Som de fleste forfattere bliver jeg somme tider spurgt om, hvor jeg henter min inspiration, og det får mig ofte til at mistænke, at spørgeren har en noget forenklet opfattelse af, hvordan et litterært værk bliver til. Forfatteren sætter sig afventende foran den blanke skærm og får så pludselig en idé til, hvordan hans roman kan begynde.

I realiteten er der naturligvis ikke nogen arkitekt, der vil tillade, at den første sten bliver lagt, før han har dannet sig et begreb om den færdige struktur. Den afgørende forskel er, at en bog er en levende organisme, og derfor er en have måske en bedre sammenligning.

Du kan anlægge et bed og plante et træ, men du kan ikke være ganske sikker på, hvad der kommer op. Måske bliver træet blot en yndig lille ting, og måske kommer det til at skygge for andre vækster.

Et centralt tema kan blive perifert, og et perifert centralt. Så er der alle prydplanterne, der giver haven farve og substans, og som især har en tilbøjelighed til at vokse vildt.

Man opdager dem nede i bunden af haven og spekulerer over, om man virkelig har plantet dem. Det er på dette tidspunkt, forfatteren begynder at læse sit værk, men han retter ikke i det, for en knækket stængel er død.

Det er arkitekten, der går ind i sin katedral, finder mørke og lysninger, et træskærerarbejde her, en signatur der. Ti sider er måske blot en effektiv eksposition, mens en enkelt sætning kan have en afgrund af mening.

En god bog vogter sine hemmeligheder, åbner sig for elskeren og lukker sig for indtrængeren, fuld af formler og koder. Her et digt, der et ikon.

Skønlitteratur, der kun er skønlitteratur, og faglitteratur, der kun er faglitteratur, er ikke litteratur overhovedet. En bog er en mørk skov, når solen glider gennem trætoppene, vil du finde sære ting i skovbunden.

Den oplyser dig ikke om togtiderne, den stjæler din nattesøvn med fremmede væsners drømme. Den smiler først ad dig, siden til dig, og når du forstår, smiler du igen.

Måske kommer du ikke så langt i den, af frygt for ikke at kunne finde ud igen, men så har du allerede forstået noget: Alt er ikke for alle. Af alle mennesker er forfatteren den mindst selvoptagne, værket fylder for meget til, at der er plads til ham også.

Når han indser det som et mesterværk, tror skoleeleven, at det er ligesom, når han synes, han fortjener en højere karakter for sin referatstil. En bog er organisk, og dens skabers kærlighed til den er moderens til barnet.

katedralen.jpg

Jeg gik ind i RELIGION i dag. Spirene mangler stadig, og man kan se den blå himmel mellem de skelende tagspær.

Men den er et absolut vidunder. Generationer kommer til at svimle under dens lofter og lytte til dens musik, en prædiken i sten, et mysterium.

Selv kommer jeg ikke til frembringe noget igen, der nærmer sig dens fjorten hundrede illuminerede sider, men jeg vil nok af og til sidde på en bænk og knække nakken, som selv aktive pensionister gør. Når børnene så kommer, vil jeg snige mig ud ad en sideindgang, og den vil ikke længere være min.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF