SLOW – FOREDRAG PÅ GLYPTOTEKET 26. MARTS 2015
29-03-2015 af Erwin Neutzsky-Wulff

NB. SE VIDEOOPTAGELSE AF FOREDRAGET NEDERST PÅ SIDEN!

 

 

Tid er mange ting. Det er minutterne, til vi skal møde på arbejde, og timerne til fyraften.

 

Det er dagene til weekenden og ugerne og månederne til ferien. Tiden er med andre ord i høj grad noget, der skal gå.

 

Kun årene synes at gå for hurtigt, og man kunne næsten undre sig over det, hvis vi ikke erindrede, at de består af de måneder, uger, dage, timer og minutter, der skulle gå. Men der er også en anden tid, en tid, der ikke blot går ud over øjeblikket, men det øjeblik, vi kalder livet.

 

Det er ikke noget, vi tænker på, når vi bekymrede betragter vores ugekalender – for hvordan skal vi dog få tid til at få al den tid til at gå – men på dette sted og i løbet af den halve time, der nu skal gå, kan vi blive mindet om det. Vi er omgivet af denne tid, der er presset sammen på dette sted, fordi der ikke var plads til den i alle timerne og minutterne udenfor, ligesom jeg vil drage omsorg for at presse den sammen til en halv time, så vi i det mindste ikke spilder mere af den anden, den vigtige, der skal gå.

 

Hvad skal vi sige om den, til den, alle ansigterne, der ser strengt ned på os fra deres piedestaler, som vi ser op på som børn på de gådefulde voksne med deres gådefulde tilbøjeligheder og handlinger? De er så åbenlyst overlegne, at vi er nødt til at blive enige om, hvor dumme de er.

 

Hvem er ikke blevet slæbt med på sådan en museumstur med klassen og en klasselærer med et vågent øje på efternølere og uret med den vigtige tid, der skulle gå? Fået besked på ikke at sætte fedtede fingre på glasset, berøre de udstillede genstande, løbe, tale eller på anden måde ødelægge det for de andre og den slumrende kustode i hjørnet, hvis tid også skulle gå, til museet lukkede.

 

I dag er pædagogikken naturligvis en anden, nu hvor efterladenskaberne er blevet om muligt endnu kedeligere, efter at de har fået konkurrence af børneprogrammerne på tv. Men bliv nu alligevel på jeres sæder!

 

Der er jo mad og musik og mad, og det her er slet ikke nogen forelæsning som på universitetet – universitetet i det nittende århundrede, vel at mærke – men en talk, en hyggesnak, hvor din mening tæller lige så meget som min. Mindst!

 

Det gamle er ikke længere gammeldags, men nyt og moderne. De udstillede genstande er installationer, og musikken soundscapes.

 

Nu med lys! Det giver alt sammen en helt anderledes værknær oplevelse, og så har dette særlige koncept endvidere den fordel, at ”lydkunstnere” ikke behøver at kunne læse noder, eller ”lyrikere” beherske rim og metrik.

 

Vi kan alle sammen være med, og det er jo det, det drejer sig om i et demokratisk samfund. Her kan man spise simremad til rimelige priser blandt ioniske søjler og romerske skulpturer, som gribbe i ruiner, hvor ligene imødekommende er blevet gjort tilgængelige af bryggere og andre gravrøvere.

 

Hvordan kunne det gå så galt? Hvor blev den menneskelige civilisation af?

 

Hvis ikke vi skulle kunne finde svaret her i dens katakomber, hvor da? Lad os gøre et forsøg!

 

Først må vi forstå, hvad kultur og kult er. Hvad menneskelighed er, hvad det er, der gør os til mennesker i stedet for chimpanser, der kaster et mistroisk blik på ioniske søjler og romerske skulpturer for derefter at koncentrere sig om simremaden.

 

Svaret er indlysende: Religion. Overalt, hvor der er mennesker, er der religion.

 

Mennesket er det religiøse dyr. Først, når kulturen vrider sig i dødskramper, svigter dette grundfundament.

 

Dette fører igen til spørgsmålet om, hvad religion er, som ikke er umiddelbart let at besvare. Det religiøse verdensbillede er uendelig sofistikeret i forhold til det gængse videnskabelige.

 

Kun fra videnskabens yderste forposter – fysik, genetik og neurologi – kan det skimtes i det fjerne, og det er ikke overraskende fuldstændig usynligt for den pseudovidenskab, vi paradoksalt nok betegner ”humaniora”, domineret, som den er, af den pseudoreligiøse kristendom. Da det moderne menneske kun kender til videnskaben (og vel at mærke kun den tegnserieversion, vi finder i ”Information”), vil vi tage udgangspunkt i nogle generelle forskelle mellem videnskab og religion.

 

Hvor religionen er empirisk, er videnskaben metafysisk. Den har så at sige sat vognen foran hesten.

 

Hvor det er indlysende for den religiøse, at myten, teorien, virkeligheden er en – nok så nyttig – a posteriori tolkning af erfaringen, målingen og den fysiske verden, er den ifølge den primitive, videnskabelige tankegang a priori. Først kommer virkeligheden, og derefter sansningen.

 

Sansningen er med andre ord af noget, der er der i forvejen. Videnskaben er idealistisk, hvor religionen er materialistisk.

 

Hvor den religiøse kun sætter sin lid til, hvad der kan måles og vejes, forestiller videnskabsmanden sig en ydre ideverden, hvor begreber som genstande og egenskaber har en selvstændig eksistens. Ret skal være ret, denne primitive verdensopfattelse er i nogen grad blevet revideret af kvanteteorien, hvor den klassiske naturvidenskabs pie in the sky ikke lader sig opretholde, men den er stadig udbredt i det akademiske proletariat.

 

Hvorfra stammer da den besynderlige forestilling, at der findes noget andet end den fysiske verden? Det er naturligvis den kristne sjæl, der spøger, og som ligeledes går igen i spiritisme og psykologi.

 

Kristendommen har den så igen fra platonismen. Ifølge denne tankegang er fænomener enten fysiske eller psykologiske.

 

Hvordan et fænomen skulle være det ene uden at være det andet, eftersom den verden, vi lever i, består af vore sanseindtryk, er umiddelbart svært at indse, men som jeg forstår det videnskabelige postulat, findes der åbenbart et eller andet ikke nærmere defineret sted et himmelsk paradis med lyserøde skyer og basunengle, ikke blot befriet for de fejlkilder, hvormed Djævelen frister os til at tvivle om naturens orden, men for besværlige procedurer som observation og eksperiment. Her er der ikke tale om praktiske, men i bund og grund sordide invarianshypoteser, men en af Gud indstiftet videnskabelig sandhed, som han på skabelsens sidste dag satte Stephen Hawking til at udgrunde.

 

Det er denne ideverden, mennesket med sin bevidsthed er bevidst om, idet den er bevidst for bevidstheden – den bevidsthed, anatomerne siden uden held har ledt efter i diverse organer, vistnok sidst i hjernen. Man kan jo bruge tid på så meget, lede efter H’et i H. C. Andersens Boulevard på kørebanen, som det fremtræder på Kraks kort, eller fange solskin i en papirspose.

 

Hvorfra fik så Platon sin skøre idé, som siden har domineret filosofien – en temmelig formålsløs juleleg, som jeg i modsætning til, hvad der står i programmet, ikke hengiver mig til. Uden tvivl er der tale om en håbløs forsimpling af den erfaring, at verden har mange lag.

 

Det er altid muligt at studere noget mere grundigt. Man kan lade sig nøje med den verden, hjernen skaber – helt uden tilflugt til nogen ”bevidsthed” – eller man kan spørge, hvor den kommer fra.

 

Vi får hermed en ganske anden underverden end den videnskabelige ”ydre” og en anden metode til at beherske den, en præeksistentiel eller magisk. Ved samme lejlighed kan vi jo så forsøge at få svaret på, hvor ideen om en bevidsthed, der har givet os så mange epistemologiske hovedpiner, hidrører fra.

 

Også den må vi naturligvis indrømme en vis universalitet i den menneskelige sfære, om end ikke så fundamental som religionen. Et bedre udtryk er måske personlighed, den illusion, at alle hjernens impulser danner et kompleks med en forudsigelig adfærd.

 

Denne vrangforestilling er ikke blot praktisk, den er absolut nødvendig i den sociale sammenhæng. Vi har nu en entitet, der kan forlades på og gøres ansvarlig.

 

Hvor illusionen svigter, taler vi om besættelse. Det er betegnende, at den ”fremmede” impuls ligeledes opfattes som personlig og tiltales som sådan i den babyloniske eksorcisme, som den kristne er en travesti af.

 

Dermed bliver alle de impulser, der ikke blot står bag menneskets adfærd, men verdens, eftersom den mest fundamentale ”handling” er den kognitive, tolkningen af den fysiske sanseverden som den genstandsverden, vi kender, personlige. Og da de ikke er af denne verden, må de af nødvendighed være overnaturlige, overnaturlige væsner.

 

Platon havde en vag erindring om en sådan underverden, men ikke længere noget begreb om dens natur. Det havde kirken heller ikke, selv om begge øsede af ”mysteriereligioner”, hvis erklærede formål var at finde tilbage til det førnævnte religiøse grundfundament for al kultur.

 

Når det forholder sig sådan, skyldes det, at forestillingen om, at verden ikke er menneskelig, fører til et umenneskeligt samfund. Pludselig får vi en ”natur”, der skal besejres, og som vi naturligvis i sidste ende må tabe til, eftersom vi kæmper mod os selv.

 

Denne frit opfundne natur er ikke blot fjendtlig, dens grundlæggede princip er fjendtlighed. Det er med andre ord liberalismens og nationalsocialismens ”natur”, kampen for tilværelsen og den stærkes ret, som vores konkurrencesamfund påstår at være i pagt med.

 

Her har vi imidlertid selv gjort os skyldige i at sætte vognen foran hesten. Liberalismen er ikke en følge af kulturløsheden.

 

Det er liberalismen, der har slået kulturen ihjel. Vi vil benytte resten af vores tilmålte halve time – inden muzakken og prosadigtene overtager – til at se på, hvordan det gik til.

 

Det er jo et yndet emne for såvel religiøse som videnskabelige myter: Hvordan begyndte det? Hvordan blev verden, som den er?

 

Her skal vi igen huske på, at den kunstige skelnen mellem natur og kultur hidrører fra det nittende århundrede. Der er kun én natur, og det er menneskets, som den manifesterer sig i kulturen.

 

Derfor er skabelsesmyten ikke blot en beskrivelse af, hvordan verden blev til, den er i sig selv kreativ, ligesom hulemalerens bison kommer før den ”virkelige” bison, ikke efter. Det er først i sit sidste stadium, kunsten bliver beskrivende, parallelt med forestillingen om en præeksisterende virkelighed, ”realistisk” – det er den samme afvikling, vi ser i Ægyptens nedgangsperiode, hvor kunsten, om end kortvarigt, degenererer til El Amarnas kitsch.

 

Den moderne historieskrivning er naturligvis lige så konservativ, alt vrøvlet om fremskridt og oplysning og menneskets gradvise ”befrielse”, som selv marxisterne, som burde vide bedre, er hoppet på. Forskellen er, at den moderne naivhistoriker forveksler denne salgstale med, wie es eigentlich gewesen.

 

Den skabelsesmyte, vi kender bedst, er naturligvis den bibelske, som er en primitiv udgave af den babyloniske. Igen er det lige så meningsløst at lede efter Noas ark som Jesu kors og Supermans hjemplanet.

 

Syndefald og syndflod er i det højeste billedlige fremstillinger af stadier i menneskets historie i meget vid forstand. Syndefaldet er overgangen til agerbrug, hvor kvinden til den gammeltestamentlige jødes forargelse kommer i centrum.

 

Syndfloden, motiveret af gudssønnernes omgang med menneskedøtrene, repræsenterer tilsvarende enden på dette kvinderegimente. Også ”senere hen i tiden”, som det hedder, avles der dog kæmper på denne måde.

 

Farao var ikke farao, fordi han var faraos søn, men fordi han var faraos hustrus søn med guden. Som vi ved, gælder det messianske håb – hvad enten det betragtes som opfyldt eller ej – en tilsvarende gudssøn.

 

Disse helte fødes typisk af uberørte eller ufrugtbare kvinder, eller de er tvillinger, eftersom kun en gud kan avle et barn på en allerede frugtsommelig kvinde. Dette sker første gang, da Eva får en søn eth-adhonay, med Herren.

 

Bibelselskabet oversætter ”med Herrens hjælp” – som bekendt har Gud kun én søn, resten er trykfejl. Kain er da også en vigtig person.

 

På grund af sine morderiske tendenser bliver han forjaget fra agerjorden, men under gudernes særlige beskyttelse. Der er således en for os uforståelig dobbelthed i historien, der dog lader sig forklare ved forfatternes noget ambivalente forhold til figuren.

 

Kain er nomaden, som israelitterne selv var nomader med et noget blakket ry blandt de knap så krigeriske kanaanæiske bønder. Deres erobringer i dette område er da også udtryk for en næsten universel mekanisme: Nomaden rykker ind i det agrare samfund som militær overklasse.

 

Det er lidt kedeligt, så han ”samler riget” – for nu at benytte historikerens eufemisme – og gør naboerne skatskyldige. Byerne, der bygger deres mure op lige så hurtigt, som skatteopkræveren kan rive dem ned, forbindes med hærveje.

 

Så vidt er alting godt. Krigeren har sin selvudslettelse med fra slagmarken og begrænser dermed bondens havesyge.

 

Ulven er blevet hyrdehund. Der er ingen love og ingen folkevilje, som tyranner kan gemme sig bag.

 

Alle magt- og ansvarsforhold er personlige. Det er det perfekte system, en kosmisk orden, ingen har interesse i at forstyrre.

 

Sådan da. Måske er en bonde blevet lidt for produktiv og har fået den idé at bytte overskuddet til noget i en anden by, han kan bytte til et endnu større overskud i sin hjemby.

 

Liberalisten er født – snart vil han have stavnsbåndet ophævet! Måske var det alligevel ikke så god en idé med de veje.

 

Samfundsudviklingen er begyndt. Og kulturens afvikling.

 

Alle historiens deciviliserende indflydelser hidrører oprindelig fra handelsnationer. Det var grækerne, der erstattede religion med filosofi, erfaring med spekulation.

 

Det er mørket fra Hellas. Det er også derfra, vi har den dårlige smag, diskoskastere og døende gallere, det samme bras, de italienske handelsbyer sværmede for i ”renæssancen”, der tog livet af den europæiske civilisation.

 

Se jer om – palmer og springvand, løver og elefanter! Hele bygningen er arkitekttegnet af den lokale konditor.

 

Det er borgerskabets kunstforståelse – at det er pænt – Glyptoteket og Thorvaldsens Museum. Nu har de afskallede statuer fået farver og virker helt forkerte og grelle i vores grå fabriksverden.

 

Og i et særskilt rum: Guderne, plyndret og klædt nøgne – med spot sat til skue for et mat nysgerrigt øje, for nu at citere et andet borgerligt koryfæ. Børnene vil jo se mumier!

 

De kære børn, fra otte til firs. Da jeg erfor, under hvilken overskrift jeg skulle tale, kom jeg umiddelbart til at tænke på det skilt, der i USA maner trafikanter til at køre forsigtigt i kvarterer med legende børn, et fænomen, der for længst er forsvundet fra Københavns gader.

 

SLOW CHILDREN. Det morsomme er naturligvis, at ”slow children” – uden den manglende tankestreg – betyder åndssvage børn.

 

Hvornår har nogen sidst hvisket ”tusind brød”, eller blot ét? Måske, hvis vi arrangerer en skattejagt for børnene med de døde øjne – man forstår deres svaghed for zombier – langt dødere end sarkofagernes beboere.

 

Guderne vender tilbage, men for denne slægt er der ingen redning. Selv de satte romere og Rodins grubler grubler over what the fuck they’re doing here.

 

slow-foredrag-greco.jpg

 

O tempora – for nu at blive ved tiden – et quae mutatio rerum! Alt dette havde dog været en umulighed, hvis man ikke havde allieret sig med den mest lavsindede ateisme: Kristendommen.

 

Det er godt nok ikke umiddelbart det indtryk, man får ved at læse de gnostiske skrifter, der udgør det Ny Testamentes fire evangelier. Den etik, Jesus prædiker – og som Møllehaverne lusker med – er den aristokratiske, selvudslettende, bestemt for de få og udvalgte, hvis salt ikke må miste sin kraft.

 

Man så gerne borgerskabets modbydelige øgleunger, konfirmanderne, indløse deres gavekort og give pengene til de fattige, men vi skal nok ikke holde vejret. Først at søge Guds Rige, sin transcendente skæbne og pligt over for enker og faderløse – det, vi kalder sociale tabere – i forvisning om, at alt andet vil blive givet os i tilgift, er ikke lige sagen i et pøbelvælde som vores.

 

At det spiller en central rolle i testamentet, skyldes simpelt hen, at kristendommen, inden den blev antireligion, som nævnt var en mysteriereligion. Man vil med andre ord lede forgæves efter en ”historisk” Jesus – populær blandt dem, der vil gøre ham til nyttefilosof og Sokrates til demokrat.

 

Jesu liv og lidelse var blot den, der på det tidspunkt var obligatorisk for enhver halvgud med respekt for sig selv. Født af en jomfru i en hule, fundet af hyrder, forfulgt med sine kultmedlemmer, død og opstanden, jagtbyttets offerdød og forsoningsmåltid.

 

Uheldigvis ville de kristne hellere være et politisk parti end en religion, hvoraf den førnævnte uhellige alliance med borgerskabet. Hermed svigtede man ikke blot sin egen gud, men insisterede på, at alle andre også svigtede deres, resulterende i en irreligiøsitet, verden aldrig har set magen til.

 

Der er således ingen undskyldning for, at de civiliserede romere ikke straks satte en stopper for denne blasfemi. Undtagen måske et underskud af løver.

 

Senere blev naturligvis selv én gud for meget, hvorfor man trak skægget af ham – som han under alle omstændigheder havde lånt af Jupiter, en gud, der i modsætning til ham ikke var frit opfundet – og gjorde ham til et af de så moderne filosofiske principper. Som bekendt tror almuen stadig, at religion har noget med denne ”Gud” at gøre.

 

Selv Stephen Hawking vrøvler om at ”know the mind of God”. Hvilken gud?

 

Thoth? Ptah?

 

Man skal nok ikke forvente noget svar. Slow children.

 

Teologen vil dog sikkert identificere ham med ”Abrahams, Isaks og Jakobs gud”. Så blev vi da lidt klogere.

 

Med andre ord den gud, der som andre spøgelser først dukker op efter mørkets frembrud for at få sin aftensmad, som Abraham må skære ud som til et barn, fordi der er grænser for, hvor meget han kan gabe over. Som rædselsslagent skriger: ”Slip mig, thi morgenen gryer!”

 

Nåh, den gud. Et øjeblik var vi bange for, at det var det der vrøvl med ”himlens og jordens skaber”.

 

Nu er jeg jo et venligt menneske og slet ikke som min føromtalte kollega, der som bekendt havde det med at drive cafeer ud af templer. I behøver altså ikke at klamre jer til opdækningen.

 

Selv om nogle af mine læsere skulle være til stede – ulveungerne, som Johannes Aagaard kaldte dem – ligner de på ingen måde Jesu ungdomsbande. Faktisk er de uhyre diskrete.

 

Måske opfatter de sig selv som en art femtekolonne, men jeg tror det ikke. En af dem er ansat på Glyptoteket – du kan bare lade, som om du har tabt din serviet – en anden på Niels Bohr-instituttet.

 

De fleste er pæne universitetsstuderende, som aldrig kunne finde på at forstyrre undervisningen ved at bringe Neutzsky-Wulff på bane. Faktisk er der kun to, hvilket bør berolige enhver debatredaktør.

 

Det er dem, der læser de mange tusind bibliotekseksemplarer af mine bøger i laser, og det er også dem, der betaler min husleje ved at købe flere hundrede eksemplarer hver. Tak for det!

 

Besynderligt nok synes alle at kende en Neutzsky-Wulff-læser og vide, at han er en total galning. Men det er altså de samme to.

 

Nej, det kunne aldrig falde mig ind at hæve stemmen i en offentlig forsamling, endsige fornærme nogen. Ellers risikerer man nemlig let at ende som Søren Kierkegaard, der ikke blot blev opfattet som kværulantforrykt af sin samtid, men efter sin død led den tort at blive fortolket af Johannes Møllehave.

 

Derfor vil jeg også begrænse mig til at henvende mig til mine medansvarlige, hvad angår den antikke reception, kustoder og gymnasielærere i oldævl. En særlig hilsen går til glyptotekets museumsdirektør, Flemming Friborg, og jeg skal måske skynde mig at sige, at det ikke er ham, der – mig bekendt – læser Neutzsky-Wulff.

 

Blot at antyde noget andet kunne jo let skaffe mig en injuriesag på halsen. Derimod skal han for en uges tid siden til Politiken have udtalt, at det ville underminere hans faglige tyngde, hvis han hele tiden skulle tænke: ”Vi skal også have noget for det grå guld og for dem, der er otte år, og for homosegmentet.”

 

Jeg skammer mig ikke ved at sige, at jeg fældede en tåre. Han understregede dog, at det ikke skulle opfattes som en kritik af eksempelvis Nationalmuseet, der netop er aktuelt med udstillingen ”Find guldhornene med Fætter BR!”

 

Der var i værste fald tale om en konstruktiv kritik, der endda mundede ud i en præsentation af et alternativ. Jeg holder lige en kort, åndeløs pause, ligesom i bagekonkurrencerne på tv, inden man zoomer ind på de grædende tabere.

 

I må tænke jer til trommehvirvlen. Alternativet er – dette her.

 

Her skal ikke les! Der er tale om helt nyt koncept.

 

Menuen er værknær. Nu med lys!

 

Vi befinder os – ifølge programmet – i ”et eftertænksomhedens rum”. Og vist giver det grund til eftertanke, når et intelligent, dannet menneske som hr. Friborg, med baggrund for og vilje til at formidle noget så forargeligt som viden, og som reverenter talt er røvtræt af den paniske snobben nedad, ikke desto mindre havner pladask i simremaden.

 

Til alle jer andre pædagoger, som jeg må tro, brænder for jeres ”fag”, vil jeg sige følgende. Hvordan kunne I sælge ud?

 

Hvordan kunne I finde på at forsøge at gøre antikken relevant for det moderne menneske, når I skulle have gjort det moderne menneske relevant for antikken? Hvordan kunne I falbyde det udødelige på dødelige præmisser?

 

Hvordan kunne I lyde det evige: Introite, nam et hic dii sunt! uden at se disse guder, disse menneskenes elskere, som vor egen bøddelgud uendeligt overlegne? Hvordan kunne I undgå at se i dem vor egen tabte menneskelighed og anstændighed?

 

Hvordan kunne I afstå fra at bygge dem et nyt tempel i menneskenes hjerter? Havde det da ikke været mere anstændigt at blive teolog eller rovmorder?

 

Kunne I da ikke i det mindste have forklaret jeres elever, at Achilleus ikke lignede Brad Pitt i sandaler mere, end en løveklippet puddel ligner en løve? At alt dette ikke er sjove historier til benefice for freudianske plattenslagere, men det eneste, der kan minde os om, hvad det vil sige at være menneske?

 

Og når menneskehedens vogtere vender tilbage og forlanger deres talent tifold igen, hvad vil I da sige? Hvor er heltene, som I blev sat til at opfostre, som skulle have frelst verden fra fascisme og racisme?

 

Hvem ville give et barn en sten, når det beder om et brød? Men I gjorde det.

 

De bad om en skæbne, et kald, og I stak dem et bip-bip-spil i hånden. I gav dem underholdning i stedet for viden.

 

I spildte deres tid og deres ungdoms kraft ved at insistere på skolegang uden at insistere på videnstilegnelse. I sad inde med en skat, summen af årtusinders menneskelighed, og I viderebragte den ikke.

 

Og I er dobbelt skyldige. For da I myrdede fortiden, myrdede I fremtiden.

 

Nu skal der jo nok være en og anden akademiker, der tænker: Hvad snarker han om? Det er da helt fint med interesse for kulturhistorie, men lad os nu ikke blive hysteriske!

 

Vel, jeg skal sige jer, hvad jeg snakker om. Jeg snakker om en ungdom, der har lært, at heltemod er fanatisme, og at kampen for sandhed og ret forstyrrer den offentlige orden.

 

At viden er overflødig ”paratviden”. At museer og læreanstalter skal være legestuer.

 

Og hvad er alternativet til denne såkaldt venstreorienterede pædagogik? Den højreorienterede ”danskhed”, der ikke er andet end overvintret nazisme.

 

Hvem har skabt de unge, der forlader Danmark for at kæmpe for Islamisk Stat? Det har I – I, som ikke gav dem andet at kæmpe for.

 

Hvorfor skulle de ikke knuse de babyloniske gudebilleder, der for jer kun er udstillingsgenstande? Har I lært dem, hvad de betyder, menneskelighed og civilisation?

 

I, som aldrig gav dem kultur, som forvandlede den til pjat, som forvandler alting til pjat. Hvilken gud skal kunne tilgive jer?

 

Nu er det sagt, og det vil ikke blive sagt igen. I det mindste ikke her.

 

I må undskylde arrangørerne, de har nok ikke helt vidst, hvad de gik ind til. Man er jo vant til de litterære danserinder.

 

Kæmper derimod træder sjældent let. It won’t happen again.

 

Resten af programmet vil forløbe ganske planmæssigt. Slow.

 

Senere kan det måske komme til at gå hurtigt. En ny kultur opstår ikke gradvist på ruinerne af den gamle.

 

Den kommer som et lyn, som det er intelligensens natur. Og når det sker: Gud – jeres Gud – nåde og trøste – all the slow children.

 

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

 


⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

18.3.

"Kaninhøjen"

18.3.

"Alene med bedste"

16.3.

"Ingwaz"

16.03.

"Bytte bytte købmand"

16.03. 2020

CORONAMERON

Tag et afbræk med litteraturen. Historier for børn og voksne!

 

⊕ UDGIVELSER

ADFÆRD (2019)

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

MENNESKETS AFVIKLING (2009)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.

⊕ ERWIN PÅ "DEN FRI"

Hjemmesiden "Den fri" er blevet lukket, og Erwins artikler er ikke længere tilgængelige der.

⊕ FIND OS PÅ FACEBOOK

Besøg Erwins side på Facebook.

 

Klik på pagelinket ovenfor eller søg på "Erwin Neutzsky-Wulff".