MYTEN HITLER
10-10-2015 af Erwin Neutzsky-Wulff

”Det er muligt, at du har skabt mennesket, men jeg, Adolf Hitler, vil udslette det!” Det er Føreren, der taler, som han står på Skaberens hånd i en af sine bekendte teatralske positurer, der virker endnu mere latterlig på grund af hans lidenhed, på en britisk vittighedstegning fra umiddelbart efter krigsudbruddet i 1939. Det virker måske som en lidt besynderlig ambition at ville udslette menneskeheden og dermed sig selv, men den er ikke enestående. Allerede i 1924 lød advarslen:

 

”Hvis han ikke bliver stoppet, vil han komme til at udslette den. Det er det, han er opsat på, det er det, der driver ham, også selv om han har en uklar anelse om, at han derved udsletter sig selv.

 

Han kan ikke andet, han må gøre det. Denne følelse af, at hans eksistens er uløseligt knyttet til hans offers, tror jeg, er den væsentlige årsag til hans had.

 

At være tvunget til at udslette nogen med alle midler, velvidende, at det redningsløst fører til ens egen undergang, deri ligger det. Om man vil: Satans tragedie.”

 

Ordene er Dietrich Eckardts og tillagt Hitler, og den omtalte Satan er jøden. I dag vil vi nok mene, at påstanden om inkarneret ondskab, ødelæggelse for ødelæggelsens egen skyld – formålet med tortur er tortur, som Orwell skriver i ”1984” – giver mere mening i det første end i det sidste tilfælde, men med lidt god vilje kan man sikkert godt se, at den under ingen omstændigheder er særlig konstruktiv.

 

Mennesker handler ud fra motiver, og ud fra en tidsbestemt opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, og ikke at forstå er i alle tilfælde en noget besynderlig målsætning, omtrent lige så absurd som den påståede selvdestruktivitet. Hvorfor må vi da ikke forstå Hitler – som en dansk filminstruktør for nylig opdagede – og nationalsocialismen?

 

kronik.jpg

 

 

Én forklaring er, at de ugerninger, disse mennesker gjorde sig skyldige i, er så gruopvækkende, at det ikke er nok simpelt hen at fordømme dem, vi er nødt til at bedyre, at vi endog er ude af stand til at forestille os motiverne til dem. Eller sagt på en anden måde: Vi forsvarer os på forhånd imod enhver mistanke om, at vi selv skulle have lignende motiver eller blot sympatisere med dem.

 

En anden er, at vi ved at frakende disse mennesker menneskelige træk advarer andre imod at gå samme vej. Ved nærmere eftertanke kan vi dog sikkert godt se, at virkningen er den stik modsatte.

 

Ved at skabe en karikatur af nationalsocialismen gør vi det muligt for beslægtede politiske systemer at tage afstand fra ”nazismen” – for nu at benytte det hævdvundne øgenavn. Og i og med, at det især er højrefløjen, der kolporterer denne parodi, kunne man godt få det indtryk, at det er det, der er formålet.

 

Et mindre problem er det så åbenbart at forklare, at ”millioner fulde af håb så hen til hagekorset”, som der står i Horst Wessel-sangen. Hitler var sindssyg.

 

Tyskerne var sindssyge. Det var ”militarismen i deres tyske blod, der steg dem til hovedet”, som William Shirer skrev.

 

”I blodet ligger svineriet”, som Schönerer plejede at sige. Om jøderne.

 

Måske burde man simpelt hen sterilisere det tyske folk, som jøden Theodore Kaufman foreslog i 1941. For det var selvfølgelig krigspropaganda, ligesom den første verdenskrigs ”hunner”, der voldtog barnepigen og smed barnet ud ad vinduet – hvis man havde fået at vide, hvilke rædsler nationalsocialisterne virkelig begik, ville man formodentlig ikke have troet det.

 

Japanerne var bebrillede gule dværge med skæve øjne og udstående tænder. Efter krigen blev disse karikaturer klippet ud af tegnefilmene.

 

Nationalsocialisterne var ikke så heldige. Det er stadig de samme gamle sammenklip af Hitlers mere følelsesbetonede øjeblikke – for nu at sige det pænt – vi ser, ganske som i min efterkrigstidsbarndom.

 

”Nazisterne” marcherer stadig til ”the Lambeth Walk”. Det tyske folk befinder sig stadig i en kronisk tilstand af hysteri.

 

Poetisk retfærdighed? Ja måske.

 

Men det umuliggør stadig en forståelse af, hvad det egentlig var, der skete, og gør samtidig enhver sammenligning med samtidig racisme, nationalisme og militarisme absurd. Hvor er hagekorsene og de lange læderfrakker?

 

Vi ignorerer lighederne og overdriver de mest overfladiske forskelle. Det går jo ikke, at de tyskere, der stemte på Hitler, var gode lutheranere og katolikker, så et Sankt Hans-bål bliver til en hedensk kult – muligvis satanisk!

 

kronik2.jpg

 

Hvem var da den Hitler, der opnåede en så utrolig popularitet, at Churchill gav udtryk for det fromme håb, at hans eget land, hvis det kom i nød, ville blive velsignet med en lignende frelser? Hvad var det for en nationalsocialisme, der appellede til ganske almindelige, pæne mennesker?

 

I min ungdom var fascismen endnu et erkendt skelet i liberalismens skab, ligesom stalinismen i det socialistiske. I vore dage, hvor man lægger mindre vægt på skolekundskaber, er der gået mode i at skære de diametrale modsætninger nazisme og kommunisme over en kam som en modsætning til demokratiet, det vil sige liberalismen.

 

Hvis man skal forsvare den totalitære udgave af liberalismen, der slog igennem i Italien og Tyskland i trediverne, kan man sige, at de var en reaktion på den totalitære socialisme, der praktiseredes i Sovjet og – nok ikke helt uden grund – opfattedes som en trussel mod Vesten. I Bayern, som var nationalsocialismens arnested, havde man haft indtil flere kommunistiske opstande i kølvandet af Første Verdenskrig.

 

Man så således ikke blot nationalsocialismen som en løsning på Tysklands økonomiske krise, udløst af de ublu krigsskadeserstatninger, sejrherrerne havde påført det, og forstærket af den påfølgende depression, men det eneste alternativ til en kommunistisk magtovertagelse. Dette var også det almindelige synspunkt i andre lande.

 

Italien og Tyskland var et ”bolværk mod kommunismen”. I det sidste tilfælde havde man dog visse reservationer.

 

At tage livet af sine politiske modstandere uden lov og dom kunne man måske forvente af en Stalin, men ikke den pæne hr. Hitler. Og så var der det med jøderne.

 

I dag opfatter vi gerne antisemitismen som identisk med nationalsocialismen, men den var på ingen måde Hitlers opfindelse, og da slet ikke et personligt ”jødehad”, han påtvang det tyske folk – man fristes til at sige, at det var omvendt! Faktisk går den helt tilbage til romerne, der ligesom vi ikke så med milde øjne på ”barbariske” folkeslag, der modsatte sig deres verdensorden.

 

Da kristendommen, der af mange blev opfattet som en jødisk sekt, aspirerede til statsreligion, blev det nødvendigt at lægge afstand til det jødiske folk, som en jødisk gud havde forkastet til fordel for de pæne romere, og som derfor på sin vis var værre end hedninge.

 

Antisemitismen blev således en fast bestanddel af den kristne og dermed borgerlige moral. Luthers ”Om jøderne og deres løgne” er en regulær køreplan for de senere jødeforfølgelser, komplet med afbrænding af synagoger og koncentrationslejre!

 

Berøvet muligheden for at eje jord var de tvunget til at skaffe sig et udkomme som pengeudlånere, og det kan derfor ikke undre, at den befrielse af den økonomiske magt, der fulgte i kølvandet på de borgerlige revolutioner, også kom dem til gode. Myten om den uproduktive, parasitære jøde fik dermed en gevaldig saltvandsindsprøjtning.

 

Også i kulturlivet hævdede de sig, med ideer, der ofte faldt borgerskabet for brystet. Det begyndte kort sagt at ligne en konspiration.

 

Ikke blot udsugede de folket, de søgte at stifte ufred mellem klasserne, blottet, som de var, for enhver nationalitetsfølelse. At de stod bag den russiske revolution, var ingen i tvivl om, ej heller deres motiv, udslettelsen af ”arierne”.

 

Intet af dette var Hitlers eller nationalsocialismens opfindelse. Hvad ideologi angår, var de uhyre lidt revolutionære.

 

kronik4.jpg

 

Problemet for Tysklands naboer var således ikke antisemitismen, men den måde, den udmøntede sig på. For Hitler som for hans læremester Lueger var antisemitismen til at begynde med et rent deklamationstema, det altid populære: Den virkelige grund til, at vi ikke har held med os, heksen, der gør mælken sur.

 

Den dygtige borger kan ikke komme til for adelsmanden, den sorte for den hvide, kvinden for manden, og tyskeren for jøden. Det er blot det, vi vil ændre på med lidt positiv forskelsbehandling, men når vi først har fået øje på de muligheder, der derved åbner sig, er det svært at stoppe.

 

Var nationalsocialisterne da ikke kommet til magten ved at love at skaffe os af med denne pest? I denne situation tøvede Hitler længe, ikke af samvittighedsgrunde, men af frygt for at sætte styrets popularitet i udlandet over styr.

 

Heller ikke de pæne borgere i selve Tyskland brød sig om at se de

mere entusiastiske nationalsocialister mishandle jøder på gaden. Og da man ikke sådan uden videre kunne afskaffe hovedhjørnestenen i det nationalsocialistiske evangelium, antog jødeforfølgelserne i stedet fra nu af ordnede former: Nürnberglovene.

 

Reaktionerne i udlandet var de forventede – selv Jyllandsposten, der altid har været på vagt over for fremmedelementer, måtte insistere på, at man skaffede sig af med jøderne ”på anstændig vis”. Verdens kærlighedsaffære med Hitler var forbi.

 

Churchill var uvant diplomatisk: ”Jeg vil ikke foregive, at jeg, hvis jeg skulle vælge mellem nazisme og kommunisme, ville vælge kommunismen.” Nazismen var blevet det mindste af to onder.

 

Når det ikke er denne opfattelse af Hitler, der har overlevet, skyldes det, at der kom en krig imellem. Også den fik jøderne ikke overraskende skylden for, selv om de naturligvis intet som helst havde med den at gøre.

 

Magtbalance er nok for de fleste et lidt tåget begreb. Der var sikkert heller ikke mange, der forstod hverken krigserklæringen eller fredsbetingelserne uden nogen som helst territoriale gevinster for Preussen i den krig mod Østrig, Bismarck havde insisteret på i 1866.

 

Men for ægte patrioter som Bismarck, Hitler og Churchill er den nok værd at ofre livet for – især andres. Og Tyskland var ved at blive en stormagt og dermed en trussel mod det hensygnende Britiske Imperium.

 

Churchill havde ikke noget personligt mod Hitler, sagde han. Det var nok ikke helt i overensstemmelse med hans karakter, selv om han ganske givet ikke hadede ham så meget, som han hadede Gandhi, på trods af deres fælles beundring for Mussolini.

 

Hitler forstod det ikke. At han generelt opfattede Europa som et tagselvbord, skyldtes jo blot hans ønske om ”et Tysklandskort, hvor alt tysk igen er vort” – for nu at parafrasere en god dansk fædrelandssang.

 

Tysklands ”Lebensraum” lå mod øst. Tyskland og England havde fælles fjender.

 

Hvad Adolf ikke havde opdaget, var, at han i den forløbne uge var blevet en sindssyg diktator, der ville erobre verden og udslette menneskeheden – noget, der skulle vise sig at blive en selvopfyldende profeti. Jøderne var nu ikke længere blot ”en kræftsvulst på folkelegemet”, men en dødbringende femtekolonne.

 

Alle forsøg på at gøre livet så surt for dem, at de emigrerede, og at tvangsforflytte dem til Palæstina eller Madagaskar var mislykkedes. Nu blev de sendt østpå og endte i koncentrationslejre, et gigantisk slagteri.

 

De havde jo selv været ude om det, som Kennedys far lakonisk bemærkede. Så vågnede verden omsider op.

 

Nu måtte der gøres noget! Det bedste ville utvivlsomt være at nægte alt.

 

Man havde aldrig haft nogen som helst sympati for Hitler og hans bevægelse. Og hvordan skulle man dog også kunne have haft det?

 

En ny, i luften frit svævende ”nazisme” blev skabt, satanisk og lattervækkende. Tredivernes universelle fjendebillede, den jødiske kommunisme, blev til Hitlers personlige jødehad – præcis den ”følelsesbetonede” antisemitisme, han altid havde ivret imod.

 

Resten var hedenskab og uniformer med dødningehoveder, Heil og Schweinhund. Intet, der havde noget som helst at gøre med vores borgerlige pænhed, vores vagtsomhed over for de røde og andre udanske elementer. 

 

kronik3.jpg

 

Identifikationen mellem jødedommen og kommunismen er for længst glemt, og identifikationen mellem Islam og Islamisk Stat er fuldt berettiget. ”Det er muslimerne mod danskerne – det er potentiel borgerkrig,” skriver Politiken, og så må det vel være rigtigt.

 

For ”den brede masses opfattelsesevne er uhyre begrænset, dens forståelse ringe, dens glemsomhed derimod betydelig”. Det er også Hitler.

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

30-07-17

Artikel under Diverse: Racismens to ansigter

27-07-17

To artikler under Kommende bog

TOA - komplet indholdsfortegnelse

"Hvad er virkelighed?"

27-07-17

To artikler under Diverse:

ENW i twitterformat

Indspark i debatten om moderne børneopdragelse

17-07-17

To artikler under Diverse:

Frygt

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

29-06-17

Artikel "Derfor TOA"

29-06-17

Video om TOA: Hvad er mystik?

19-06-17

Status for arbejdet med TOA

13-05-17

Reklamevideo for TOA.

⊕ UDGIVELSER

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

MENNESKETS AFVIKLING (2009)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ NYHEDER

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.

⊕ FIND OS PÅ DEN FRI

Du finder også Erwin på Den Fri  (denfri.dk).

⊕ FIND OS PÅ FACEBOOK

Besøg Erwins side på Facebook.

 

Klik på pagelinket ovenfor eller søg på "Erwin Neutzsky-Wulff".