
Jo længere mennesket forvilder sig bort fra sit ophav, jo mere atavistisk er kulten. Grækerne søgte deres frelse i den musik, der nu for længst er forstummet, og danserne stivnet i deres ler.
Oprindelig var hemisfærerne blot backups, men med tiden fik de hver sin funktion. At finde tilbage til bopladsen efter jagten krævede to ting, den højre hjernehalvdels rumsans og den venstres landkending.
Den første dannede grundlag for forestillingen om en ydre verden, den anden for sproget. Men vores analfabetiske lillebror har også et sprogcenter, dets syntaks er blot en anden, analog snarere end digital.
Det har en anden rytme end sproget, og når man forener de to, har man en Homer! Dog har selv den mest formfuldendte lyrik sin rod i uvilkårlige spjæt til hørbare cykler.
De lader os falde ind i ensformigt arbejde, fylder den truende tavshed, når fuglene tier, og giver en længsel lunger. Måske er der noget derude, der kan give os svar.
Den hævede stemme bekræfter os i glæde, sorg og vrede. Den sænkede dysser barnet til ro.
Endnu i min barndom sang man. Tiggere sang i gårdene, svajere fløjtede, og selv pæne folk brummede med på den sidste slager.
Poul Reichhardt var dus med himlens fugle. Nu har dødens stilhed sænket sig.
Böse Leute haben keine Lieder. Folkevisen blev opfundet i det nittende århundrede sammen med demokratiet.
Men selv om fødder kan trampe i takt, kommer musikken stadig fra hovedet. Rhapsoden har aldrig været bonde.
Musikken er fortidens sprog. Den bringer mindelser tilbage om, hvad mennesket var engang.
Om dengang himlen var på jorden. Om Chanoch, der havde samkvem med guderne. Om Achilleus, hans Briseis og hans vrede.
Heksametrene kommer imod os, ikke som jambiske hopliter, men som daktyliske stridsvogne, i silhuet mod en stormhimmel. Achaierne kom fra havet, og det var Arion, trojanerne uafvidende trak ind i deres borg.
Dette uddrag svarer til Uddrag 1 på ENW.dk.
Læs Erwins svar på spørgsmål om hjernens to sprog og lyriske ledemotiver i hans værker: