”Hvis man endelig skal frekventere den moderigtige buddhisme, gør man bedre i at skippe salmesangen og de gymnastiske øvelser til fordel for de koaner, der ligesom de eleatiske paradokser har til formål at få os til at tænke to gange over ’virkeligheden’.

Den vestlige udgave af hinduisme og buddhisme er ikke blot typisk for vores moderne idiotkultur, den er disses absolutte modsætning. Ingen er for alvor interesseret i at afskære sig fra sine omgivelser eller selvudslettende at følge dharma, sin pligt eller skæbne. Alt dette er først og sidst socialt, behovet for at vise sig, at være noget – hvad som helst – i andres øjne, og længslen tilbage til børnehavens klap-i-takt. Antagelsen af sådanne trossystemer er formel og kritikløs, eksotiske remser uden skygge af forståelse.

Man kan således trygt regne med, at enhver Swami Viharveranda, der henvender sig til et vestligt publikum, er en charlatan, hvor populær den nedladende og uforpligtende velvilje, disse poplamaer leverer, end må være. Koanen, der med Zen, en taoistisk påvirket buddhisme, har bredt sig fra Kina til blandt andet Japan, er grundlæggende paradoksal i sin sammenstilling af tilsyneladende væsensforskellige begreber, ofte ved hjælp af ordspil, der er så uoversættelige som den hebraiske kabbala.

Ligesom i det sidste tilfælde bliver det let til lykkekagevisdom og mumbojumbo, hvis man ikke kender til sproget. Ofte kan det samme ord eller skrifttegn på kinesisk betyde mange forskellige ting, på samme måde som hebraisk, hvis man ignorerer vokaltegnene og transponerer bogstaverne eller opfatter dem som taltegn. Et eksempel er ordet ’wu’ i koanen af samme navn. 

om_hinduister_og_teosoffer.jpg

A monk asked Joshu, a Chinese Zen master: ‘Has a dog Buddha-nature or not?’ Joshu answered: ‘Wu.’

Spørgsmålet går ud på, om en hund har del i det kognitive sprog, logos. For os at se kan det betyde to ting, at hunden er enten en skaber eller en skabning, men uden begreberne subjekt og objekt, der er en del af skabelsen, bliver denne distinktion meningsløs.

Mesteren synes at svare benægtende, hvilket må forundre spørgeren, idet han således benægter hundens eksistens, og han kunne da også lige så godt have svaret bekræftende. Wu, ’nej’ betyder imidlertid også intet, ayin, det vil sige den præeksistens, det kognitive sprog forudsætter. Så er det der, hvor man ikke skal sige ’nåh ja’, eftersom en sådan erkendelse er et nervesammenbrud. Hvis denne chokreaktion udebliver, er koanen ikke forstået. Det gælder i øvrigt også RELIGION.”

I denne del gennemgås den østlige mystiske tradition for første gang, og pointen er, som man vil forstå, i høj grad, at denne intet som helst har at gøre med den vestlige populære udgave. Vedaerne er som grundlag for ”hinduismen” blevet til i et strengt klassesamfund.

For Krishna er roden til alt ondt kasteblanding. Han henvender sig til et pligtopfyldende militæraristokrati og har således yderst lidt at sige hashhoveder, der mumler AUM.