UDDRAG: REPORTEREN – EN FORTROLIG FORTÆLLING
26-08-2013 af Erwin Neutzsky-Wulff

 

Et tv-studie. Igennem vinduet i baggrunden ses en stejl skrænt. Studieværten støder gentagne gange sine cue-cards op og vender sig derefter mod de to gæster, begge midaldrende mænd.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Velkommen til Dagens Bog! Og velkommen til Dem, professor Wheeler, og Dem, pastor Nicholson, og tak for, at De ville være med os i studiet i dag.

 

PROFESSOR WHEELER

 

Selv tak.

 

PASTOR NICHOLSON

 

Det er en fornøjelse.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Anledningen er, som de fleste ved, at Professor Wheeler netop har udgivet en kontroversiel bog med titlen ”Reporteren”. Er det ikke rigtigt?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Jeg ved ikke, hvorfor den skulle blive betragtet som kontroversiel. Jeg ved, at mange opfatter den som kontroversiel.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Mener De virkelig det? Skriver De ikke i Deres bog, at Clark Kent ikke var Superman?

 

reporteren.jpg

 

PROFESSOR WHEELER

 

Det er nok at forenkle lidt. Jeg betvivler ikke, at han i sin samtid var kendt som en superreporter.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Men han kom ikke fra Krypton?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Det er der ikke noget videnskabeligt belæg for.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Han kunne heller ikke flyve eller havde røntgensyn?

 

PROFESSOR WHEELER

 

For den tids mennesker må han sikkert være forekommet at besidde en nærmest overnaturlig evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og kan ikke enhver god reporter siges at have ”røntgensyn”?

 

STUDIEVÆRTEN

 

Men han havde rent faktisk ikke overnaturlige evner?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Nej.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Forstår De ikke, at det kan virke provokerende på troende kalelister?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Nej, egentlig ikke. For mig er det, der adskiller Clark Kent fra andre religiøse figurer, netop, at han er en historisk person. Mange superhelte var samtidige med Superman – Spiderman, for eksempel. Når det var kalelismen, der overlevede som religion i stedet for konkurrenter som marvelismen, skyldes det utvivlsomt, at Clark Kent var en virkelig person.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Men hvis Clark Kent ikke var Kalel, sendt til Jorden af Jorel for at frelse verden, hvordan kan det så overhovedet være en religion?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Clark Kent var, hvad de gamle amerikanere kaldte ”a crusading reporter”, et sandhedsvidne, der kæmpede for ”truth, justice and the American way”, det vil sige sandhed, retfærdighed og de statslige direktiver. Som sådan er han et lysende forbillede, og det er i kraft af dette, at kalelismen har virket som en civiliserende indflydelse på verden, ikke på grund af hans påståede superkræfter. Tag for eksempel Bruce Wayne, der bekæmpede kriminaliteten i Gotham City på omtrent det samme tidspunkt. Ingen påstår, at han udførte sine bedrifter takket være andet end sin formidable fysik og sine evner som detektiv. Gør det ham til mindre af en ”superhelt”?

 

STUDIEVÆRTEN

 

Batman regnes vel heller ikke for en superhelt?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Min pointe er, at der findes masser af samtidige vidnesbyrd om både Clark Kent og Bruce Wayne. Vi har endda et ganske godt begreb om, hvordan de så ud, selv om fotografiet naturligvis ikke var opfundet, og man derfor var nødt til at forlade sig på såkaldte ”tegneserier”. Vi ved en masse om Clark Kent, at han blev født år 1 D. C. – 1938 efter den amerikanske kalender – og at han var gift med Lois Lane.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Og der rammer De naturligvis ned i et andet ømt punkt. Lois Lane var gift med Superman, siger De?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Ja, ifølge mange samtidige kilder var de gift.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Men er disse skrifter ikke apokryfe? Lois Lane optræder vel hverken i Siegel- eller Shusterevangeliet som andet end en kollega? Og vil det så sige, at hun kendte Supermans hemmelige identitet?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Clark Kent havde ikke nogen hemmelig identitet, det hører alt sammen til mytedannelsen omkring den historiske person Clark Kent.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Så må vi nok spørge vores anden gæst her i studiet, pastor Nicholson, hvad han siger til det?

 

PASTOR NICHOLSON

 

Jeg giver professor Wheeler fuldstændig ret i, at der er meget, historikerne kan fortælle os om Frelseren. Men videnskaben kan også føre os på vildspor. Professoren husker nok, at Lex Luthor var videnskabsmand og fristede Superman. Eller De tror måske slet ikke på Lex Luthor, professor?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Lex Luthor er en symbolsk figur, der repræsenterer løgn og ondskab.

 

PASTOR NICHOLSON

 

Ja, det vil han vist gerne have, vi skal tro. De er vel så også tilhænger af inundationsteorien?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Det er en videnskabelig kendsgerning, at verden blev oversvømmet for to tusind år siden på grund af den globale opvarmning.

 

PASTOR NICHOLSON

 

De tror altså ikke, at det var Jorels straffedom over menneskene, fordi de var begyndt at tilbede homoseksuelle teenagevampyrer?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Selvfølgelig ikke.

 

PASTOR NICHOLSON

 

I så tilfælde tror jeg ikke, vi har mere at tale om.

 

STUDIEVÆRTEN

 

Vi takker professor Wheeler og pastor Nicholson, fordi de ville være med os i studiet i dag. Et sidste spørgsmål til professoren: Hvad siger De til dem, der påstår, at Clark Kent aldrig har levet?

 

PROFESSOR WHEELER

 

Kalelismen har haft en markant effekt på hele den tænkemåde, der ligger til grund for den moderne nepalesiske stat. At påstå, at ophavsmanden til alt dette skulle være et rent fantasifoster, er absurd. De folk har vist indåndet for meget af den tynde luft her i Everest City …

 

STUDIEVÆRTEN

 

Tusind tak, professor Wheeler. Og glædelig Mxyzptlk!

 

PROFESSOR WHEELER

 

I lige måde …

 

 

Flere fortrolige og foruroligende fortællinger i ROMAN!


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

03-04-24

April-tilbud - se forsiden!

27-03-24

Påsketema på Facebook.

 

⊕ UDGIVELSER

INDEKS TIL GRIMOIRE (2023)

GRIMOIRE (2022)

HORROR 2 (2021)

HISTORIER (2021)

Af Christian Birchs efterladte papirer (2020)

ADFÆRD (2019)

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.