Der var engang, hvor science-fiction var, hvad ordet siger: Litteratur skrevet for og af videnskabsmænd og lægmænd interesserede i videnskab. Genrens forløbere var ”scientific romances” af populære forfattere som Jules Verne og H. G. Wells og i sig selv efterkommere af robinsonader og andre fortællinger om opdagelsesrejser til Jordens ukendte egne.

Da disse begyndte at blive sparsomme, sendte Verne jordboer til månen, og Wells marsboer til Jorden. Han gjorde sig imidlertid også tanker om, hvad der ville ske, hvis det var muligt at rejse i tiden, og i genrens guldalder i fyrrerne og halvtredserne var dens fokus i høj grad på hypotetiske opfindelser og deres konsekvenser, inden den i overensstemmelse med entropiens, massevirkningens og den mindste fællesnævners lov måtte vige pladsen for space opera, fantasy og superhelte, hvilket meget forståeligt fik kritikerne til at forkaste den som kiosklitteratur.

wormhole-2514312_1280.jpg

En slags gennembrud herhjemme kom med ”Anno Domini”, ”den bedste science-fiction-roman skrevet på dansk” (Politiken) og udnævnt til Årets Bog, fulgt op af ”Gud”, der ”tålte sammenligning med verdens bedste” og vandt Science-Fiction-prisen på den første – og som det skulle vise sig, sidste – skandinaviske convention. Ved samme lejlighed blev Science Fiction Selskabet præsenteret for offentligheden, i lighed med Poe-klubben for kriminallitteratur, dengang den blev læst og anmeldt af dannede mennesker, en professionel sammenslutning af forfattere, oversættere og forlæggere.

Det huede ikke publikum, der dannede deres egen fanklub, Science Fiction Cirklen. At Neutzsky-Wulff, der af kritikken var blevet udnævnt til (undtagelsesvis) god science-fiction, ikke var deres kop te, siger næsten sig selv.

Der blev ikke oversat mere SF, og jeg er den dag i dag den eneste i Danmark, der skriver i genren, bortset fra fan fiction og børne- og ungdomsbøger. Hvorfor valgte jeg så netop denne genre?

Nok hovedsagelig fordi det var det eneste alternativ til den socialrealisme, der i mellemtiden er degenereret til bekendelseslitteratur og ren spekulation. Dette bras kan man naturligvis nu få gratis på TV og Internettet, resulterende i bogdøden – hvilket nok ligeledes skal ses som forklaringen på, at jeg som den eneste danske forfatter kan tage tusind kroner for en bog.

ufo-3014638_1920.jpg