Med et Politiken-abonnement får du nu også adgang til The New York Times, og dermed endnu mere journalistik med internationalt udsyn (læs: snæversyn). Efter i årevis at have skrevet af efter Demokraternes partiorgan har man nu åbenbart besluttet at eliminate the middleman – han vil næppe blive savnet.
Derimod nægter the Washington Post at endorsere Kamala Harris. Formodentlig generer man sig for at blive associeret med en kandidat, der får Sarah Palin til at ligne Madame Curie.
Det har således været et problem for hende at finde en vicepræsidentkandidat, der får hende til at tage sig intelligent ud, men det er dog omsider lykkedes. Der er gået panik i hende, hvorfor Donald Trump nu er fascist.
Efter at Demokraternes politik har vist sig mindre populær, har de med henblik på det truende valg overtaget Republikanernes. De går nu ind for fracking for ikke at blive beskyldt for at være environmentalister.
Demokraternes valgprogram kan således i korthed siges at gå ud på, at Donald Trump ikke bliver præsident, hvilket ville resultere i en forskydning af Jordens akse. Politiken kan dog som sædvanlig trøste med, at han ikke har en chance – det vil han ifølge bladet heller ikke have, efter at han er blevet valgt.
Trumps vælgere er dog ikke bekymrede - de stemmer jo på den genkomne Jesus! Og ikke et øjeblik for tidligt, efter at Guds eget land er blevet oversvømmet af mexicanere og sodomitter.
Lidt sund fornuft ville falde på et tørt sted. Men hvem kunne i dag finde på at stemme på et fornuftigt menneske?