Skønlitteraturen kan, som Erwin skriver i præsentationen af ”De forsvundne” under Kommende bog, noget helt specielt. Jeg har også mange gange plæderet for, at man som ENW-læser lader de skønlitterære bøger supplere den faglitterære læsning.

På den måde får man nemlig smuglet det, man lærer faglitterært, ind under bevidsthedens konsensuelle borgmur, så det kan rodfæste sig ikke blot som viden, men som den nødvendige erfaring, der bevirker, at man kan transcendere, dvs. transcendere konsensus.

Hjernen – nærmere bestemt dit præfrontale cortex – er en hønemor, og du får ikke lov at gå ud i (en ny) verden, før alt føles helt sikkert. Hun forstår imidlertid ikke at tjekke skønlitteratur på samme måde som de andre ting, du læser og lærer. Og derfor har netop Erwins måde at skrive skønlitterært på så stort et potentiale i forhold til at udvide din verdensforståelse og tillægge dig den magiske tankegang.

Se romanerne som en fil eller en dirk i en kage. Skønlitteraturen lader dig smugle redskaber ind i det konsensuelle fængsel, som du kan bruge til at bryde igennem borgmuren. Det er en langvarig proces, men i takt med, at du får fjernet mørtel og sten, lærer du at bryde igennem muren.

Mit bedste råd er bare at overgive dig fuldt og helt til romanen og dens handling. I ”De forsvundne” er der flere spor af historier med forskellige hovedpersoner, hvis skæbner senere mødes, inden de falder helt på (hver deres) plads i verden.

Nogle historier og personer vil tiltale dig mere end andre. Lad dig flyde med ned ad strømmen på deres historier. Tænk ikke så meget over det, men læs og føl. Læs og drøm, drøm og læs.

Fx græder jeg som pisket, hver eneste gang jeg læser historien om Peter Halls gud, en kristen præst, der finder sin egen gud i et hjemsøgt hus. Den taler lige ind i mit hjerte, og jeg bliver helt opslugt af den.

På samme måde har jeg det med Mistress Fay, der omsider finder sin gud og herre i verden bag verden. Når jeg låner hendes spor i bogen, ser jeg mig selv i hende, og det gør det uhyre nemt at flyde med.

Det betyder jo ikke, at man ikke lige så godt kan tjekke fx katadese i ”Indeks til Grimoire” og læse de relevante sider, når man spændt venter på, hvad Tennisons & Manns forsøg på at komme en meget plagsom mare til livs mon vil munde ud i. Eller læse om ceremoniel magi i forbindelse med deres forsøg på at mane en engel.

Det vigtigste er, at du lader dig rive med, at du overgiver dig til historien! Og ikke mindst, at du forstår, at du – eller i hvert fald din hjerne, PFC undtaget – rent faktisk arbejder hårdt på at transcendere, mens du læser noget, der ikke på samme måde som faglitteraturen føles hårdt at læse.

Det er således en helt anden måde at lære på, end når du sætning for sætning strider dig igennem ”Grimoire”. Ikke desto mindre er det en uhyre effektiv metode. Prøv den af og se, om ikke du begynder at drømme underlige drømme.

/ Chresteria

books-5430309_1280.jpg