Da jeg var ti år, læste jeg Freuds ”Drømmetydning”, der netop var udkommet i dansk udgave (mit tyske var på dette tidspunkt groft utilstrækkeligt til formålet). Jeg fandt den ganske fascinerende – nok mere på grund af de mange eksempler end de fremsatte teorier – og kom i løbet af de følgende måneder igennem hele forfatterskabet.
Jeg havde allerede på dette tidspunkt samlet mig en tilstrækkelig naturvidenskabelig dannelse til at forestille mig, hvad slags modtagelse den måtte have fået på sin egen tid. Snart skulle en mere progressiv videnskab dog vinde indpas på de danske læreanstalter, hvor videnskabelighed betyder mindre end politisk korrekthed – jeg er sikker på, at enhver ”kvindeforsker” har en helgenstatue af LYSENKO stående på sit natbord!
Naturligvis var der i Freuds tilfælde tale om en mere ”avanceret” form for ONEIROMANTI end den antikke. Det var ubevidste impulser, der manifesterede sig i drømme (især seksuelle sådanne, hvilket gjorde ham og hans kolleger uhyre underholdende for en dreng i puberteten).
I det mindste kender de fleste nok til Josefs og Daniels bedrifter. At guderne meddelte sig til menneskene i drømme, var naturligvis en nærliggende tanke i kulturer, hvor man tog varsler.
Søvn (SOMNUS) og drøm (SOMNIUM) hedder på latin næsten det samme, man ”så i søvne” (IN SOMNIS VIDIT). Som regel krævede drømmen dog en fortolkning – en drøm, der ikke er tydet, er som et brev, der ikke er læst, siger TALMUD.
I mange såkaldt primitive kulturer er det en del af det, et ungt menneske skal lære, at drømme, og det er da også ifølge profeten Joel et af tegnene på Helligåndens udgydelse i de sidste dage, at ”eders gamle skal drømme, og eders unges skue syner”. At søvnen ”løser op”, som Shakespeare siger, kan der næppe herske tvivl om, og på samme måde kan den strenge logiske eller digitale tankegang vige for en friere analog.
Mange videnskabelige teoretiske gennembrud (dobbeltspiralen, for at tage et kendt eksempel) er sket i søvne. Det samme gælder kunstnerisk inspiration – Paul McCartney vågnede med YESTERDAY i ørerne og overvejede, hvor han havde hørt den.
Alt dette skal naturligvis ikke forveksles med ”klardrømme” og lignende New Age sludder. Varsler og profetiske drømme kendetegner handlings- og skæbnemennesker, der hensynsløst forandrer den verden, de lever i – ikke clairvoyante husmødre i kælderbutikker!
ERWIN NEUTZSKY-WULFF