Reaktionen på den kabbalistiske sproglige mystik er gerne en af to. Enten forkastes den helt ud fra en umiddelbart fornuftig konstatering af, at sproglige fænomener er arbitrære, eller også accepteres den kritikløst, gerne i populær og forvrøvlet udgave som numerologi og bible code.
Har man derimod sproglige forudsætninger for at læse de gematriske analyser, vil man uvægerligt blive slået af den elegance, hvormed eksistentielle og præeksistentielle problematikker fremstilles og løses, og som i sammenligning får de græske filosoffer og deres moderne annotører til at tage sig temmelig gumpetunge ud. Gematrien er, om man vil, religionens matematik, længe før den blev trosartikler og familiefester.
Central er overgangen fra MI til MA, adfærd til virkelighed. Hvordan bliver edderkoppens digitale procedure til det analoge spind med udstrækning i tid og rum, vi mener at se?
Hvis vi kan forstå denne proces, vil vi selv blive skabere, men det første skridt i denne retning vil naturligvis være en transcendens af dualismen, forestillingen om en ulegemlig iagttager, og alene denne indskrænkning betyder, at de egentlige magikere vil kunne tælles på ganske få hænder – at nogle hundrede skulle kvalificere, er med andre ord vildt optimistisk. Bogtrykkerkunsten har forøget antallet af bøger, men ikke af læsere.
En anden permutation er AYIN til ANI(Y), den besynderlige idé, at ”vi” er til. At spore verden tilbage til dens neurologiske ophav er pointen i Bereshith, hvorimod Jakobs seng eller Salomons flyvende trone, der er på en gang kort og befordringsmiddel, er en forudsætning for indtræden i Pardes og det kreative offers mange dagsrejser, som også den ægyptiske dødebog beskriver.
Skabelsesberetningen, den patriarkalske genealogi, den fremmede kvinde og slangen i træet er blot nogle få af de uendelig sofistikerede modeller, der muliggør katabasen og dens tiqqun. Og når først den primitive deistiske verdensopfattelse, der endnu persisterer i den såkaldt moderne naturvidenskab med dens Newtonske naturkræfter og freudianske psyke har veget pladsen for en absolut empirisme, er der ingen vej tilbage – RELIGION er en farlig bog.
ERWIN NEUTZSKY-WULFF