SOCIALDEMOKRATIETS DEROUTE
25-06-2012 af Erik Ernst

Der hersker i disse dage en udbredt mening om, at socialdemokraterne, under Helle Thorning Schmidts ledelse, har solgt ud af principperne, ikke længere lytter til sine vælgere og generelt er forræderisk i sin adfærd. 


Kommunister vil antageligt mene, at klasseforræderiet alle dage har været en latent del af socialdemokratiets natur. Måske særligt ud fra den betragtning, at selv om Socialdemokratiet allerede med programerklæringen af 1913 bekendte sig til en marxistisk ideologi, med kravet om en samfundsorden "bygget på det socialistiske fælleseje og den socialistiske produktion, som vil betyde tilintetgørelse af alle former for udbytning, undertrykkelse og krig", forblev dette krav stort set aldrig andet end tom retorik.

Desuden har mange kommunister med rette nok svært ved at fortrænge billedet af en socialdemokratisk regering, der under besættelsen opfordrede til stikkeri af modstandsfolk, tillige med krigsforbryderen Vilhelm Buhl, der i efterkrigsårene effektivt forhindrede et retsopgør med de mange nazisympatisører i statsapparatet. 


Mere moderate socialister vil givetvis anføre, at socialdemokratiet længe dannede det eneste reelle værn mod kapitalens frie spil, og at partiets mange nedture opvejes af dets opbyggelse af velfærdssystemet og de mange forbedringer for lønmodtagerne.

 

Det er sandt, at Socialdemokratiet, med deres reform og samarbejdsiver, er lykkedes med at skabe mange positive forandringer i samfundet. Sammenlignet med tidligere tiders fattigvæsen og udbytning af arbejdere i byerne, er det korrekt, at vi har oplevet betydelige fremskridt. Desværre har det ofte vist sig, at hver gang partiet tog et skridt frem, trådte man efterfølgende to tilbage.


Den udprægede mangel på politisk mod og tro på egne idealer blandt partiets ledere og meningsdannere, samt den selvudslettende forestilling om, at et samarbejde med borgerskabet "hen over midten" var at foretrække frem for aftaler med venstrefløjen, var i mange år utvivlsomt del af partiets umiddelbare succes, men samtidig også dets akilleshæl, hvilket blev tydeliggjort ved katastrofevalget i 1973, der samtidig indvarslede populismens tidsalder i dansk politik.


Særlig de mange alliancer med husmændene og skolelærernes parti, De Radikale - hvis eneste formål i livet tilsyneladende er at begrænse socialismen mest muligt - har udmøntet sig i en stadig mere liberal politik med en efterfølgende vælger- og medlemsflugt fra partiet som en logisk konsekvens. 


Netop samarbejdet med De Radikale har gennem tiden desillusioneret mangen en stolt socialdemokrat. Hadet og foragten for De Radikale var således i mit barndomshjem så udtalt, at det før sengetid var kutyme, at kigge under sengen for at forvisse sig om, at der ikke gemte sig en monstrøs radikal.


På trods af, at den traditionelle socialdemokratisme byggede på en marxistisk kritik af kapitalismens koncentration af penge og dermed magt - hvad liberale så fint kalder for frihed - har partiet kun en gang i sin mere end hundredårige historie fremlagt et forslag til en egentlig socialistisk samfundsreform. 


Forslaget gik under betegnelsen "økonomisk demokrati", og var en del af Socialdemokratiets principprogram "Vejen frem" fra 1961. Målet var, at lade ejendommen til halvdelen af dansk industris produktionsapparat overgå til fælleseje. 


Et af de væsentligste problemer med forslaget var dog, at det hvilede på en reformistisk tanke om, at arbejderklassen og borgerskabet i bedste demokratiske ånd skulle kunne bringes til enighed om at indføre en marxistisk samfundsorden. Troen på, at man nogen sinde ville få borgerskabets velsignelse til at indføre en socialistisk samfundsreform, var selvfølgelig idiotisk. 


Paradoksalt nok var det dog SF, der forhindrede at forslaget nogen sinde kom til forhandling i Folketinget. Samfundsdebatten viste også tydeligt, at det var en umulig opgave at overbevise befolkningen om fordelene ved selv at tage magten. Mange ledende socialdemokrater har nok også tænkt, at kravet om fælleseje af produktionsmidlerne var en hæmsko for partiets forsøg på at bevare magten.


Man kan godt sige, at partiet på sin vis lykkedes med en form for demokratisering af den økonomiske politik. Det socialistiske aspekt var imidlertid blevet erstattet af et liberalt i takt med, at den historieskabende arbejderklasse uddøde og blev erstattet af funktionærer, tjenestemænd, akademikere og enlige mødre.


Jens Otto Krags berømte udtalelse "Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt" har på mange måder vist sig at være symptomatisk for partiets måde at drive politik på. Det vil ikke være helt forkert at betegne Socialdemokratiet som de brudte løfters parti, man behøver bare nævne ordet efterløn.


Dog proklamerede Hans Hedtoft allerede i 1945 "krig mod alt, hvad der findes tilbage af kapitalistiske elementer", for tre år senere at udtale: "Jeg tror, at klichéerne om det kapitalistiske samfund som årsag til og forklaring på alt ondt og elendigt er banal og uredelig". Senere i samme tale præsenterede han, hvad der 50 år senere skulle blive Socialdemokratiets bærende ideologi, med ordene "Vi er jo alle en slags liberalister."


Socialdemokratiets endelige opgør med sine socialistiske rødder opstod i 1992 med et nådesløst formandsopgør, stærkt tilskyndet af De Radikale, og den efterfølgende liberaliseringsbølge, der i stærk kontrast til programerklæringen fra 1913, skyllede ind over partiet. Partiets sidste humanistisk indstillede formand, Svend Auken, blev væltet og erstattet af den ny-liberale Poul Nyrup Rasmussen. Der var tale om et decideret konspiratorisk magtkup, hvilket også siden ganske berettiget, blev betegnet som kongemordet.


På trods af, at det var borgerskabet, der hidtil havde haft patent på de liberale krigsråb, var det Socialdemokratiet, der i samarbejde med De Radikale omsatte de borgerlige partiers våde drøm til virkelighed. Gennem halvfemserne blev et måbende borgerskab vidne til en storstilet privatisering og udlicitering af de velfungerende offentlige institutioner, det havde kostet generationer af arbejderes blod, sved og tårer at skabe.


Som en reaktion på vælgernes bevægelse i retning mod et liberalt værdigrundlag - nu interesserede man sig ikke længere for solidaritet, men stillede sig tilfreds med krummerne fra de riges bord - gennemførtes de borgerliges gamle drøm om en adskillelse af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. 


Individualismen og det liberale demokrati blev under Nyrups ledelse sat i højsædet som de hellige ideologier, der ironisk nok 10 år senere skulle danne grundlag for Anders Fogh Rasmussen fascistoide korstog mod de røde lejesvende. 


I 2002 tog partiet konsekvensen af bruddet med de Socialdemokratiske dyder. Man kappede billedligt talt forbindelsen mellem rødder og krone, og partiets navn blev i overensstemmelse med liberal markedsføringsskik ændret til Socialdemokraterne. 


Tidligere tiders humanistiske indvandringspolitik blev som en konsekvens af en fejlagtig analyse af valgnederlaget i 2001, hvor man nægtede at anerkende, at vælgerne mente de borgerlige var bedre til at føre liberal politik end Nyrup, erstattet af Dansk Folkepartis nazistiske menneskesyn. Siden har det været praktisk talt umuligt at kende forskel på de to blokkes politik.


De historisk dårlige meningsmålinger, der præger regeringen under Helle Thorning Schmidts "Hjertet til venstre, og politikken på midten" tankegang, er kulminationen på årtiers udsalg af socialistiske idealer. Solidaritet og fællesskab er i dag kun tomme ord i kamptaler Først Mig, som Erik Clausen meget rammende kalder arbejderbevægelsens festdag. 


Socialdemokraternes nylige skatteforlig med Venstre og De Konservative var altså, når man tager partiets historie i betragtning, lige så nemt at forudsige, som at solen står op i Øst. 


„Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere, pengeposemænd har alle fået travlt med at sammensværge dem mod folket … Men Jer, I guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: „I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt Jer nu. Målet er fuldt. Lad der ikke komme en eneste dråbe til – eller det flyder over”.


Louis Pios opråb i forbindelse med strejken i 1872 er desværre lige så aktuelt i dag, som det var dengang, med den afgørende forskel, at han i dag ville have vendt ordene mod sit gamle parti.



⊕ BESTILLING

Du kan bestille de titler, vi har på lager, via vores bestillingsformular.

 

Bestillingsformularen ligger under menupunktet "Bestilling" i den vandrette menubjælke.

 

bogrygge-lagertitler-tilskaaret2.jpg

 

Se en samlet oversigt over de titler, forlaget har på lager, under "Udgivelser".

⊕ OM FORLAGET

FORLAGET
ERWIN NEUTZSKY-WULFF

 

I 2010 gik mit forlag gennem tredive år, Borgen, ned, og det var ikke nogen enkeltstående begivenhed. Det var det sidste træ i skoven, der faldt, som Information dengang skrev.

 

Det betød så, at JACK THE RIPPER udkom på Ole Sohns Forlag, som min skattede redaktør var flyttet til. Den solgte da også i et par oplag.

 

På det tidspunkt havde jeg imidlertid allerede udgivet BIBELEN på eget forlag. Jeg havde ikke engang ventet på de 150.000 fra Kulturministeriet, som ellers har været en fast indkomst.

 

Tiderne har forandret sig. Ud fra en vurdering af den økonomiske situation har man besluttet, at litteraturen er en af de ting, der må falde, hvis den ikke kan stå.

 

Og det har den aldrig kunnet. Den har udelukkende overlevet i kraft af de faste bogprisers beskyttelsestold og ved, at man har holdt forfatterne i live ved arbejdslegaternes kunstige åndedræt.

 

Naturligvis vil kioskforlag som Gyldendal fortsat blive holdt i et jerngreb af deres aktionærer, og dagbladene fortsætte med at skrive pænt om deres annoncører, men skilsmissen mellem litteraturen og bogbranchen er endelig. Hvad sker der så?

 

Der sker det, at de forfattere, der har et publikum, udgiver sig selv. Det er ikke så slemt, som det lyder – BIBELEN indbragte mig en kvart million, nok til, at jeg kunne købe mig ro til at skrive den næste, og så fremdeles.

 

Erwin Neutzsky-Wulff

⊕ NYT PÅ SIDEN!

30.11.-1.12.

Vi pakker forudbestillinger og sender af sted.

16-11-19

Send os dit yndlings-ENW-citat!

15-11-19

Betalingsfrist for ADFÆRD-forudbestillinger!

07-11-19

Vi inviterer til reception d. 24.11. i Kbh.

12-10-19

Hjælp os med opslag!

23-09-19

ADFÆRD er gået i produktion!

20-09-19

Artikel: Hvorfor er folk holdt op med at læse bøger

15-09-19

Læseromtale af ADFÆRD.

13-09-19

Status fredag d. 13.

13-09-19

Vinderen er fundet! Se alle 22 litterære clues her.

11-09-19

KONKURRENCE i perioden 9.-11. sept.

11-09-19

Uddrag af ADFÆRD: "A Memorable Day".

25-08-19

Artikel: Om ADFÆRD II.

24-08-19

Artikel: Om ADFÆRD I.

⊕ UDGIVELSER

LIV (2019)

MØDE (2018)

TEORIEN OM ALTING (2017)

DRØM (2016)

HITLER (2015)

RELIGION (2015)

ROMAN (2014)

HORROR (2013) 

DANMARK (2012)

BIBELEN (2011)

9999 (2010)

MENNESKETS AFVIKLING (2009)

HJERNEN (2006)

DET OVERNATURLIGE (2004)

RUM (2001)

 

⊕ INFOMAIL

Vi sender en mail rundt, når der er nyt om enten nye udgivelser eller arrangementer som foredrag, oplæsning o.lign.

 

Hvis du gerne vil på listen over læsere, der får sådanne lejlighedsvise nyheder, kan du sende en mail til os på: kontakt@enwforlag.dk.

⊕ ERWIN PÅ "DEN FRI"

Hjemmesiden "Den fri" er blevet lukket, og Erwins artikler er ikke længere tilgængelige der.

⊕ FIND OS PÅ FACEBOOK

Besøg Erwins side på Facebook.

 

Klik på pagelinket ovenfor eller søg på "Erwin Neutzsky-Wulff".