”Er vi ved at skabe en generation af vat- og bomuldbørn, som ikke kan gå rundt i byen alene?” skriver en journalist i dag i Politiken. Jeg ville nu snarere kalde dem sparkedragtbørn, de små fugleskræmsler med korsfæstede arme, der sveder tran under dynen i barnevognen.

Som aldrig har haft mæslinger eller jord i munden og derfor ikke har noget effektivt immunforsvar, men desto flere allergier. ”Bybilledet er som støvsuget for uledsagede børn,” skriver hun.

Ja selvfølgelig, iPhoneZombier kan ikke gå. Der sluttes af – jeg kom i det mindste ikke længere, da jeg ikke har tænkt mig at give en hel krone for Politiken – med et rørende tidsbillede.

illustration_til_artikel.jpg

”Det mindede mig om, da jeg for 31 år siden selv sad midt på Vesterbrogade i Frederiksbergenden og solgte slidte sager sammen med Sandra. Jeg forlod Sandra og loppebiksen for lige at gå hjem og hente lidt sodavand og snacks med ordene: ’Sandra er kun fem år, jeg er 10, hun ser mere nuttet ud end mig, så hun sælger sikkert mere’, har min mor fortalt. Altså jeg efterlod en femårig pige alene midt på Vesterbrogade, og det var der tilsyneladende ingen, der så skævt til der i midt-80’erne.”

FIRSERNE?! Prøv halvtredserne – og vel at mærke ikke Frederiksbergenden, men sidegaderne, hvor ”nøglebørnene” vogtede lillebror og lillesøster mod biler og store hunde.

Loppebiks, min arm! Jeg var ikke specielt fiks til hverken at tigge eller stjæle, men man kunne jo godt gå hen og blive lidt sulten, og en biograftur var heller ikke af vejen.

Så man blev handelsmand, mest bøger og blade, købt billigt i brokvartererne og solgt lidt dyrere i den indre by. Engang fandt jeg en kasse stripkuglepenne i en skarnkasse – når man vendte dem på hovedet, tog pigen tøjet af.

Dem gik jeg rundt og solgte på gaden for en femogtyveøre. Jeg var otte.

Den næste generation var knap så levedygtig. Man kunne generelt gå til bunds på to måder: Gå på socialhjælp eller få et lortejob.

Antallet af kunstnere steg fra nogle hundrede i leksikonet til en million, hvoraf det ikke strejfede ret mange, at også genier skal kunne sælge deres lort, så de kan betale deres husleje. Den opvoksende generation vil gå direkte fra kuvøsen til jernlungen.

I dette hjørne af ringen et barn, der aldrig har lært respekt for de voksne eller noget som helst andet, aldrig haft huslige pligter eller ansvar for mindre søskende, aldrig selv tjent til noget som helst, men fået alt foræret. Og i det andet hjørne et barn, hvis forældre druknede i Middelhavet, og som siden har levet af affald.

Place your bets, gentlemen! Hvordan kan danskerne hade deres børn så meget?

girl-908168_1280.jpg