Søren Ryge Petersen – hvis haveprogrammer Chresteria har en vis svaghed for – er blevet bange. For sin have.

Han har nemlig læst en artikel om, at den er fuld af livsfarlige bakterier! Han er også lidt vred.

For hvorfor skulle han nu lige have ødelagt sin haveglæde (eller havesyge)? Og han har naturligvis ret.

Den faste ”nyhed” på frokostavisernes forsider er, at 100.000 danskere uden at vide det lider af en dødelig sygdom (læs symptomerne inde i bladet!) Det er altid godt stof, for døden er den store katestrofe!

Og det er jo lidt ærgerligt, eftersom den er temmelig uundgåelig. Men det er den selvfølgelig ikke.

Alt kan helbredes, hvis blot det tages i tide, og hvis endelig nogen skulle gå hen og dø, skyldes det, at han har forsømt at tage kosttilskud. Hver dag bliver vi oplyst om en ny faktor, der forøger vores chance for at få kræft med en halv procent.

Man bør højst gå ud et kvarter i solen med hat og solcreme. Og hvis man spiser æg og bacon til morgenmad, skal man ikke forvente at leve ugen ud!

dinosaur-1564323_1280.jpg

I gamle dage begrænsede det ritual, der sikrede det evige liv, sig til en kiks og en slurk vin om søndagen, men det er langtfra tilstrækkeligt for vor tids flagellanter. Ikke blot skal man TÆNKE OVER, HVAD MAN SPISER, man skal HUSKE AT BEVÆGE SIG!!

Man kunne få lyst til at berolige disse mennesker med, at deres bekymring er ganske grundløs. Uden nogen sinde at have mødt Jesus kan jeg garantere dem for, at de aldrig nogen sinde kommer i den situation at sige til sig selv: ”Satans – jeg er sgu død!”

Nej, vil de forklare barnet: Problemet er den begrænsede tid, vi har på jorden. Og som de betaler underholdningsindustrien for at få til at gå.

I en anden artikel angrer et forældrepar, at de har ombragt et genetisk defekt foster. Hvis de havde ladet det føde til et liv i helvede, ville de have været helte.

Man kommer aldrig over tabet af et barn. Mine oldeforældre, der mistede tyve ud af treogtyve, kan ikke have haft én lykkelig time!

Man kan ikke bare lade et menneske dø! Pine det til døde med strålebehandling og kemoterapi – vor tids trepanation og åreladning – indtil det tigger om at blive aflivet som en hund, eller at man SLUKKER FOR MASKINEN, men at lade det dø fredeligt i sin seng kommer ikke på tale.

Hvorfor? Fordi livet er helligt – også selv om det er en tom skuffe.

Og hvorfor er det det? Fordi det ikke er vores.

Det tilhører vores arbejdsgiver. Man kan ikke bare gå ind og ødelægge en del af produktionsapparatet.

Som jeg selv nærmer mig de berammede halvfjerds år – ikke, at jeg som tyveårig var i tvivl om, at jeg var døende – forekommer dette vanvid mig stadig mere absurd. Men jeg har også nået alle mine mål og kommer (som altid) til at sove ind i min søde unge hustrus arme.

Og jeg står i leksikonet. Der og i en bogkasse vil man kunne finde mig, så længe Jorden står – en konstatering, der altid vækker et afmægtigt og forståeligt raseri hos dem, der lader dagene gå.

Hvad taler han om? Nåja, livskvalitet.

Jeg tror, jeg vil sætte min lid til den unge mand ved bogkassen. Også selv om det måske kommer til at gå ud over produktionsapparatet.

sterntaler-1635654.jpg