”Det er sært,” sagde professor Mann, ”hvordan man kan leve et helt liv i én verden, og så pludselig befinde sig i en anden. På sin vis er vi lige så ’forsvundne’ som Bierce.”

Han viste over skulderen i the University Pub. ”Vi har ikke levet i deres verden i månedsvis.”

”Det gør mig lidt bekymret,” indrømmede professor Tennison. ”Sæt, vi forsvinder helt. Hvor går grænsen?

Hvornår er man sindssyg? Også selv om der som i dette tilfælde er tale om en folie à deux.”

Richard tænkte sig om. ”Jeg tror, det er lidt ligesom tegningen af en and, der bliver til en kanin, når man først er blevet opmærksom på den. Jeg tror, det er vigtigt stadig at kunne se anden, når vi nu engang lever i en andeverden.”

”Så er det godt, man ikke er en engel,” bemærkede Andrew.

”Javist. Det er ligesom med de fysiske genstande, fysikerne fortæller os, slet ikke er spor fysiske. En gang imellem er man nødt til at tage et fast tag i det, der ikke er der.

Hvis det her var en bog, tror jeg, jeg ville tænke mig om to gange, inden jeg læste videre. Ens kone skal jo helst ikke komme ind for at sige, at der er mad, og finde en tom stol!”

”Og hvor går lyset hen, når det går ud? Måske giver verden ingen mening, men så må vi i det mindste drage omsorg for, at den giver mening for os. Vi er bevidste om den, men ingen har nogen sinde set en bevidsthed, så vi er også selv en drøm i en drøm.”

”Javist,” reciterede professor Mann.

”Is all that we see or seem

But a dream within a dream?”

”Tror du, de er lykkelige?” spurgte professor Tennison med et kast med hovedet. ”Eller i det mindste føler sig trygge?”

”Nej, det tror jeg ikke. I så tilfælde tror jeg ikke, der ville være ideologier.

De ville ikke have så travlt med at frelse sig selv og andre. De ville ikke være så panisk angste for at være og stå alene.”

Hans kollega nikkede. ”Jeg forstår godt den frygt.

Måske var det den, der i sin tid fik mig til at lukke mig inde i et freudiansk galehus. Det betyder ikke noget, hvad vi tror, eller om det overhovedet giver mening, så længe vi tror det, og vel at mærke tror det samme.

Gud i himlen og den historiske udvikling. Også selv om det betyder, at vi skal skille os af med dem, der truer vores virkelighed.”

”Engle …”

”Og så skal man lade være med at forelske sig i piger, der hedder Moira, og forfølge sin ’skæbne’. Det er ubehageligt nok, når den forfølger os!”

”Og så har vi alligevel en svaghed for at dukke op på kirkegården ved midnat,” sagde professor Mann. ”Der er noget, der kalder.”

Uddrag af "De forsvundne"

beyond-1087922_1280_beskaaret.jpg