Hiin Enkelte er død. Den enkelte kylling betyder ikke noget på et slagteri.
Det hedder demokrati, ligestilling og befrielse. Befrielse for de domme, der ikke udspringer af domsmyndighed: fordomme.
Befrielse for det individuelle, som er en myte. For der er kun massen.
Det er den, der arbejder i fabrikkerne og ofres på slagmarken, som altid. Men nu er den en græsrodsbevægelse.
Me too. Never not me.
Voldtaget, udstillet, solgt. Men MED.
Det gælder om at protestere. I en bevægelse.
Imod dem, der ikke bryder sig om sorte, kvinder og bøsser. Han bor i Svendborg.
Det er derfor, det er så vigtigt at demonstrere, at vi er progressive. Vi er venstreorienterede, men vi er ikke kommunister.
Lidt ligesom nazisterne, der var socialister, men ikke bolsjevikker. Vi kæmper for ligeløn mellem kønnene, men ikke mellem klasserne.
Vi kan godt lide indvandrere med danske familiemønstre – Inger Støjberg er ekstremt venstreorienteret. Men vi er hverken fascister eller racister.
Vi er nemlig forargede, vi råber, og vi lærer dem, der ikke abonnerer på den kapitalejede presse, at holde kæft. Snerpede tanter kan jo ikke være nazister, vel?
Politiken elsker feministerne og hader Trump. Det er ikke så underligt, når man nu ved, hvor utrolig venstreorienterede de er derinde.
Det kan man blandt andet se af, at de ikke kan stave. Og så naturligvis deres antisemitiske karikaturer af imamer og advarsler imod den farlige pacifisme, der hjælper Putin og skader økonomien, ind
imellem reklamerne for nye kriminalromaner og restaurationer.
Det var kun en halv snes racister, der stemte på Trump. Og så Putin.
Det betyder ikke noget, at det er vås – det begynder trods alt i børnehaven. Klap i takt og lad være med at ødelægge det for de andre.
De rigtige meninger med viden, der får andre til at se dumme ud. Heldigvis kan man ikke tage den slags mennesker alvorligt.
De er højreorienterede, de er kvindehadere – for som enhver ved, kan kvinder ikke lyve eller vrøvle – nogle af dem er endda fyldt tolv år! Og skulle vi på et tidspunkt komme til at føle os dumme, stillet over for et intelligent, dannet menneske (er dannelse ikke noget med at opføre sig pænt?) som ikke føler sig helt overbevist om, at vi ved, hvad fascisme er, når vi staver det uden s – ikke fordi vi aldrig har set det på tryk, men fordi vi er ordblinde, hvad vi ikke skal hånes for – behøver vi blot at se os over skulderen på alle dem, der føler sig i lige grad truet på deres selvbevidsthed af mennesker, der kan læse og skrive.
Og den velbegavede, halvdannede, der lidt pinligt berørt gennemskuer fraserne? Man skal jo omgås idioterne, ikke?
Det bliver blot sværere og sværere at tænke et og sige noget andet, eller blot holde kæft. Og måske har det lidt ret, uhyret med de tusind hoveder, måske lidt mere, som man tænker over det.
Det ville jo unægtelig gøre det hele lidt lettere! Måske føler man sig heroisk, når man læser ENW, men også lidt til grin.
En dag ser man sig om og opdager, at man er faldet ind i rækken, og at det ikke er så slemt. Blot en del af ens personlige udvikling.
Men noget dør ikke. Alle de overflødige papirstakke, man ikke kan google.
I dem overvintrer Mennesket, mand og kvinde, romantisk kærlighed og selvforglemmende heltemod. Stanken fra svinestalden når Det ikke.
Her drømmer drømmene, indtil en anden slægt vækker dem. Det er den, de bevæbnede betjente på gadehjørnerne spejder efter.
ERWIN NEUTZSKY-WULFF