Et fremmed rumskib lander på Jorden. Vi har set det tusind gange før i forskellige udgaver, der ganske typisk skifter med tiden.

I halvtredserne var subteksten nok i nogen grad den kolde krig. I halvfjerdserne, da ufologien blev en del af New Age, var the aliens alfer, der talte døvesprog.

I halvfemserne, da vi selv havde invaderet den arabiske verden og med rette frygtede gengældelse, var deres budskab igen: Die! I dag, hvor krigen mod terror har resulteret i noget, der ligner et totalitært samfund, er vi nærmest på terroristernes side, blot er de ikke muslimer, men rednecks, der kæmper mod det store moderskib i Washington, der vil tage deres våben fra dem.

Fælles for alle disse invasioner er, at de er metaforer for jordiske forhold, og ikke analyser af det hypotetiske scenario. I modsætning hertil er ”Møde” den mest muligt realistiske skildring af en sådan konfrontation.

Nenerne er ikke forklædte japanere som the Klingons eller forklædte russere som the Vulcans. De er resultatet af en radikalt anderledes evolution med en radikalt anderledes biologi og neurologi.

Men hvad er formålet med en litteratur, der ikke handler om mennesket? Svaret er, at det gør romanen, men på en radikalt anden måde.

Nenerne har ikke blot en anden ”psykologi”. I kraft af deres anderledes sanser og nervesystemer lever de i en helt anden verden, hvilket stiller spørgsmålet, hvilken der er den rigtige.

ommode.jpg

I et univers, hvor homo mensura-sætningen ikke længere har gyldighed, er all bets off. Og hvad vil der ske, når ikke-menneskelige intelligensvæsner kommer til en verden, hvor umenneskelighed er et skældsord?

Vil de sætte sig til at vente på, at der bliver dannet en gruppe, der demonstrerer imod diskrimination af nener? Og hvor ivrige vil disse bleeding hearts være for at forsvare væsner, der ikke deler et eneste af deres moralske principper?

Hvem skal omvende og oplyse hvem? Muslimer har i det mindste to arme og to ben!

Romanens budskab bliver dermed det mest skræmmende af alle. Ikke blot er der ikke nogen Gud skabt i menneskets billede som garant for det Godes endelige sejr, universet går ikke nødvendigvis efter menneskelig fornuft.

Den stiller imidlertid også spørgsmålet: Hvad er det ved vores specielle art, der gør, at vi ser verden, som vi gør, og hvad sker der, når dette særlige perspektiv falder bort? Bliver vi sindssyge?

Ser spøgelser? Bliver kastet ud af tid og rum?

”Møde” er en epistemologisk gyser og ganske givet det bedste, jeg har skrevet siden ”Hjernen”. Den er på 600 sider (som nok kan tåle at blive læst et par gange) og er sat til at udkomme i august 2018.

Så ses vi der!

Erwin Neutzsky-Wulff

MOEDE_forside.jpg