
PRAKTISK INFO d. 18.-20.6.
Der er kommet tilmeldinger nok, og kurset bliver afholdt! Deltagerne vil senest d. 21.6. modtage en e-mail med bekræftelse og praktiske oplysninger. Vi glæder os til at se jer!
Sted: Arkitektskolen, Philip de Langes Allé 10, 1435 Kbh. K, Auditorium X7, Bygning 70 (øverste etage)
Fredag-lørdag d. 29.-30. juni holder Erwin kursus i sin erkendelsesteori. (Vær opmærksom på, at vi har ændret datoerne fra d. 22.-23., hvor der afholdes Copenhell på Refshaleøen ikke særlig langt fra Arkitektskolen!)
Det sker på Arkitektskolen i København. Kurset er, som man kan læse nedenfor, en smagsprøve på eventuelle kommende kurser. Sådanne kurser vil imidlertid afhænge af, hvor stor interessen er.
Tid
Fredag d. 29.6. kl. 18-21
Lørdag d. 30.6. kl. 12-15
Sted
Arkitektskolen, Philip de Langes Allé 10, 1435 Kbh. K, Auditorium X7, Bygning 70 (øverste etage)
Der er plads til 50 deltagere, og vi skal have min. 30 tilmeldte, for at det kan blive til noget.
Tilmelding
Fri entré, men tilmelding er nødvendig!
Seneste frist for tilmelding er mandag den 18. juni.
Man tilmelder sig via bestillingsformularen her på forlagets hjemmeside.
Vigtigt ifm. tilmelding!
I første omgang vil du modtage en automatisk svarmail med besked om, at ”bestillingen” er modtaget. Tjek evt. dit spamfilter! Senere får du et personligt svar med besked om, hvorvidt der er plads, dvs. den endelige godkendelse af tilmeldingen. Print den og medbring den til arrangementet – den fungerer som din adgangsbillet.
Også plads til at fejre, at MØDE lige er udkommet!
Da MØDE næsten lige er udkommet, og alle forudbestillinger allerede er sendt ud på det pågældende tidspunkt, vil der også være mulighed for at få sin bog signeret for læsere, der måtte have et ønske om dette.
Om det Slesvig-Holstenske spørgsmål skal Lord Palmerston have udtalt: ”Only three people have ever really understood the Schleswig-Holstein business – the Prince Consort, who is dead – a German professor, who has gone mad – and I, who have forgotten all about it.” Noget lignende kunne man måske sige om min religionsteori.
Dette skyldes for det første, at den er et såkaldt ”stort system” – det vil sige, det omfatter såvel erkendelsesteori som praktisk filosofi – og for det andet, at den som et brud med den tankegang, der har hersket inden for filosofien siden Platon, er i ekstrem grad kontraintuitiv. Dette har blandt andet ført til en New Age version, der grunder sig på en kursorisk læsning af ”Okkultisme”, en 33 år gammel populær bog, som selv Informations anmelder mente at have haft et udbytte af at læse!
Disse mennesker taler meget om ”transcendens”, uden dog at have det allerringeste begreb om, hvad aktualisation er, og jeg skal da heller ikke udelukke, at det eventuelt kan være en trøst for en bestemt mennesketype at tro, at ”it’s all in your mind” (hvad da også omtrent svarer til de akademiske snotnæsers forestillinger om religion). Her må jeg imidlertid bedrøve med, at den, der ikke er i besiddelse af den fornødne intelligens til at klare sig i denne verden, næppe vil have mere held med sig i hin!
Naturligvis er bøger som ”Det overnaturlige” og ”Religion” ikke just letlæste, hvorfor det måske kunne være en fordel med lidt hjælp fra forfatteren. Offentlige foredrag må nødvendigvis hver gang begynde forfra og slutte efter tre kvarter.
Alternativet er et egentligt kursusforløb. Da de fleste af mine læsere er bosat i hovedstadsområdet, og det trods alt vil være billigere for dem at dele mine og Chresterias udgifter end at tage til Vinstrup, vil det være her, det foregår – vi taler om et par hundrede kroner for to gange tre timer over en weekend.
Dette vil gøre det muligt at gå i dybden med forskellige aspekter af teorien, forudsat givetvis, at man har læst på lektien hjemmefra. En af disse muligheder vil være et kursus i gematri ved undertegnede, suppleret af et grundkursus i hebraisk ved Chresteria.
For at prøve modellen af og give deltagerne et begreb om, hvad de går ind til, afholder vi et indledende kursus på arkitektskolen fredag den 22. juni kl. 18-21 og lørdag den 23. juni kl. 12-15. Dette arrangement vil være gratis.
Med blot seks timer til vores rådighed kan det da også dårligt blive til mere end en oversigt over de emner, senere kurser kan komme til at handle om. Vi håber dog ved samme lejlighed at få sat nogle helt grundlæggende ting på plads og udryddet et par af de værste misforståelser!
Disse kurser – og det gælder også det indledende – vil ikke som sædvanlig blive optaget og lagt ud på Nettet. Dette hænger sammen med, at det er kurser og ikke foredrag, men der er naturligvis også en mere praktisk årsag.
Hvem fanden gider betaler for noget, man senere kan få gratis? Og uden betaling ingen kurser.
Som nævnt ovenfor er dette første kursus en prøvesten for, hvor stor interesse der er for sådanne arrangementer.
Ses vi? Husk tilmelding!