”As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches 1.” Sådan lyder Godwins lov, som falder under invarianshypoteser og dermed ikke siger noget om, hvorfor det forholder sig sådan.

For nogle århundreder siden kunne man have udskiftet ”Nazis” med ”Religion” og ”Hitler” med ”God”. Eller sagt på en anden måde: Nazismen og Hitler er mytologiske begreber.

Der har aldrig eksisteret ”nazister”, kun nationalsocialister, og ”Hitler” er for længst holdt op med at være en historisk person med et fornavn. I stedet er de blevet synonyme med en metafysisk ondskab og den diametrale modsætning til en hvilken som helst ideologi, man måtte bekende sig til, liberalisme såvel som socialisme, og dermed en modsætning til en modsætning.

Det accepterede billede af nationalsocialismen og Adolf Hitler er med andre ord rent sludder og altså samtidig det tilbagevendende ”argument” i enhver debat. Hvordan skal det forklares?

En del af forklaringen ligger utvivlsomt i den allierede krigspropaganda. Hvis man skal have nogen til at slå et andet menneske ihjel, må det af nødvendighed dehumaniseres.

Når krigen er slut, begynder vi så atter at se vore modstandere som menneskelige væsner. De under krigen så populære karikaturer af japanere bliver nu omhyggeligt klippet ud af tegnefilm.

Dette er imidlertid aldrig sket med nationalsocialismen. Det er stadig krigspropagandaens latterlige Hitler og hans publikums ”massehysteri”, vi ser.

Vi hører Churchills taler om at frelse den kristne civilisation. Vi hører ikke Hitlers taler om at frelse den kristne civilisation.

Den sædvanlige forklaring går ud på nødvendigheden af at advare imod nationalsocialismen. Tilliden til vælgerbefolkningen kan åbenbart ligge på et meget lille sted.

reklametekst-billede.jpg

Endnu mere påfaldende er det måske, at den mest energiske dæmonisering af nationalsocialismen kommer fra højrefløjen. Motivet til denne historieforfalskning er således en ganske anden.

Nationalsocialisme er højreekstremisme. Fascismen er liberalismens reaktion på kommunismen.

På en tid som vores med kraftig højredrejning vil lighedspunkterne mellem liberalisme og nationalsocialisme således blive stadig mere tydelige. Dermed bliver det imidlertid også stadig mere påkrævet at camouflere, at nationalsocialismens rædsler er den yderste konsekvens af liberalismens idealer, og hvor langt vi allerede er kommet ad denne vej.

Nationalsocialismens ideal: Et formelt klasseløst samfund, hvor alle arbejder for fædrelandet, nedtones – det er nemlig også vores. Den folkelige opbakning, der i vores tilfælde garanterer den førte politik som ”demokratisk”, er i nationalsocialismens tilfælde ”massesuggestion”.

Racismen og kommunistforskrækkelsen, der i det nationalsocialistiske evangelium er et og det samme fjendebillede, som også borgerskabet i andre lande (Churchill inklusive) tilsluttede sig på dette tidspunkt, den ”jødiske bolsjevisme”, er for os to: Islam og socialismen. Tricket bliver så at ”glemme” denne identifikation, hvorved antisemitismen bliver et ganske irrationelt ”jødehad”, som Hitler påtvang det tyske folk.

Når dette så endvidere knyttes sammen med muslimernes protester imod staten Israels politik over for palæstinenserne, er ”nazismen” i den offentlige bevidsthed blevet præcis den diametrale modsætning til den aktuelle højrefløj, man sigtede på. Og sådan skal det nok være.

Af hensyn til ”hin enkelte” har jeg så – nok en gang – skrevet en bog. Den stiller og besvarer spørgsmålet: Hvem var Adolf Hitler?

Hvad var nationalsocialismens rødder, og hvordan udviklede den sig fra stueren borgerlighed til Holocaust? HITLER udkommer til efteråret.