Indlæg fra en debat på Facebook - et godt eksempel på, at man forstår det, man har forudsætninger for at forstå ...

”Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.” Det er ikke pænt sagt, og længere kommer vi som regel ikke.

Intet er så svært at acceptere, som at der er noget, vi ikke har intelligens til at forstå. De fleste vil typisk føle, at deres manglende forståelse er et modargument, hvorimod følelsen af at støde imod sin egen intellektuelle begrænsning hos andre vil udløse noget, der minder om et hysterisk anfald, på hvilket tidspunkt de naturligvis er hinsides enhver argumentation.

Et godt eksempel er Lasse Jensens farveblindhedsargument: Hvis der kun er en verden, hvordan forklarer man så farveblindhed? Denne forklaring kan man naturligvis finde i enhver fysiologibog.

Ja, vil Lasse sige, men det er jo mig, det ser farverne. Med andre ord: Jeget er til, fordi jeget er til.

Et andet eksempel er en person af mit bekendtskab, der i årevis har mødt min påstand om, at der ikke findes nogen ydre verden, med indvendingen: Der må da være noget, hjernen reagerer på! Jeg har hver gang prøvet at forklare vedkommende, at hjernen er en del af denne ”ydre” verden.

Det eneste, der ikke er en del af den, er jeget (personligheden, viljen, den aktive bevidsthed), der er en ren tolkning. Ja.

Jo. Men der må da være noget, hjernen reagerer på!

friday-13-1416149_1280.jpg

Som man vil se, er ”argumentet” stort set det samme i begge tilfælde, og forvirringen bliver naturligvis ikke mindre af, at man aldrig har dannet sig noget klart begreb om, hvad der menes med jeg, bevidsthed, verden, og så videre. Og så nytter det ikke at henvise til et forfatterskab, der leverer denne forståelse, for man har jo forstået, man har blot påvist, at det ikke kan passe, og modargumentet er så indlysende, at der kun kan være tale om, at modparten ikke vil indrømme det: Jorden er flad og kan følgelig ikke være rund.

På dette tidspunkt vil andre som regel være nået frem til, at der er noget i denne kritik (med andre ord: Jeg forstår det sgu heller ikke!) Endelig kan forvirringen blive total ved, at folk blander sig i ”diskussionen”, som aldrig har læst en linje af forfatteren.

Den eneste forklaring, der kunne føre til en forståelse, er, at man i det mindste aktuelt mangler forudsætninger for en sådan forståelse, og den vil under alle omstændigheder være uacceptabel, om så ”kritikerens” åndsevner ikke strækker til at skelne mellem præsens og infinitiv. Som regel ender historien dog godt ved, at man finder trøst i New Age, kvantemystik, og lignende, hvor man kan have sin (udødelige) sjæl i fred.

Hvis man ikke forstår, hvad transcendens er, kan man altid identificere den med trance eller lucid dreaming, og er man grundet denne manglende forståelse ude af stand til at transcendere, kan man altid forvirre sin hjerne med kemikalier eller bedøve den med TM, og således udforske det indre(!) univers. Bestsellere for husmødre om disse emner er der som bekendt ingen mangel på.

På sin vis er der noget uhyre rationelt ved denne reaktion: Hvorfor dog blive ved med at knalde hovedet mod en mur, man ikke har kræfter til at bestige? Mest tragisk er således den halvintelligente (som Lasse Jensen), for uintelligent til at forstå, men intelligent nok til at forstå, at han ikke har forstået, hvilket driver ham til vanvid.

Nu har jeg så igen ”ikke svaret på det, han spørger om”, men dog leveret en art anledning til, at han kan fortsætte lidt endnu med sit vrøvl – det er naturligvis under alle omstændigheder for sent at sige nåh ja. Vi lever nu engang i den verden, vi har forudsætninger for at forstå.

wildcat-356805_1280.jpg