Det kan være svært for os at forestille sig, at vor egen tids troldmænd [naturvidenskaben] river sig i håret, men det gør de. De føjer konstant nye etager til den videnskabelige bygning, men de har aldrig været i kælderen.
De dyrker det virkelige, men har ingen anelse om, hvad virkelighed er. De iagttager, men hvad er iagttagelse, og hvem er iagttageren?
De står på deres virkeligheds rand og ser appellerende på os. Ved du, hvor vi er?
Somme tider kaster de sig ud – parapsykologi og Østens visdom – men de ender altid på en afsats et par meter nede og klatrer rødmende op igen. I det mindste ved de, at det, de ikke ved, kan aldrig nogen have vidst.
Som alle børn ved de bedre end deres forældre. Det kan vanskeliggøre mødet med den voksne verden.
Nogen ontological security giver det ikke. Den instinktive realisation af, at den kausale verden er et særtilfælde af en akausal, bliver så til, at der må være noget.
Uheldigvis har vi for længst smidt det hele i en stor affaldscontainer og malet GUD udenpå. Det er der naturligvis noget beroligende ved.
God doesn’t go bump in the night. I det højeste kommer han med gaver til artige børn, allerbedst et mageligt efterliv.
Det vækker ganske forståligt altid en vis munterhed hos intelligente, dannede mennesker. Man tænke sig en interplanetarisk turist, der kun havde en enkelt dag på Jorden.
Alt, hvad han hørte de lokale tale om, var Energi. Hvis han havde haft tid, ville han måske have opdaget, at det magiske ord dækkede en avanceret teknik og ikke en kontrafaktuel tro.