Den uden sammenligning bedste kilde til
den nordiske tankegang er de tre første digte i den Poetiske Edda,
Vøluspa, Havamal og det mindre kendte Vafthrudnismal. De er
imidlertid ikke så lige at gå til, selv ikke i de eksisterende
oversættelser, der endvidere er tynget af den i det nittende
århundrede så populære pseudonorrøne Oehlenschlägerspeak,
hvorfor de da også findes gendigtede i deres helhed i DANMARK med
rim og metrik, som nu engang er den moderne lyriks virkemidler, som
den ikke kan være foruden – det er som bekendt kun evnesvage
gymnasieelever, der skriver ”prosadigte”.

Det er da heller ikke noget, nogen
hidtil har været i stand til, hvorfor denne oversættelse af flere
årsager må betragtes som den autoritative. Ud fra en overfladisk
betragtning leverer Vafthrudnismal kosmologien, Vøluspa kosmogoni og
apokalypse, mens Havamal er hovedværket inden for den nordiske
visdomslitteratur.

Der er dog i det sidste tilfælde i
lige så høj grad tale om en infernalsk Baedeker som en Emma Gad for
vikinger, og generelt langt mere end en mekanisk gennemgang af
nordisk mytologi og celestiel namedropping. Studiet af runemagien
begynder her, naturligvis efter at læseren har skaffet sig et
grundlæggende kendskab til myterne i efterskriften og resten af
bogen.

Det kan undre, at Havamal begynder med
råd til gæsten, men det vil nok ret hurtigt gå op for ham, at
denne rolle skal tages i meget vid forstand. Hvor ”Himmeriget er
nær”, er sådanne besøg givetvis hyppige, og det er derfor
vigtigt at vide, hvordan man skal forholde sig både som gæst og
vært.

Dermed bliver gæstevenskabet ophøjet
til sakramente og det gennemgående billede på forholdet, til
gæstevennen og den fremmede, ven og fjende, mand og kvinde, fylgje
og valkyrie, as og turse. I forhold hertil er vore egne forhold
decideret formelle, blottede for tilbøjelighed såvel som for ære.

For at få guderne i tale må vi først
blive mennesker. Denne kommunion, der styrker båndene imellem guder
og mennesker, sættes i modsætning til sammenkomster, hvor mjød og
praleri dominerer.

Moralen er ofte negativ, så at tåben
snarere udstilles, end den forstandige skamroses, et effektivt
pædagogisk trick, når læseren er i stand til at se sig selv i
denne lidet smigrende rolle. Han rådes endvidere til ikke at forlade
sig for meget på andres hjælp eller råd, stik modsat den moderne
jagt på naboens accept.

Dette kræver og indskærper mod,
dumhed og fejhed hører sammen. Videre socialt er det naturligvis
ikke i moderne forstand – hvor tilbøjeligheden er stærk nok,
gælder alle kneb!

Som kulturhero og gudens favorit er
helten unddraget regler for almindelig god opførsel, men dette
gælder også for Jakob og Odysseus. Ganske tilsvarende forføres
kvinden med svig, men fastholdes med troskab – hun højagtes uden
romantisering.

Varsomhed tilrådes, men ikke den
handlingslammende slags, så lidt som den formålsløse bekymring.
Jeget må vige for selvet, og manden blive en uforfærdet,
kødeliggjort tilbøjelighed, en inkarneret skæbne, kun således kan
han vinde navn og ære i ædle mænds hjerter og en kvindes
kærlighed.

I al denne ordsprogsagtige visdom
savnes dog aldrig det esoteriske aspekt. Odin korsfæstes som
shamanen og sanker runer, rejser til underverdenen og drikker af
skjaldemjøden.

Dette er altså de 164 salmevers,
læseren først må lære udenad. Til gengæld vil de råde og vogte
ham i enhver situation både her og hisset, som intet Fadervor nogen
sinde vil kunne!

En regulær dødebog er Vafthrudnismal,
ligesom fortid og fremtid mødes i Vøluspa. Disse 269 strofer er med
andre ord formler, der må beherskes, før runerne blot vil begynde
at røbe deres hemmeligheder.

Vi nærmer os lukketid (vi trykker som
bekendt kun det antal eksemplarer, vi får bestillinger på), men
DANMARK kan dog stadig bestilles på

kontakt@enwforlag.dk

Nærmere oplysninger fås på

enwforlag.dk