Cum ceterae nationes
rerum suarum titulis gloriari voluptatemque ex maiorum recordatione
percipere soleant, Danorum maximus pontifex Absalon patriam nostram,
cuius illustrandae maxima semper cupiditate flagrabat, eo claritatis
et monumenti genere fraudari non passus, mihi, comitum suorum
extremo, ceteris operam abnuentibus, res Danicas in historiam
conferendi negotium intorsit inopemque sensum maius viribus opus
ingredi crebrae exhortationis imperio compulit.

Da det nu er alle de
øvrige folkeslags skik at prale af deres bedrifter og at glæde sig
ved mindet om deres forfædre, overtalte den danske ærkebisp
Absalon, der jo altid brændte for at gøre vores fædreland bekendt
og ikke syntes, det skulle snydes for en lignende berømmelse og
ihukommelse, mig, den ringeste af sine tjenere, da nu ingen andre
syntes at være interesserede, til at påtage mig at samle danskernes
bedrifter til en historie, idet han med sine idelige opfordringer
tvang mig til at kaste mig ud i et arbejde, der vidt oversteg mine
ringe åndsevner.

Min barndoms
historiebøger begyndte med Roar og Helge. Det antydedes nok, at
dette var sagn – men det var Adam og Eva jo også, og de blev trods
alt taget gevaldig alvorligt i bibeltimen.

Det korte af det lange
var, at det var godt for os at kende til dette Akronia, hvor Gud sad
på inspektørens kontor, og raske drenge ikke tudede eller sladrede.
Dengang var sværdene naturligvis af træ, og skjoldet var låget af
en smørkærne – det var med andre ord før martial arts og
paintball.

Og så kan det jo godt
være lidt skuffende at stifte bekendtskab med en ”rigtig”
Danmarkshistorie, hvor hele første bind er flinteknive. Læseren af
denne bog er formodentlig straks blevet beroliget: DANMARK er
sagnhistorie.

Den begynder med sagnet
om Rolf Krake og hans kæmper, fortsætter med sagnet om økonomi og
energi og ender med sagnet om et retfærdigt samfund, Ragnarok og
Gimle. Sådan en kan vi nemlig ikke undvære.

Også et menneske er
jo, hvad det har udrettet, hvad romerne kaldte gesta. Vi
handler ikke ud fra en personlighed, vi gætter os frem til den ud
fra, hvad ”vi” har gjort – en væsentlig årsag til det moderne
menneskes identitetsløshed skal således nok søges i det faktum, at
det hverken har kunnet tage sig sammen til eller fået lov til at
gøre noget som helst.

Det er naturligvis også
lidt farligt, og det gælder derfor om så hurtigt som muligt at få
de unge mennesker frankeret (som ikke længere betyder befriet) og
sendt videre til forsendelsen. Det, det gælder om, er som bekendt at
få en uddannelse, som i grunden hovedsagelig går ud på at lære at
møde til tiden og ikke modsige professorer og censorer.

Man kan så forholdsvis
smertefrit nå frem til pensionsalderen uden nogen sinde at have
forført en pige, udmanøvreret en rival eller plantet et træ. Ens
liv, arbejde, samlever, børn, og så videre, blev sådan lidt, som
det faldt sig, måske ikke udtryk for nogen uimodståelig
tilbøjelighed.

Men vi blev da i det
mindste forældre, og de er jo i det mindste vigtige, så man har
nogen at give skylden. Det bliver kort sagt svært at vænne sig til
en tid, hvor befolkningen groft kan inddeles i de meget
lidenskabelige og de meget døde.

Myter er ikke historie,
og det er historie heller ikke, i det mindste ikke i traditionel
forstand. De handler ikke om, hvad der måske skete for et århundrede
eller et årtusind siden – hvordan skulle vi dog også kunne se det
uden de øjne, ormene for længst har fortæret?

De handler om, hvem vi
er, det vil sige, hvem vi tror, vi er. I disse myter handlede den
amerikanske borgerkrig om at befri slaverne, og anden verdenskrig om
ideologier.

Det er okay, for solen
står nu engang op, det er ikke jorden, der går ned. Men af og til
har vi brug for nye myter, en selvforståelse, der passer bedre til
nutiden, ikke fortiden.

Fortiden ligner
fremtiden derved, at den er en projektion – somme tider kan de være
vanskelige at skelne fra hinanden. Tilhører den fuldstændige
frigørelse af markedskræfterne (og dermed givetvis af mennesket)
fortiden som ”udvikling” eller en løfterig fremtid?

DANMARK er den nye
myte. Først vil vi imidlertid se lidt mere på den gamle.