BØGER GØR DIG KLOGERE
14-08-2020 af Erwin Neutzsky-Wulff

Er AF CHRISTIAN BIRCHS EFTERLADTE PAPIRER for dyr, er der heldigvis mange gode alternativer på forlagenes efterårsprogram. Her vil du kunne finde romaner på 60 sider med stor skrift til under den halve pris, og uden generende bisætninger og irriterende lange ord.

 

Der er for eksempel Vibeke Grønfeldts nye bog ET LET LIV om Karl, der står af ræset og lejer sig ind hos en ældre, falleret skuespillerinde. Eller hvad med ET NYT LIV af Wagna Gregersen om den midaldrende kvinde Adda, der er kørt fast i sit ægteskab med den dominerede disponent Bagge, og flytter sammen med sin gamle skoleveninde, den lesbiske maler Solsikke Sommer?

 

Så er der LIVET ER FOR KORT om skolelæreren Martin, der springer ud som bøsse, og må konfrontere sine to voksne børn, Søren og Lise. Og for dem, der har lyst til noget helt andet, MØD MIN FRU FAR om den sorte transseksuelle Morten, der har svært ved at finde sin plads i et intolerant hvidt heteroseksuelt samfund.

 

Måske er du en af dem, der er til selvudvikling, kropsbevidsthed og højere åndelige planer? I LIVET ER KÆRLIGHED kan du læse om alle de små ting i hverdagen, der kan hjælpe dig til at blive et menneske med en mere positiv holdning til tilværelsen, som andre vil søge råd og vejledning hos.

 

Og det er blot et af mange tilbud fra Gyldendal, der netop har specialiseret sig i engle og krystaller. Og tænk så på, at du kan få to af disse livskloge bøger for det, en bog af Neutzsky-Wulff koster, som ikke nødvendigvis vil få dig til at få det bedre med dig selv!

 

Vi slutter af med en læseprøve fra den prisbelønnede roman af Yasmin Jensen, LIVET ER EN BLÅ FUGL.

 

Hun stod ved køkkenbordet. Så ud ad vinduet. Bare stod. Sådan bare. Tænkte lidt. Over sit liv. Der var jo så meget. Alt det med Rolf og Susanne. Det var lige ved at overvælde hende. Så sukkede hun og gik i gang med opvasken.

boeger.png


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

"De forsvundne" udkommer lørdag d. 24.2.

 

Læs mere om bogen og forsendelse af ordrer under Kommende bog. Vi begynder at pakke ordrer i weekenden d. 10.-11.2.

 

⊕ UDGIVELSER

INDEKS TIL GRIMOIRE (2023)

GRIMOIRE (2022)

HORROR 2 (2021)

HISTORIER (2021)

Af Christian Birchs efterladte papirer (2020)

ADFÆRD (2019)

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.