Den teknologi, Anden Verdenskrig inspirerede, præsenterede menneskeheden for to scenarier: Rumrejser og atomkrig, hvad halvtredsernes science-fiction-bølge da også afspejlede. Men hvis den netop havde fået den første mulighed, sagde det sig selv, at nogle af de kloder, man talte om at besøge, måtte have haft den længe, og snart meldte de fremmede rumskibe deres ankomst.

Fra det amerikanske luftvåbens side blev de først betragtet som russiske, siden illusoriske, og i lang tid havde intelligent liv i rummet samme status som konspirationsteorier. Først med SETI – the Search for Extra-Terrestrial Intelligence – fik det videnskabelig status, og seriøse forskere begyndte at overveje, hvordan det eventuelt kunne have formet sig.

Dermed vendte rumvæsnerne tilbage som noget andet og mere end en underholdende fantasi. Hvilke fordele og risici kunne der tænkes at være ved kontakt og invasion?

MØDE er en så vidt muligt realistisk beskrivelse af denne situation, især ud fra astrobiologiske overvejelser. For indtil vi accepterer det faktum, at en menneskelig fornuft hos disse væsner er lige så usandsynlig som to arme og to ben, kommer vi ikke videre.

det_sorte_rum.jpg

Den verden, vi lever i, er et produkt af sanser og en hjerne, der er opstået på Jorden ved en ren tilfældighed. De politiske og økonomiske konsekvenser samt konsekvenserne for verdens religiøse systemer er således nærmest banale i forhold til den situation, for første gang at blive konfronteret med en virkelighed, der ikke er menneskelig, samt at blive set udefra, som et forskningsobjekt, i stedet for indefra, som homo mensura.

MØDE er imidlertid ikke en filosofisk afhandling, men en spændende historie, en kosmologisk gyser, hvor vi kan love chok på chok, som det går op for læseren, hvor begrænset og accidentiel hans virkelighed er. Det er med andre ord en rejse ud i et sort rum, hvor Gud og naturlovene ej tør træde!