drama: ’Sagen er den, at den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.’ Det forsøger han så at lære, ikke de artige elever, men ’gadelømlerne’. ’Jeg vil eksperimentere med køterne for én gangs skyld; der kan sidde mærkværdige hoveder på dem iblandt.’

 

’Men hvad skal vi gøre, når vi er blevet fri og fornemme mænd da?’

 

’Da skal I jage alle gråbenene til det fjerne vesten, gutter!’ For én gangs skyld.

 

Lykkes eksperimentet ikke, vil jeg gå til Mit, og I må gå tilbage til jeres. Lykkes det, vil mareridtet endelig være forbi.

 

Blod vil flyde i alle tilfælde. Thi nu går der dom over verden!”

 

De kom ned på Nørrebrogade og gik i stå på Dronning Louises Bro, stod lænet og så ned i det mørke vand. Magnus betragtede lidt nervøst storebroderen, åbenbart havde der ikke været noget nyt for ham i galningens tirade, og han ventede nu på voteringen som i et eller andet game show. ”Det giver vel en vis mening,” forsøgte han sig endelig.

 

”Ja da,” medgav Christoffer. ”Som psykiatrisk diagnose.”

 

Han indså i samme øjeblik, at det var det, han forventedes at sige. ”Nogle mennesker er simpelt hen ude af stand til at finde en plads i det samfund, de er født ind i.

 

Det er ikke nødvendigvis deres skyld eller abnormt i medicinsk forstand. Vores samfund er lige så lidt som noget andet perfekt.

 

Tag eksempelvis en person, der i middelalderen reagerer imod kirkens trostvang. Vi ville vel nærmest se ham som mere oplyst end sin samtid.

 

I et massesamfund som vores er der ikke meget plads til individualisme. Vi bliver bogstaveligt talt stemplet i røven ved fødslen.

 

I det mindste, når vi er fyldt de tyve, forventes det, at vi har besluttet, hvordan vi vil forsørge os, og dette levebrød bliver sidenhen vores liv – når dette ikke længere kræves af os, er det forbi. Langt de fleste er i stand til at abstrahere fra denne meningsløshed ved at stifte familie, få sig en hobby og så videre, andre kan ikke.

 

Nogle stykker bliver kunstnere og er i stand til at forsørge sig ved det, men resten? Vores samfund har ikke plads til helte og eventyrere – at dyrke faldskærmsudspring er ligesom ikke helt det samme.

 

De fleste af disse utilpassede går simpelt hen til bunds,” han sendte lillebroderen et betydende blik, ”lever på et eksistensminimum og drømmer deres liv væk. Men ikke alle.

 

I stedet begynder de at hade det samfund, der ingen plads har til dem, og er de aggressive – og ja, intelligente – nok, kan de udgøre en reel fare for samfundet. Dette specielle eksemplar vil gerne se sig selv som en stor frihedshelt.

 

Uheldigvis er der ikke nogen undertrykte masser at befri, i det mindste opfatter de ikke sig selv sådan, og så bliver de modvillige beneficiærer af hans frelse pludselig i stedet fjenden. Du kender sikkert typen – Jesus, for eksempel.

 

Javist, sammenligningen halter lidt. For vores lokale profet er ikke tilfreds med at forestille sig sine detraktorers pinsler i helvede og er alt for utålmodig til at vente på dommedag.

 

Og hvordan reagerer vi så, som normale, fornuftige personer? Vi lytter til ham, fascineres måske endda en smule af hans velgennemtænkte salgstale og renheden i hans had.

 

Og hvad gør vi så? Vi trækker på skuldrene og går.

 

Måske blev livet ikke lige, hvad vi havde forestillet os, men det gør os ikke til potentielle massemordere. Vi ved, at vores trods alt tålelige elendighed ikke skyldes nogen konspiration, selv om også nogen har været heldigere i det absurde spil end vi.

 

Først og sidst har vi lært at vogte os for folk, der taler om blod og ære og om at ofre livet – vi har nemlig en begrundet mistanke om, at det er vores liv, de taler om at ofre!” Der blev en pause, hvor lillebroderens ansigt antog det velkendte udtryk af fornærmet stædighed.

 

”Men – det er vel rigtigt, at de rige bliver rigere, og de fattige fattigere, at flere og flere familier bliver sat på gaden, fordi alle pengene går til bankerne …”

 

”Tja …” Han smilede bittert, næsten grumt. ”I rolig sø er der ingen, der bekymrer sig stort om, at nogle af passagerne er bedre svømmere end andre. Men når skibet går ned …”

 

”Survival of the fittest?”

 

”I mindre omfang og under mere civiliserede former, men – ja.”

 

”Men er ’galningene’, der ændrer spillereglerne, så ikke disse ’bedre egnede’? Og hvis de så oven i købet er i besiddelse af en altruisme, de gamle førerdyr savner?”

 

Christoffer grimasserede uvilkårligt, han burde have vidst bedre end at spille det socialdarwinistiske kort over for en person, der var midlertidigt fascineret af en voldspsykopat, og Codanhus og Jesu Hjerte Kirkes spir flimrede og dansede en stund for hans øjne. ”Vi må af med gråbenene, ikke sandt? Blive frie og fornemme mænd. Og den stærkeste mand …”

 

”… er den, der står mest alene.”

 

Christoffer nikkede alvorligt. ”Det er Ibsen!

 

Men doktor Stockmann er ikke seriemorder. Han er en læge, der prøver at få byens sundhedsfarlige sundhedsbad lukket. Ja, han forbander ligesom din ven ’den kompakte, liberale majoritet’, men han myrder ikke nogen. Og det er på sin vis sådanne forføreres værste forbrydelse, at de tager de store humanisters ord og vender og vrider dem, så de passer med deres eget menneskehad …”

 

”Men hvad så?” snøftede Magnus. ”Så bliver det hele jo bare ved og ved, og ’de gode svømmere’ drukner resten.

 

Nej! Nok!

 

NOK!” Christoffer lagde hånden på broderes arm, men han vred sig løs og haltede tudbrølende ned mod Nørreport.

 

Christoffer lod ham gå, han vidste af erfaring, at Magnus snart ville finde en anden bog. Måske ville han denne gang blive buddhist.

 

Men samtidig bandede han indvendig. Satans også!

 

Fanden tage alle de lammefromme liberalister med deres demokratiske tungetale. Som med en selvretfærdighed, der stod mål med den selvbestaltede profets, ikke kunne se ud over deres egen principielle grådighed.

 

Hvordan kunne nogen være så idiotisk selvsikre på afgrundens rand? Han mærkede heden stige op i kinderne, og den fysiske rædsel over det, han havde hørt, endelig lejre sig i hans underliv som en uflyttelig vægt.

 

Han opdagede, at han rystede, eller måske var det broen, der gik op eller styrtede sammen under ham, og et øjeblik var det, som om det sorte vand fyldte hans øjne og lunger. Til sidst stavrede han hjem, demonstrativt og trodsigt hovedrystende.