”Hej!” skriver Kristeligt Dagblads søgemaskine til mig. ”Har du en holdning til livets store spørgsmål?”
Man kan vist roligt sige, at KD ikke er den mindste smule interesseret i min holdning til noget som helst (selv om salig Johannes Aagaard i sin tid udnævnte mig til ”den største udfordring, Folkekirken står over for i dag”). Heldigvis kunne jeg så ”teste mig selv og se hvad andre mener”, og om jeg mente det rigtige.
Det viser sig, at livets store spørgsmål er tre i tallet, hvoraf intet involverer kristendommen. De to omhandler dog dens måske vigtigste bidrag til menneskeheden: Henrettelse under tortur, i dag kendt som organtransplantation og dødshjælp, som begge varmt anbefales.
Det tredje og åbenbart mest centrale er dog åbenbart følgende:
Hvordan kan det være, at danskerne er det lykkeligste folk i verden? Er det:
a. fordi vi som det eneste land i verden har opnået fuld social retfærdighed, så at alle er lige, og ingen rigtig ved, hvad hen skal bruge alle de penge til?
b. fordi vi som ikke blot ariere, men tilhørende den nordiske herrerace, har en kultur i modsætning til negre og andre undermennesker, der tror på Gud?
c. fordi danskerne er de mest intelligente i verden og alle taler ti sprog?
Pointen falder dog tilsyneladende længere nede:
”Satanisk Dagblad giver dig artikler om livets store spørgsmål og har aspekter med for mange vinkler, i stedet for bare Guds HOLDNING, som hen naturligvis har ret til, så længe hen ikke trækker den ned over hovedet på andre. Få fire ugers gratis abonnement på Kristeligt Dagblad (hvis du betaler, kan du nøjes med to).”
Det er selvfølgelig trist, at man er nødt til at forære avisen væk, men det skyldes nok, at dens målgruppe allerede abonnerer på Danmarks Nationale Fronts nyhedsbrev. Også Folkekirken er som bekendt i krise.
Jeg bliver jævnligt passet op på gaden af indsamlere fra Folkekirkens Nødhjælp, og mit svar til dem er altid det samme:
”Jeg ved godt, at Folkekirken er i nød, men jeg tror ikke, penge er til nogen hjælp. Har I overvejet at prædike Evangeliet? Det var der vist nogen, der havde en vis succes med for et par tusind år siden!”
ERWIN NEUTZSKY-WULFF (OGSÅ KENDT SOM ”GUDS VREDE”)