Hvad er tiltrækningen ved et godt gys? Hvorfor er det uhyggelige hyggeligt?
Vi skræmmer vore børn, fra de er små, og de hviner af fryd og ler og græder på samme tid. Det tiltrækkende ved gyset er lettelsen.
Det er ligeledes mekanikken i vittigheden, hvor pointen udløser en spænding. For vore forfædre var det overnaturlige en daglig erfaring.
Men så kom troen. I virkeligheden var der nemlig kun én gud, resten var afguder og fantasifostre.
Senere skiftede Gud navn til Naturen, men at det stadig er den samme, fremgår af, at Han er rationel. Kun mennesker er rationelle – også selv om de er meget store og bor i himlen!
Ikke fordi troen er videre rationel, men det behøver tro jo heller ikke at være, så længe man bare tror. At der er to verdener, hvoraf vi går rundt med den ene inde i hovedet, og det er videnskabens opgave at få den til at ligne den uden for hovederne så meget som muligt, giver trods alt ikke meget mening.
Men det er, hvad vi tror. Den overnaturlige, fysiske verden er en farlig vranglære, og derfor genkender vi også let ham Neutzsky-Wulff som den Falske Profet i Åbenbaringen.
Alle Sjæles Nat var engang den nat, hvor vi bekræftede vores tro på den ene gud samtidig med, at vi prøvede at tilfredsstille alle de andre. I dag er det den nat, hvor vi ler hysterisk.
UHHHHHHH! For der er nemlig ikke noget i mørket.
Og skulle vi endelig komme for skade at høre det, skruer vi bare op for den uhyggelige musik. Eller får en overvintret freudianer til at berolige os.
Og måske en husmor og gymnasieelev eller to, der skriver om vampyrer. Med støtte fra Kunstens Bekæmpelse.
Alt sammen for voksne på tolv år. UHHHHHHH!
Har vi det ikke uhyggelig hyggeligt? På et diskotek kan ingen høre dig skrige.