LØGNEN

Løgnen er umulig at bekæmpe. Den er overalt.

Den er det hus, vi bor i. Så snart det er opført, flytter vi ind i det.

Det gamle er jo revet ned. Derfor er det for så vidt også lige meget, hvem bygmesteren er.

Det er et glashus og derfor for så vidt gennemskueligt. Men det betyder ikke noget, et sted skal man jo bo.

Det sker, at husværten dukker op, og vi ser ham i al hans hæslige nøgenhed. Men for det meste modtager vi blot skrivelser om overflødige moderniseringer og huslejeforhøjelser.

De fleste er direktiver om, hvordan vi skal forholde os, og hvem vi skal hade. At hade er vigtigt og slet ikke svært, så længe det er de rigtige, vi hader.

Der er dem, der tager alting fra os, og alligevel altid opdager, at der lige er lidt mere at tage. Det er ikke dem, vi skal hade.

Der er dem, der står opstillet på gadehjørnerne med maskinpistoler. Det er heller ikke dem.

Der er dem, der lægger byer i aske og slagter kvinder og børn, som ikke bærer Dyrets mærke. Det er slet ikke dem.

De udplyndrede, de undertrykte, enkerne og de faderløse, de fortvivlede, desperate. Det er dem, vi skal hade.

De vil nemlig tage vores plads, de udsultede slaver de velnæredes. Derfor må vi slås for vore herrer.

På tv ser vi vores fine politi og deres fine udstyr. De er vist på sporet af nogle terrorister.

De er jo overalt. Altså politiet.

Vi hører om alle de frygtelige ting, fjenden har gjort. Rapporterne er lidt modstridende, og billederne lidt utydelige, men vi hører om det hver dag, så det må jo være rigtigt.

lognen.jpg

Vi ser også folk i vores eget land, der er mørklødede ligesom sigøjnere og stjæler fra os og voldtager vores kvinder. Det kan selvfølgelig ikke tolereres.

Vi vil helst ikke tro, at det har noget med deres hudfarve at gøre. Men det har det jo åbenbart.

Somme tider kan det være lidt svært at få de sidste med, de naive, som ikke helt har forstået, at den, der sætter sig uden for løgnen, sætter sig uden for menneskeligt selskab. Den slags mennesker kan man ikke have noget at gøre med.

Rent bortset fra, at de er umulige at tage alvorligt. Det er absurd at sammenligne mord med mord og undertrykkelse med undertrykkelse.

Det siger vi så med et skuldertræk. Et hånligt, vidende smil.

Vi ler. Vi ler højere.

Vi bliver vrede. Vi råber.

Vi truer. Snart er det sidste får bjæffet ind i folden.

Vi har fået alle stemmer. For den, der sætter sig uden for løgnen, har ingen stemme.

Måske skammer vi os lidt. Men ikke ret meget, om ikke andet holdt vi da stand lidt længere end de andre.

Indimellem hører vi, at vi ude i verden er genstand for foragt. Det er da noget underligt noget.

En dag falder løgnen. Bygherren og husværten bliver hængt, og vi skynder os ud på gaden for at spytte på medløberne, for at ingen skal tro, vi er en af dem.

Men indtil den dag er løgnen sikker. Den har sejret, takket være sine forkæmperes strålende indsats.

Og ikke de uduelige generaler. Men de tavse bataljoner.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF