Vi lever i et kapitalistisk samfund med en liberalistisk filosofi, der somme tider tenderer fascisme. Dens motto er udvikling, som den har lånt fra den biologiske tilpasning og overført til historien, som det derefter er vigtigt at være på den rigtige side af: fremskridt.
Profit kommer trods alt af proficere, at gå frem. Uheldigvis er verden ikke progressiv, men beherskes af entropi, hvorfra livet er den eneste undtagelse, og kun i kraft af at indgå i en cyklus af liv og død.
Vi behøver døden og de døde. Denne cirkel stirrer os i ansigtet, hvor meget vi end benægter den, og de kristne fabler om evigt liv og et luftkastel, hvor dagen ikke ligger i dvale.
Now o’er the one halfworld
Nature seems dead, and wicked dreams abuse
The curtain’d sleep; witchcraft celebrates
Pale Hecate’s offerings.
Vi kan ikke undvære natten og mørket, eftersom vi som alt levende har vore rødder i mørket. Hver aften lægger vi os til hvile, mæt af dagen.
Femogtyvetusinde gange dør vi, og frygter stadig døden! Heller ikke undgår vi the winter of our discontent, men engang var det hele ikke blot noget, der skete med os, vi var med i det, som det fremgår af Stonehenges urværk.
Samhain er enden på sommeren, hvor ånden vover sig frem og æres af sjælen: Mumming and guising, tricking and treating. De kristne kalder den Halloween og fejrer den med nisser i vinduet – til jul vil de blive udskiftet med påskeharer – ligesom Valentinsdag, der fejrer en pigeglad gnostiker, en importeret markedsdag.