Jeg er en stor fan af naturvidenskaben. Elektricitet og magnetisme, det ved man, hvad er – sådan da.

At den så ikke ved, hvad virkelighed og bevidsthed er, kan man vel tilgive den. Det er trods alt mindre vigtigt og fundamentalt.

Jeg er også en stor fan af lægevidenskaben – også selv om der er tyve ugers ventetid på et brækket ben. Derimod har jeg en tilbøjelighed til at gå uden om de piller – to af de røde og tre af de blå – der er så vigtige for ens velbefindende, når man er fyldt de fyrre.

Jeg stiller mig med andre lettere skeptisk over for en videnskab, der har overtaget sjælen og det rationelle skaberværk fra syvendedagsadventisterne. Jeg færdes ikke meget i akademiske cirkler.

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke både kan grynte og gå på knoerne. Det bliver bare anstrengende i længden.

I et århundrede har fysikerne kæmpet med at få rystet iagttageren ud af iagttagelsen. Og da vi siden 1677 har vidst, at cogito ergo sum, må vi søge vores frelse i kvantemystik og strengteori.

At viljeshandlingen er en illusion, har man vidst i et halvt. Men Galilei så også Jupiters måner i sin kikkert i 1610, uden at man af den grund gik over til at undervise i det kopernikanske verdensbillede i skolerne den følgende uge.

Til gengæld har vi så åndsvidenskaben, der begyndte med Swedenborgs forstoppelse, fortsatte med Søstrene Fox – den tids Greta Thunberg – og endte med teosofi, New Age og grøn omstilling. Tror du på Gud eller reinkarnation?

Neutzsky-Wulff – hvem er det? Det moderne menneske er inunderet i et ocean af vrøvl.

GRIMOIRE er det mest omfattende værk om magiens natur og historie, teori og praksis på noget sprog. Det støtter sig udelukkende til de af den ”materialistiske” naturvidenskab og historieforskning anerkendte resultater og kilder – læsere med en svaghed for

Atlantis og parapsykologi, kunstig og udenjordisk intelligens, må få deres behov dækket i andre publikationer, som de sikkert også vil finde mere tilgængelige.

Det er da også det eneste værk, hvor disse kilder giver nogen som helst mening (hvilket ikke nødvendigvis er kildernes fejl). Undervejs vil læseren muligvis føle sig fristet til at forlange at få sine skolepenge igen.

Jeg skriver det danske sprog, som det ville have kunnet læses for fem hundrede år siden, og som det vil kunne læses af intelligente, dannede mennesker om fem hundrede år, hvorimod mine såkaldte kollegers pidgin ville have været ulæseligt for halvtreds år siden og vil være det igen om halvtreds. Forfatteren ser enhver bedømmelse af fortiden ud fra nutidige kriterier, deskriptive som evaluative, som absurd – læsere med behov for selvgratulatoriske tirader over afgudsdyrkere og slaveejere henvises til Politiken.

Snarere er synsvinklen fortidens på nutiden. Vi lever på en tid, hvor antifascisme er populisme, så det kan næppe være andet.

Alle krige og forfølgelser begynder med politisk korrekthed.

books-5430309_1280.jpg