DANMARK FOR DANSKERNE
03-08-2012 af Erik Ernst

Siden isen trak sig tilbage, har det danske landområde været præget af en kontinuerlig ind- og udvandring af folkestammer. Selv om de danske områder ikke tidligere i egentlig forstand er blevet erobret af indvandrere – men derimod selv har udgjort en spydspids for egne erobringer – er det dog ikke ensbetydende med at danskerne ikke har været præget af indvandring og indflydelse udefra, tværtimod.

 

Indvandrer navngiver Danmark

 

Lejrekrønikken fortæller hvordan høvdingen Dan, der var søn af en svensk konge ved navn Ypper, lagde navn til det danske rige og var dets første egentlige hersker. I følge sagnet havde landet før Dans tid været underlagt skiftende svenske konger. Kong Ypper gjorde Dan til hersker over Sjælland, hvor han grundlagde byen Lejre.

 

Da jyderne på den tid blev angrebet sydfra, bad de Dan om hjælp til at modstå angrebene. Med Dans hjælp sejrede jyderne over de indtrængende germanere, og som tak erklærede jyderne ham som konge over Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne. Senere samlede Dan alle sine høvdinge og bad dem om at finde på et navn til det nye rige. Høvdingene svarede: "Konge, du leve evigt. Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå."

 

Dette sagn har senere historieskrivere ikke ligefrem fundet foreneligt med fremherskende nationalistiske holdninger. At tale om at Danmark skulle skylde sin oprindelse til en skide indvandrer var da også så stærk kost, at Saxo helt undlod at omtale sagnet i sin Danmarkskrønike, men i stedet nævner to andre konger med navnet Dan. Men selv om der blot er tale om et sagn nedskrevet i 1170, skylder Danmark måske alligevel sin oprindelse og navn til indvandrere, nemlig danerne.

 

 

 

Det er uvist hvem danerne egentlig var og hvor de kom fra, men tidlige kilder peger på at der var tale om en svensk overklasse der erobrede de danske landområder, og i samme stund fordrev et folk ved navn herulerne. Herulerne skulle angiveligt have endt med at slå sig ned i bla. Serbien og Bosnien-Hercegovina – måske for i vor tid at vende tilbage til Danmark som flygtninge. Det er værd at bemærke at der hersker stor tvivl om herulernes oprindelse, arkæologer siger et, historikere noget andet, men der lader om ikke andet til at være enighed om herulernes tilstedeværelse i norden i 500-tallet.

 

Den østgotiske historieskriver Jordannes skriver omkring 550, at danerne skulle stamme fra Sverige. Han skriver således: "Sveerne er i dette folk kendte som højere i væksten end de øvrige stammer; dog gør danerne, som er udgået af deres stamme, og som har fordrevet herulerne fra deres bopladser, krav på blandt alle Scandias stammer i så henseende at indtage førstepladsen."

 

På samme tid som Jordannes skriver grækeren Propos om herulerne. Han beskriver hvorledes nogle af dem i 500-tallet vender hjem til deres gamle bopladser i norden. Propos beskriver herulernes rejse gennem danernes folkestammer indtil de finder et sted at slå sig ned.

 

Den frankiske historiker Gregor af Tours beretter i sin Frankerkrønikke fra 590, at danernes konge Hugleik plyndrede nogle kyster i det nordlige Frankerrige og at han faldt i kamp mod den frankiske kongesøn Theudebert. Selv om Saxo hårdnakket påstår at Hugleik var dansker, så bør man som nævnt tidligere komme i hu at Saxo aldrig veg tilbage for at tilpasse sin historieskrivning nationalistiske formål, og at man derfor aldrig bør tage hans historiefortællinger for andet end netop fortællinger. Nogle forskere peger dog også på, at Hugleik var en svensk sagnkonge fra Uppsala af Ynglingeætten.

 

Det er naturligvis svært at sige noget som helst med sikkerhed om danernes oprindelse, men det er om ikke andet en plausibel teori at danerne var en svensk stamme der dels flyttede ind i de mange bygder der kan tænkes at have været mere eller mindre affolket efter invasionen af England i 400-tallet – landsbyer med endelsen -lev betyder netop efterladt eller overladt – og dels at de fordrev herboende herulere og med tiden overtog alle landområder i Danmark. I så fald vil sagnet om kong Dan have rod i sandheden om danernes oprindelse.

 

Det er af indlysende grunde svært at sige noget med sikkerhed om udlændinge og indvandreres rolle i oldtidens Danmark. Derfor skal vi da også frem til vikingetiden, før at vi kan begynde at komme med bare antydningen af kvalificerede bud.

 

Om Danmarks riges fødsel – der traditionelt, men dog ganske ukorrekt forbindes med kongedømmet i Jelling – hersker der en del tvivl og forvirring. Vi ved fra samtidige kilder at Gorm var konge i Jelling i 936, men om hvor stort et område han egentlig herskede over ved vi ikke, ligesom Jellingdynastiets oprindelse også er ganske uklart. Noget tyder på at Gorms slægt stammer fra Danelagen i England, og den berømte Jellingsten bærer da også tydelige præg af en kraftig inspiration fra engelsk kunsthåndværk.

 

Adam af Bremen skriver omkring 1060 om samtaler han har haft med danerkongen Sven Estridsen. Sven opremser i disse samtaler en række herskere før ham selv hvoraf adskillelige var af svensk herkomst. Yderligere vidner en række runesten fra Sønderjylland og Lolland om et muligt svensk overherredømme i første halvdel af 900-tallet.

 

Det tidligste veldokumenterede vidnesbyrd om indvandrernes indflydelse i Danmark kender vi fra den romerske kirkes indtog i landet – med dens systematiske missionsvirksomhed og forræderen Harald Blåtands dåb omkring 960. Harald lod sig angivelig overbevise af den tyske klerk Poppos jernbyrd – han bar efter sigende en hvidglødende jernhandske på sin hånd uden at brænde sig – men da den kristne tyske kejser Otto II ønskede at foretage et korstog mod det hedenske nord, er det nok mere nærliggende at forestille sig Harald havde et mere realpolitisk formål med sin dåb. Sikkert er det at korstoget efter Haralds dåb blev afblæst.

 

Derimod blev Poppo senere udnævnt som biskop i Slesvig, hvilket markerede begyndelsen på et tysk kirkeligt overtag. Frem til 1100-tallet bar langt de fleste bisper således ikke-danske navne. De fleste var frisere eller tyskere, men med tiden kom også flere englændere til.

 

Indvandrernes rolle efter årtusindskiftet.

 

I 1000-tallet indvandrede friserne og slog sig ned i marskområdet ved Sønderjyllands vestkyst samt på selve fastlandet. Det er ganske tankevækkende at friserne der beboede marskøerne fik lov til at beholde deres eget lovsystem, så længe de anerkendte den danske konges legitimitet. Fra Friserne lærte sønderjyderne at bygge diger og at indvinde landområder, hvilket var absolut livsnødvendigt i et område hvor stormfloder og oversvømmelser ofte forårsagede enorme destruktioner og tab af menneskeliv.

 

I løbet af 1000- og 1100-tallet bygges der et stort antal kirker i Danmark. I løbet af 200 år opførtes mellem 1500-2000 af de stenkirker så mange danskere entydigt forbinder med dansk kultur. Der var tale om et omfattende og nyskabende byggeri baseret på udenlandsk arbejdskraft og viden. Omrejsende stenmestre blev bragt til landet for at lede og fordele byggeriet af de mange kirker. Lokale håndværkere har med tiden lært af disse udlændinge, og dermed tilføjet dansk kunst- og bygningshåndværk helt nye dimensioner.

 

Senere da man i Europa genopdagede produktionen af teglsten, bragte lombardiske teglbrændere dette håndværk til Danmark. Der var således et stort indryk af lombardiske indvandrere der ikke blot oplærte de lokale i kunsten at brænde tegl, men også med tiden valgte at slå sig ned og danne familier med lokalbefolkningen. Samtidigt med teglbrænderne rykkede en anden indvandrergruppe ind i landet, nemlig munkene.

 

I løbet af 1100-tallet udbredtes en lang række klosterordner i Danmark. Disse blev befolket af fremmedarbejdere der blev kaldt til landet af skiftende konger, og med sig bragte de ikke kun den boglige dannelse og en udvikling inden for billedkunst, musik og litteratur, men også en fornyelse af gartneri- og landbrugsteknikker, byggetraditioner samt ikke mindst lægekunst.

 

Heldigvis for alle disse grupper var landet på den tid ikke – som vi oplever det i nutidens Danmark – præget af indvandrerhad eller en frygt for nye strømninger, faktisk sikrede kongemagten deres eksistens ved at garantere dem lige ret med de indfødte. Ca. 1120 skriver englænderen Ælnoth således i sin legende om Knud Den Hellige "I henhold til ret og billighed bestemte han, hvor de end kom fra, skulle de have lige ret med de indfødte".

 

I 12-1300-tallet rykkede en ny gruppe fremmedarbejdere til landet. Der var tale om tyske købmænd fra hansastaderne, der ligesom munkene skulle vise sig at skubbe det danske samfund og kultur i en helt ny retning. Med sig bragte de en lang række nye varer, håndværk, værktøj og ikke mindst sproglige begreber. Hvor vikingetidens bondefamilie stort set var i stand til at udføre al nødvendigt håndværk selv, skabte de tyske købmænd en specialisering af håndværkene og en lang række nye erhverv opstod. Købmandens magt over bonden blev dermed en realitet. De tyske indvandrere oprettede sammenslutninger kaldet "tyske kompagnier", og i de fleste købstæder fandtes større grupper af tyske indvandrere.

 

I slutningen af 1200-tallet og nogle hundrede år frem oplever vi de velkendte kalkmaleriers indtog i Danmark, der længe udelukkende blev udført af fremmedarbejdere. Senere kom træskærerne til, der hen mod slutningen af middelalderen skabte en ny træskærertradition som vi kender fra de mange dekorede korstole. Hvor de første malere og træskærere kom fra kan intet siges med sikkerhed om, men fra midten af 1500-tallet begynder kunsthåndværkerne at signere deres værker, og fra adelens korrespondancer kan vi se at særligt tyske håndværksmestre, fra deres værksteder rundt om i landet, udførte en stor del af de mange værker fra den tid.

 

I slutningen af 1400-tallet kommer bogtrykkerkunsten til landet via kristne fremmedarbejdere, hvilket ikke blot skulle vise sig at få enorme konsekvenser for den kristne institution men også for magtbalancen mellem adelen, kongemagten og det nyfødte borgerskab. Med bogtrykkerkunsten og lærde munkes hjælp blev flere og flere efterhånden i stand til at læse, hvilket kun øgede borgerskabets lyst til at tage del i magten. Stadigt flere borgerligt fødte fik på grund af deres nyerhvervede viden – med hjælp fra en konge der var særdeles interesseret i at stække adelens magt – mulighed for at opnå højere poster i samfundet og også kirken oplevede enkelte bisper af beskeden herkomst. Dermed blev – i kraft af borgerskabets ny vundne magt indirekte iscenesat af indvandrere – vor tids politiske system grundlagt.

 

I begyndelsen af 1500-tallet spredtes reformationens tanker sig hastig blandt borgerskabet og lavadelen. I midten af 1500-tallet spillede de lutherske strømninger en hovedrolle i et magtopgør i Danmark. Christian d. II ønskede sammen med lavadelen at stække adelens og kirkens magt og også det nye borgerskab havde forestillinger om at øge sin magtbase, hvilket ledte til borgerkrig og den berømte Grevens Fejde, hvor op mod 2.000 bønder blev slagtet af Rantzau. Der skulle gå henved 600 år før bønderne igen rejste sig for, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, at gribe magten.

 

De lutherske tanker blev ikke kun udbredt ved hjælp af bogtrykkerkunsten men særligt af en ny gruppe udlændinge. Christian II hentede tyske rådgivere til landet og hans efterfølger Christian III nedsatte en kirkelig kommission for at forberede overgangen til protestantisme hvis medlemmer talte både hollændere og tyskere. Som en konsekvens af reformationens indtog gjorde man op med tidligere tiders spirituelle og religiøse kunst der erstattedes af særligt portrætmalerier. De næste århundredes danske kunst udvikles hermed igen af udlændinge, indvandrere og disses efterkommere.

 

I første tredjedel af 1500-tallet ankommer op mod 200 hollandske familier til Amager hvor de slår sig ned. Hollænderne blev med det samme tildelt en lang række privilegier blandt andet arveret til jorden, fritagelse fra tiende, hoveri og landgilde, og ganske som ø-friserne i 1000-tallet, opnåede de selvstyre med eget retssystem. Det er ganske interessant at flere indvandrergrupper i Danmark har fået lov til at beholde eget retssystem samt udpege egne ledere, dommere og præster uden at centralmagten har opfattet dette som et angreb på dansk kultur. Derimod har man ofte gennem tiden tildelt indvandrere flere rettigheder end lokalbefolkningen, ligesom indvandrere ofte er blevet tilskyndet at holde egen kultur i hævd.

 

Hollænderne på Amager forspildte da heller ikke deres muligheder. Gennem de næste hundrede år udvikler de Amager, og bliver med tiden Københavns hovedleverandør af fødevarer. De hollandske indvandrere giftede sig indbyrdes og vi skal helt frem til anden halvdel af 1700-tallet, før vi oplever at hollænderne gifter sig med de oprindelige beboere. Da først hollænderne begyndte at gifte sig lokalt, spredtes de hollandske traditioner sig hurtigere blandt befolkningen, hvor lokale danske bønder i stor stil imiterede de hollandske driftsformer og traditioner.

 

Gennem sidste halvdel af 1500-tallet ankommer også en lang række skibsbyggere fra Holland der bragte en hel ny viden og teknik med sig. Den danske krigs- og handelsflådes magt i de følgende år kan tilskrives de hollandske skibsbyggere, der fornyede hele den danske flåde og dermed sikrede den en vis dominans i forhold til omverdenen.

 

Efter at reformationen havde gået sin sejrsgang i Danmark ændredes indvandrernes forhold sig dog imidlertid støt og roligt op gennem de efterfølgende århundreder. Dels var lutheranerne bange for at landet via reformerte (ikke-lutherske) og katolske indvandrere skulle glide tilbage til tidligere tiders sædvaner, hvilket ledte til at man pludselig begyndte at se særdeles skeptisk på nytilkomne. Yderligere voksede centralmagten betydeligt i styrke i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet hvilket lagde fundamentet for kapitalismens herredømme, nationalstatens opståen og dermed de menneskefjendske ideer om national identitet, paskontrol og lukkede grænser.

 

Som en konsekvens af det nyopståede borgerskabs voksende magt og indflydelse, fandtes der i 15- og 1600-tallets Danmark mange fattige omstrejfende mennesker uden fast bosted. Der var tale om en ny underklasse benævnt landstrygere, tatere, kæltringer eller som de selv foretrak at kalde sig, skøjere. De fleste var indfødte, men der var også en del udenlandske lejesoldater blandt dem, der af den ene eller anden grund var blevet adskilt fra deres hær. Disse skøjere levede fra dag til dag ved at udføre hvad datiden anså for uærligt arbejde såsom at rense latriner, pelse selvdøde dyr eller ved forskelligt håndværk som glarmesteri, reparation af redskaber og deslige. Når de omstrejfende ikke kunne finde arbejde ernærede de sig på bedste vis ved tiggeri og tyveri.

 

Denne gruppe af omstrejfende mennesker – der siges i 1600-tallet at have udgjort op mod 10% af befolkningen på Sjælland – fik op gennem 1500-tallet følgeskab af romaerne eller sigøjnere som de ofte kaldes. Hvor landstrygerne hidtil havde udgjort samfundets proletariat, overtog de indvandrende romaer nu samfundets laveste position. Til forskel fra skøjerne, der af centralmagten trods alt blev tolereret, var romaerne dengang som nu absolut ildesete.

 

Skiftende konger nægtede konsekvent romaerne indrejse men i løbet af 1500-tallets anden halvdel begynder man at tage mere drastiske metoder i brug, som på mange måder minder om nutidens angreb på flygtninge og indvandrere. Romaerne blev erklæret for fredløse og gennem de næste 200 år ubønhørligt forfulgt og indfanget for herefter at blive fængslet, interneret i lejre eller tvunget til at udføre straffearbejde – hvis de da ikke var så heldige med det samme at blive udvist.

 

Bemærkninger

 

Udlændige, fremmedarbejdere og indvandrere har ikke blot sat deres præg på det danske samfund men har på mange punkter været den egentlige drivkraft for videreudvikling og skabelse af dansk kultur, sprog og centralmagt. De var ofte hovedansvarlige for at bringe ny lærdom til landet, at udvikle kunst- og bygningshåndværkene, det økonomiske system og sidst men ikke mindst for udbredelsen af den skæbnesvangre religion - det bureaukratiske og politiske system vi kender som kristendom. I hvilke tilfælde denne af indvandrere prægede udvikling har været en positiv eller negativ faktor i Danmarks udvikling må være op til den enkelte at bedømme.

 

Sikkert er det dog, at udlændinge, fremmedarbejdere og indvandrere gennem tiden har bidraget særdeles markant til Danmarks politiske og kulturelle udvikling, og at de, modsat nutidens indvandrere, ofte har været beskyttet af en centralmagt der kunne se det positive i deres tilstedeværelse. Kast blot et blik på det danske kongehus der siden Thyra Danebod har været præget af indvandrere og familiesammenføringer. Stort set alle danske dronninger var indvandrere, og vi kender faktisk kun til tre danskfødte dronninger gennem hele danmarkshistorien.

 

Den danske kultur, som med så stor iver dyrkes og forsvares af både politikere såvel som indbildske vælgere er, som vi lige har set, funderet på tolerance, åbenhed og respekt og ikke på fremmedhad, lukkethed eller frygten for udbredelsen af nye tanker. Vi skal helt frem til 1800-tallet og nationalstatens opståen, før vi oplever en decideret skelnen mellem udlændinge og indfødte. Hidtil var danskere de der boede og følte sig tilknyttet til landet.

 

Det nye er ikke at vi påvirkes af fremmede kulturer men derimod at vi pludselig er begyndt at frygte denne påvirkning. Et stolt selvsikkert folk frygter ikke naboen eller påvirkninger udefra, men hilser disse velkomment. Man tager det bedste til sig og udvikler dermed sin kultur i takt med den ydre påvirkning. Et svagt folk forsvarer derimod sin døende kultur ved at forsøge at knægte andres.

 

Det er derfor tragikomisk at vi med nationalstatens fødsel – hvilket vi skal se på i følgende indlæg – på sin vis tog livet af vores ældgamle kultur, og erstattede denne med en selvdød ussel erstatning ude af stand til andet end at skabe et obskønt fællesskab omkring et ligegyldigt flag, et impotent politisk styre – vores elskede demokrati, en ugudelig folkekirke, tyske bajere, klaphatte og røde pølser.

 

 

 


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

30-07-17

Artikel under Diverse: Racismens to ansigter

27-07-17

To artikler under Kommende bog

TOA - komplet indholdsfortegnelse

"Hvad er virkelighed?"

27-07-17

To artikler under Diverse:

ENW i twitterformat

Indspark i debatten om moderne børneopdragelse

17-07-17

To artikler under Diverse:

Frygt

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

29-06-17

Artikel "Derfor TOA"

29-06-17

Video om TOA: Hvad er mystik?

19-06-17

Status for arbejdet med TOA

13-05-17

Reklamevideo for TOA.

⊕ UDGIVELSER

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

MENNESKETS AFVIKLING (2009)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ NYHEDER

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.

⊕ FIND OS PÅ DEN FRI

Du finder også Erwin på Den Fri  (denfri.dk).

⊕ FIND OS PÅ FACEBOOK

Besøg Erwins side på Facebook.

 

Klik på pagelinket ovenfor eller søg på "Erwin Neutzsky-Wulff".