Hvor sjælen er en omgangsform, er ånden en fysisk realitet. Det er den, der lever videre i højene, og som man ofrer til.

Den senere almues opfattelse af disse gravhøje som tilholdssteder for overnaturlige væsner er således langt mere realistisk end vores opfattelse af dem som begravelsespladser, eftersom forfædre og naturvæsner er beslægtede. Med tiden blev årstidernes skiften, tilvejebragt af solen, det mest anskuelige billede på transcendens og descendens, verdens neurologiske grund.

Det første skridt i religionens afvikling, forårsaget af det stigende krav til konsensus modsat erfaring, hvor ændrede klimatiske forhold tvinger menneskene til at rykke sammen i vognen, er, at ånderne bliver guder. De er nu et andet sted.

Endnu i jorden, men ikke længere blot i højene. Nu ofrer man i moser, hvor jorden er blød og modtager offeret for vore øjne.

De rykker nærmere i gudestøtter, Jakobs maccebha. Ikke overraskende overlevede vætterne længst i de menneskers bevidsthed, som havde brug for dem i kampen for tilværelsen.

I overklassen havde kulten større chancer for at udvikle sig til myte. Guden repræsenterede den enkelte klasses dyder.

Odin var en gud for herser. Thor for grunts.

Det er da også karakteristisk, at almuen var den sidste til at modtage den nye gud som deres upersonlige frelser. Ligesom i dag var det den herskende klasse, der af rent politiske og økonomiske årsager lod sig omvende til den progressive tro.

Kristendommen har, alle grundtvigianere til trods – der selv havde en svaghed for den nordiske religion, om end i udvandet form – aldrig været nogen folkelig rørelse. Folket hadede den nye hadefulde Gud, i lige så høj grad som de elskede den menneskekærlige Odin.

forest-g95e55a0f2_1920.jpg