Få skildringer af den overnaturlige verden er hyggelige – selv ”A Christmas Carol” er ret så gyselig! Forfatterens opgave er at få læseren til at gyse, og dens tiltrækning ganske paradoksalt kontrasten til den tryghed, man selv føler foran pejsen eller i biografen.

Det er i det mindste den gængse forklaring. At menneskets ældste og stærkeste følelse er frygt, stammer tilsvarende fra forestillingen om vore fjerne forfædre sammenkrøbne om bålet, ængsteligt skottende ud i det omgivende mørke, ”the unknown”.

Vi må dog formodes at ville være blevet der, hvis ikke for den endnu stærkere følelse: nysgerrighed, Hvis science fiction er et udtryk for nysgerrighed med hensyn til, hvad fremtiden vil bringe, udtrykker horror nysgerrighed, når det gælder den verden, vi (måske ikke helt) har forladt.

Realangst er ikke horror. Den kendte fare vil aldrig kunne måle sig med den ukendte.

Derfor skyldes den uro, den ”uhyggelige” historie vækker i os, heller ikke vores relative tryghed, men vores relative utryghed. Vi kan være relativt sikre på, at der ikke gemmer sig en gal morder i vores hus, men hvad med spøgelser?

Det ved vi simpelt hen for lidt om dem til at afgøre. Og at vi ikke ved, om de overhovedet er til, gør ikke sagen bedre, for det betyder blot, at vi i bund og grund intet ved om den verden, der omgiver os.

Det er som med humor. Vi ler i det højeste pligtskyldigt, når et barn klovner.

Det virkelig morsomme er den overraskende realisation – det er derfor, de uartige og politisk ukorrekte vittigheder altid er de sjoveste. På samme måde er der noget uhyre beroligende ved forfattere, der prøver at skræmme os.

Det er derfor, lægens ”Ja, det ser jo ikke så godt ud, men” er langt mere skræmmende end nogen dommedagsprofeti.

halloween-2883347_1920.jpg