"Jeg kan stadig ikke sove. Jeg ligger vågen og lytter.

Ligesom mørket er fuldt af lys, er stilheden fuld af lyde. Vi er omgivet af dem, men vi hører dem ikke, fordi vi har så travlt med at lytte til os selv.

Men om natten, i mørket, er det svært at lade være med at lytte. Man føler, at man ikke kan sove, før man har fået en forklaring.

Er det sengen? Man vender sig i den. Igen.

Måske er det inde i væggen, insekter eller gnavere. Eller måske er det blodet i ens øregange eller tinnitus, hjernens horror silentii.

Lysene er altid lige foran øjnene, men lydene er vanskeligere at lokalisere. At identificere dem er gerne slet og ret umuligt.

Jeg har en i mit soveværelse, som jeg umiddelbart identificerer med en anden, jeg aldrig har hørt, i det mindste ikke live. Det er sådan, tænker jeg, det må lyde, når en fjerpen kratter på et stykke pergament.

Det er egentlig ikke nogen skræmmende lyd, jeg forestiller mig en diminutiv skriver, der har taget ophold godt og vel tre eller fire meter fra min fodende. Han forsvinder naturligvis, når jeg tænder lyset, og lydene ligeledes i samme øjeblik, som musen, der bliver musestille, når den hører noget andet end sig selv, men så snart det atter er slukket, genoptager han sit arbejde med fornyet energi, han skal jo være færdig, inden morgenen gryer."

2.jpg