I anledning af, at Erwin fylder 70, vil vi gerne fejre forfatterskabet i dets fulde bredde sammen med jer læsere. Derfor inviterer vi jer til at sende os jeres yndlings-ENW-citat.
Vi ved, at det er svært, men du skal vælge ét citat!
Og det skal citeres i sin kontekst, hvilket betyder, at det ikke skal stå isoleret i én eller to sætninger, men indgå i sin sammenhæng fra bogen. Se eksemplet nedenfor.
Skriv det ind i en mail sammen med info om, hvilken bog det er fra – husk også sidetal. Vi bringer ikke citater uden angivelse af, hvilken bog de er fra. Hvis du har lyst, må du også meget gerne begrunde, hvorfor du har valgt netop dette citat.
Send mailen til kontakt@enwforlag.dk.
Vi laver en online-collage med et repræsentativt udvalg af citaterne på hjemmesiden.
Har nogen lyst til også at bidrage til vores lille serie ”Hvorfor vi læser Neutzsky-Wulff – læservinkler på forfatterskabet”, tager vi meget gerne imod nye indlæg.
Vi glæder os meget til at høre fra jer!
Mange hilsener
Erwin & Chresteria
EKSEMPEL på Chresterias yndlingscitat fra VERDEN
Isoleret citat:
Verden er lidenskab og et ord, mennesket kærlighed og et navn. Lad ikke ordet forråde lidenskaben, eller navnet kærligheden, for at ikke verden og mennesket skal dø!
Citatet i sin kontekst (det, vi gerne vil have fra jer):
Jeg tror ikke på godhed og ondskab, tænkte hun [i.e. Christa]. Jeg tror på kærlighed og had i en verden, hvor kærlighed er reglen, og hadet undtagelsen.
I et samfund, hvor hadet er reglen, og kærligheden er undtagelsen. I et samfund, hvor hadet kaldes godhed og fornuft, og kærlighed og lidenskab ondskab.
Og hvorfor? Fordi kærligheden griber og bøjer hovedet. Fordi mennesket frygter at blive en kanal, og dog er det intet andet.
Verden er lidenskab og et ord, mennesket kærlighed og et navn. Lad ikke ordet forråde lidenskaben, eller navnet kærligheden, for at ikke verden og mennesket skal dø!
Der er en forræder i verden, der forråder lidenskaben, det er et ord, og ordet er ”Lidenskab”. Der er en forræder i mennesket, der forråder kærligheden, det er et navn, og navnet er ”Kærlighed”. Hvor ordet er undflyr, lidenskaben, hvor navnet er, kan kærligheden ikke være.
Derfor var hun her.
VERDEN side 70.
Trappe på Aalborg Bibliotek