Vore forfædre var
vikinger – det ved ethvert barn. Men som navnet siger, var vikingen
en afviger.

Det ville også være
underligt andet – man kan ikke dyrke havet. Han har altså ikke
meget tilfælles med bonderøven med klaphatten, snarere er han
åndsbeslægtet med den moderne intellektuelle.

Det er nu engang et
problem, at visse mennesker ikke trives i fangenskab, en regelmæssigt
tilbagevendende atavisme, som ikke alverdens mentalhygiejne kan
stille noget op imod. Vi er alle troglodytter, intelligente og
aggressive.

Nogle er bare mere
intelligente og aggressive end andre. Det er dem, der skaber historie
– ikke og aldrig den træge masse.

De slider sig løs, og
hvis vi tøjrer dem, tager de tagbjælken med, og vi får stalden i
hovedet. De tager, hvad de vil have, indtil det bliver for kedeligt.

Det er lidt ligesom at
sidde i en park og fodre duerne med resterne af din frokost, det er
så rart, at du somme tider glemmer at spise selv. Den svage har
næppe styrke nok til at opfylde sine egne behov og ser verden i sin
egen svagheds billede som en mødding, rotterne slås om.

Den stærke har for
meget, han må finde nogen, hvis behov han kan opfylde, de er hans
føde og genstanden for hans særlige sult. Måske forstår du ikke
denne ekstatiske selvudslettelse, den brændende skam over at være
mæt, erkendelsen af, at du er alt for stærk til at være det af dig
selv for dig selv.

Men så er du ikke af
kongeslægt, og DANMARK vil blot få dig til at føle dig dum og
beskidt og gøre dig vred og ked af det. Hvem er den da skrevet for?

Den er skrevet for det
enogtyvende århundredes unge, ikke dets senile teenagere. Heltene,
for hvem den hule tillid til, at den svage nok skal befri sig selv –
vent bare og tag en portion til! – ikke var nok.

Som ikke bøjede sig
for at bøje, men hævede sig for at hæve. Som så, at lortet var
muld, og spirede i det, men hvis rødder sugede næring af et langt
dybere jordlag, det for længst begravede: Styrke, viden, usynlige
som alle frø, indtil de drog ud og tog magten tilbage, sværdet fra
barnet, ikke for at beholde den, men for at ødelægge den som andet
end kærlighed og tillid.

Når vikingerne veg,
var det naturligvis for det fælles bedste. Når man skulle af med et
befolkningsoverskud, var det nærliggende, at det blev de mest
utilpassede. Robert Wace smører tykt på:

E par
eisi tres grant naissance,

E pur
si grant multepliance

Erent
les fiz contre les peres,

E
deseritoent lur meres;

Uncle e
nevo e frere e aive

Occierent
souent a glaive;

Ne
poeit estre fei entre els,

Si
esteient cruels e fels,

Et por
ceo qu’il s’entretoleient,

Souentes
feiz s’entreoscicient,

Nel
poeit la terre soffrir;

Por ceo
les encoueneit eissir,

Pour en
estoit euis epire,

Ne
poeit a tel gent soffire.

På grund af denne
frugtbarhed

og mylderet, der
fulgte med,

bød sønnen tit sin
fader trods

og tog sin moders
arvegods;

nevøen med sin
onkel stred

og ganske ofte døden
led;

med mistro mødte
man enhver,

så falsk og grum
var deres færd,

og når de stjal
hinandens ret,

med mandefald det
endte let;

utåleligt det hele
blev

og til at vige mange
drev,

thi til så rigelig
en flok

var landet ikke
udstrakt nok.

Hvis nordboerne havde
ry for at være vilde og blodtørstige, skyldtes det således nok i
nogen grad disse noget atypiske ambassadører. At kalde denne periode
for vikingetiden svarer altså lidt til at illustrere det tyvende
århundredes Danmark med portrætter fra Vestre Fængsel.

Vikingerne havde dog
også en funktion ud over at skræmme livet af folk (hvilket i sig
selv kunne have sine udenrigspolitiske fordele). De banede således
også handelsveje, hvilket måske ikke var helt så sjovt som at
nedbrænde klostre og voldføre nonner, but still in a day’s work.