Vi taler gerne om den
”mørke” middelalder som en periode, hvor almuen var grebet af
overtroisk frygt, men denne hører Reformationstiden til, og helt ind
i det attende århundrede havde man, hvad vi ville kalde et
”afslappet”, om end respektfuldt forhold til vætterne, når blot
man kunne få fred for præsten. Den ret pludseligt opståede frygt,
der blandt andet gav næring til heksebålene, havde således sin
oprindelse i spændingen mellem det gamle og det nye.

Det teokratiske og
feudale samfund værgede sig imod de demokratiske anarkister, der
atter forsvarede sig mod anklagerne om satanisme ved at anlægge en
from ildhu, der ikke tempereredes af de hidtidige magthaveres
erfaringer med menneskenaturen. Hertil kom den borgerlige fordummelse
og forgrovelse, der, som vi har set, i vor egen tid er eskaleret til
en kollektiv åndssvaghed, så at almuen nu blot andagtsfuldt folder
hænderne, når man i et økonomisk diktatur som vores taler om
frihed og folkestyre.

Der var nu kun den
fjerne Gud, fugleskræmslet på korset og alle deres fjender, der
fristede med kærlighed og venlighed. Verden var med andre ord blevet
lige så ondskabsfuld som det uhyre, der havde usurperet skabernes
rolle.

Den irriterede nisse,
plagsomme djævel og moderne oplagsbevidste poltergeist er indlysende
en og samme ”person”, men som offer er han utilstrækkelig til at
mætte det glædesløse og hadefulde borgerskabs blodtørst. Det er
her, heksen kommer ind.

I Køge Huskors finder
vi den tidligere behandlede overnaturlige fænomenologi, der er
blevet dæmonisk. Nissen pikker på ruden, og den blegfede borger
klamrer sig til skinken i fadeburet, der nu ikke længere er
penaternes, men hans, hans, hans.

Så får det dumme svin
en tur ud af sengen, og hans frigide datter besøg af noget andet end
naboens Hans. At det er selve verden, han har krænket, foresvæver
ham ikke, i stedet kommer han i tanker om et skænderi med nabokonen.

Dumhed, had og
forfølgelse er som bekendt borgerskabets svar på alting. Denne
klasse må altid have nogen at hade for at glemme den lede, den føler
ved sig selv.

Så længe svinene
bliver i stien, nøjes de som regel med at udlevere partnere og
familiemedlemmer, men får de magt, flammer krematorieovnene – i
enhver demokrat gemmer der sig en nazist. Denne tankegang ligger
”religiøs fanatisme” så fjern som noget.

Heksen er en tyv og
bliver retsforfulgt som en tyv. Når hun bliver brændt, er det for
at skåne hende for den for en kvinde ydmygende hængning – hun er
i reglen halvt bevidstløs af brændevin, når hun kastes på bålet,
bundet til en stige.

Torturen er den
almindelige forhørsteknik i et retssystem, der efter at være gået
bort fra gudsdommen må levere beviser, som i mangel af en egentlig
retsvidenskab af nødvendighed må udgøres af vidneudsagn.
Oprindelig får sagsøger samme behandling, men dette ændrer sig
naturligvis ved etableringen af den moderne klassedomstol.

I vore dage er det
overnaturlige naturligvis blevet populært ved i reglen at glimre ved
sit fravær. I denne fortyndede udgave er det så endt som endnu et
”tilbud” på den skæbneløse selvrealiserings markedsplads.

Men virkelighedens
tilsyneladende så faste grund er illusorisk. Der er et jordskælv på
vej.