I min skoletid var der et fag, der hed religion. Andre steder hed det kristendomskundskab, hvilket måske var mere oprigtigt.

Dengang anså man stadig religionen – kristendommen – for at være en af samfundets grundpiller. Der var også søndagsskoler, ligesom konfirmationsforberedelsen var lidt mere end en formalitet.

Salmeversene hørte måske til den mindre uundværlige del af den senere så forkætrede ”paratviden”. I det mindste gav det da børnene mulighed for at stifte bekendtskab med en slags litteratur.

For det meste indskrænkede undervisningen sig til mytologi: Adam og Eva, Kain og Abel, og så videre. At de jødiske myter i en eller anden mystisk forstand var andre kulturers overlegne, kunne der ikke være tvivl om – Jesus var virkeligere end Odin, Rødhætte og Anders And tilsammen.

At det var babylonisk kosmologi og hellenistisk filosofi alt sammen, var der ikke nogen, der fortalte os. Det var i disse timer, mens mine mere driftige kammerater ”farvede” dyrene i Noas ark, at jeg første gang kom ”Bibelen”, dette sammenbragte og modsætningsfyldte værk, igennem – først i sekstenårsalderen havde jeg skaffet mig de nødvendige forudsætninger for at læse det på originalsprogene.

(Jeg bad min tysklærer, som var jøde, om at anbefale mig en lærebog i hebraisk, og han svarede, at jeg burde koncentrere mig om tysk, som jeg på det tidspunkt læste flydende. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været i dag uden disse lærere til at stimulere og vejlede mig – for slet ikke at tale om den konstruktive kritik fra anmeldere, der har belært mig om, at kildekritik er pral, og mere end to stavelser ordonani!)

bogen_om_alting.jpg

Der var godt nok ikke nogen, der kunne forklare mig, hvorfor Ordet var i begyndelsen, eller hvorfor den Almægtige blev omtalt i testamentet som søn af en kanaanæisk guddom ved navn El. Men jeg lærte ikke at spørge, eller i det mindste ikke at spørge andre.

Det næste, jeg opdagede, da jeg selv fandt svarene, var, at de ikke ønskede at vide noget, der kunne fremmedgøre dem fra andre troende. De levede i deres skoletids tegnehæfter uden noget begreb om en fysisk verden, der i bedste fald var ”overnaturlig”.

Hvad der stred mod deres demokratisk vedtagne naturlove, var ”magi”. Det var en farlig leg med mørkets kræfter, som ikke eksisterede, men som alle andre kulturer syntes at have haft et forhold til.

Mennesket var frygtsomt vendt tilbage til hulen med dens billeder og symboler på det, der ikke længere kunne mødes ansigt til ansigt. Hvad jeg så omkring mig, var en blindgydecivilisation, en fragtkult med en urokkelig tro på en Gud, et forsyn, et fremskridt, som gjorde det umuligt at se noget som helst.

Jeg var kort sagt havnet blandt de vilde, og der var tændt op under gryden. Undrende lyttede et par af stammemedlemmerne til mine beretninger om fjerne riger, hvor folk uden knogle gennem næsen ikke blev spist.

Af og til havde de bananer med til mig. Til gengæld gav jeg dem, da dagen for min afrejse nærmede sig, en bog.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF