Når vi har så svært ved at forholde os til religion og magi, skyldes det måske i første række disse fænomeners marginalisering. Vi har stadig en kirke og en statsreligion, der definerer os som kristne, og medierne er fulde af anekdotisk stof om det overnaturlige modsat teologiske.

Mange opfatter parapsykologien som en videnskab. Men intet af alt dette har noget med vores dagligdag at gøre.

Kun sekterikere beder aftenbøn med deres børn, og nisser kommer kun ud af flyvende tallerkener. Er vi hinduister, er det på aftenkurser, og er vi ”asatroende”, er det i selskabelige foreninger.

De fleste mennesker har et morgenritual, men opfatter det næppe som et sådant. I modsat fald ville de kun udføre det om søndagen og i flok.

Medierne leverer den daglige prædiken, der minder os om, at der er en Gud foroven, eller måske en historie, vi skal være på den rigtige side af, men det foregår alt sammen i Folketinget eller Amerika. Religion og magi som en del af vores hverdag på linje med vasketøjet er noget, vi simpelt hen ikke forstår.

”There are no peoples however primitive without religion and magic,” konstaterer Malinowski. Faktisk er vi jo primitive nok til ikke at have nogen af delene.

Lad os nu sige, at påstanden i stedet var: ”There are no peoples however primitive without a conception of trees.” Kunne det måske få nogen til at overveje den mulige eksistens af træer?

Når det ikke sker, skyldes det formodentlig, at vi ikke længere lever i en fysisk verden af lys og mørke, kulde og varme. Vi er ikke sultne ret længe ad gangen.

Sygdom og død er sjældne gæster, der hurtigt glemmes. Vore seksuelle forhold er ikke just karakteriserede ved brændende begær eller selvudslettende forelskelse.

Fortidens beretninger om kærlighed, mod og ære møder vi med undren og et skævt smil. Vi føler ikke noget stort behov for at sige sandheden eller svare enhver sit.

Vi hutler os igennem. Vores virkelighed er ikke den, vi ser ud ad vinduet – hvem gider også glo på en mur – men en, vi ser på en skærm.

Vi har aldrig kendt andre. De færreste drenge har haft en hund, der halede dem op af åen ved buksebagen.

Unge piger i praktik har ikke tid til at flette blomster i håret og drømme om deres tilkommende. Børn går fra kuvøsen efter fotograferingen direkte til barnevognen i stiveste puds.

De har aldrig smagt jord eller skrabet knæet, men det er der allergimedicin for og en diagnose, hvis de viser livstegn, det, der i formørkede tider hed uartighed. Derfra burde turen fra vuggestue og børnehave over uddannelse og job til kræftafdeling og kremering gå forholdsvis planmæssigt.

Another sucker, another dollar. Ingen myrder nogen, medmindre de får besked på det.

Hvor er dæmonerne? Hvor skulle de være i en virkelighed, der er én stor eksorcisme?

blood-moon-3567619_1920.jpg