Skirnismal er hierogamiets logos i den nordiske mystik. Som vi har set, går det igen i folkeviser og folkeeventyr, der atter er udvandede myter – Tornerose er Brynhild.

Da ritualet helst skal være tilgængeligt for begge køn, må det af nødvendighed have to aspekter, kvindens vej til guden, og den noget mere derivative mandens til gudinden. Prinsessen, den unge præstinde, forberedes af den ældre, fe-, det vil sige skæbnegudmoderen, i kristent regi negativt tolket som heksen, til at møde den transcendente prins, der i sin dødelige udgave må overvinde forhindringer og skaffe sig hinsidige allierede for at nå frem til hende i tårnet eller på glasbjerget.

Der er i sådanne tilfælde ikke nødvendigvis tale om forvirring eller forvanskning, men snarere om noget komplementært, der er det moderne digitalt tænkende menneske fremmed og en væsentlig grund til, at mystik er mystisk – religionen leverer ikke eksklusive svar, så at vi en gang for alle kan fastslå, om mystagogen er guds- eller menneskesøn. I Skirnismal har vi således to ganske parallelle forløb.

Der er menneskedatteren, den rødmende brud, der på en gang forståeligt og klædeligt først vægrer sig ved forbindelsen med den farlige guddom og siden accepterer den, intrigen, om man vil, i det narrative aspekt. Disse kvindekære guder er meget naturligt vaner, sølvalderpagtens arkitekter, som aserne afviser med en bemærkning om, at ”min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene”, men dog tvinges til at acceptere, eftersom den er verdens modus operandi, endnu en fundamental komplementaritet.

skirnismal.jpg

I dette forhold bliver asen den lille, om ikke i forhold til vanerne, som han har et anstrengt forhold til, så til de jætter, som pagten i sidste ende gælder. Derfor vrimler det også i den nordiske mytologi med jættekvinder, hvis attråværdighed står i skarp modsætning til vores forestilling om den grimme trold.

Vi skal altså holde mere end én bold i luften, når vi læser Skirnismal eller enhver anden myte. Derfor må den populære substitutionsmetode, vi kalder symbolik, også nødvendigvis komme til kort, hvad enten vores hjemmelsmand er Freud eller Cyprianus.

I det hele taget er den akademiske metode, der omhyggeligt anbringer en glasrude fuld af afdøde forskeres fingeraftryk, mellem os og ”objektet”, lidet produktiv. Det er et dårligt varsel, når bruden interesserer sig mere for bordplanen end for brudgommen.

”Den lyses ord” er et levende væsen, en Ehwaz, der nyopsadlet af en erfaren staldknægt fører til den Elskede. Læst på nogen anden måde er den så ligegyldig som en damebrevkasse.

Læseren vil i DANMARK finde de bindende og sejrende runer, helten behøver, hvis han vel at mærke er denne helt, og Askepot på tilsvarende vis med fordel riste dem i sit hovedgærde. Resten er bølgen, der slås i splinter mod stranden.

Skirnismal findes ligesom Havamal, Vafthrudnismal, Vøluspa og mange andre norrøne tekster gendigtet i bogen.