Nu om stunder handler hvert andet naturvidenskabeligt program på tv om, hvordan universet er blevet til, og det er der utvivlsomt flere grunde til. Der er noget uhyre tiltalende ved disse fjerne begivenheder, også selv om der er tale om ren spekulation, og først og sidst ved den implicerede perfektum.

Man kan ligefrem tale om en art afværgeritual over for de langt farligere overvejelser med hensyn til, hvordan vores virkelighed bliver til. Dette hænger så atter sammen med, at vores samfund bygger på tro, energi og økonomi, nadveren og den hellige ånd.

Vi lever først og sidst i et etisk univers, hvor alting er, som det bør være, og det moralske opstød følgelig er det eneste argument. Gud råder for Danmarks sag, eller i det mindste fremskridtet.

Klimakatastrofer er prøvelser, der kun anfægter den, hvis tro ikke er stærk nok. I sidste ende bliver dogmet om en verden abstraheret fra alle menneskelige begreber, men på mystisk vis i overensstemmelse med disse, det afgørende.

Treenigheden skabte mennesket, ikke omvendt, den katolske realisme med dens hellige enfold. Kikkerter er Djævelens instrumenter.

bogen_om_alting_2.jpg

Når vi forlader mellemplanet, ender vi på dæmonernes territorium, hvor iagttageren ikke kan adskilles fra det iagttagede, og spørger vi til, hvordan vores hjerne fungerer, finder vi ud af, at den slet ikke er vores. At bevidsthed og personlighed ikke er et spøgelse, der bor i vores hoved, men uomgængelige anskuelsesformer.

Vi fjerner kagedåsens låg med det pæne billede på og ser, at den er fuld af krablende liv. Nogen skubber til filmprojektoren, og vi konstaterer forfærdet, at verden vælter.

Måske er der ligefrem nogen, der leder efter brugsanvisningen, bogen om alting – uheldigvis er den på kinesisk. I min barndom var der en særling, der indimellem delte hundredkronesedler ud på et gadehjørne.

Millioner passerede forbi, men stort set ingen tog imod dem. For det kunne jo ikke passe.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF