Hvad er virkeligheden? Svaret vælter i døgndrift ud af de højttalere, som man ikke længere behøver at sætte op på husmurene, nu hvor de er implanteret i øregangene.

Det er REALITY, tv-skærmens crash dummies, der som Pilates-holdets forsanger foretager de bevægelser, vi søvnigt efterligner. Livet er en fabrik.

Hver time på dagen har sin plage, og skulle endelig livet, vores tomme eksistens, kigge frem et sted i svejsningen, er der jo altid restaurationsbesøget. Denne skindøds løsen er SKAL.

Vi SKAL på arbejde, og ”ungerne” – ”børn” ville antyde noget menneskeligt – SKAL i skole. Jamen det SKAL de da.

Når de kommer i gymnasiet, kan de ikke de stadig ikke læse, og det er netop pointen: Den, der sover, synder ikke. Og så SKAL vi besøge familien i weekenden, det har du vel ikke glemt, ”skat”?

Vi trækker et nummer og venter. Vi snakker med ham foran og bagved og gentager det, vi hører i øresneglen, så de ikke tror, vi er psykopater, folk med en samvittighed, der tror, de alene ved, hvad der er rigtigt og forkert.

Vi tager ikke os selv til rette eller forsvarer os mod bøller, for vold løser ingen problemer. Så en dag er melodien en anden, vi bemærker det næppe.

Men så meget forstår vi da, at vores perfekte eksistens er truet. I et andet land er folk ikke frie som vi, de er slaver af en korrupt regering, der har hjernevasket dem, og de har deres agenter overalt, det er derfor, det er så vigtigt kun at fæste lid til det, vi hører i øresneglen.

Alle med adgang til en mikrofon får strenge instrukser, så ingen forstyrrer debatten. Pludselig handler alle overskrifter om ferierejser, parterapi og pekingeseres rettigheder.

Indtil pointen endelig falder: Den fremmede magt, der ikke blot truer vore grænser, men allerede har infiltreret dem. Og pludselig en morgen løser vold alle problemer, og vi SKAL – beklageligvis – skyde vore hjernevaskede naboer.

det_er_ikke_let.jpg

Nu flyder lederne over af rørelse over dem, der gav deres liv for at myrde andre, og vi pynter os med små flag og sløjfer, for vi er jo ikke landsforrædere! Vi vågner aldrig op af de politiske og økonomiske realiteter, og derfor går det aldrig op for os, at politik er økonomi, og økonomi er drømmen om profit, altså ingenting, eller i bedste fald forklaringen på, at nogen har for meget, og andre for lidt.

At virkeligheden er det, vi ser, når vi ser væk fra skærmen, og det, vi hører, når vi skruer ned for lyden. Ikke tilbudsavisernes og socialpædagogernes ”behov”, der fortæller os, hvad der er normalt og årets julegave, eller de pligtskyldige ”positive” følelser, men tilbøjelighed og lidenskab.

Det er ikke let at tilbageerobre livet fra de døde. Alle vil se underligt på os, når vi ler og græder og råber ”nazi-svin!”

Men før bliver vi ikke mennesker.