”Frihed, lighed og broderskab!” var feltråbet, da liberalisterne stormede Bastillen og befriede de syv fanger, fire falsknere og tre sindssyge – heriblandt den humanistiske filosof Markis de Sade – hvilket måske kan siges at være betegnende for bevægelsen. Siden skar man det af hensyn til kræfternes frie spil ned til frihed.
Det var en højst aparte frihed, der udskiftede tvangsarbejde med truslen om sultedøden, men i det mindste befriede den herren for ansvaret for slaven, og det var nu, hvad der var råd til. Til gengæld er denne noget hypotetiske frihed så i tidens ånd blevet genbrugt i det uendelige.
Og kunne borgeren ikke opnå frihed for sin slavetilværelse, så kunne han i det mindste opnå den for sig selv, sin egen fordærvede natur. Det var arvesynden om igen, men denne gang med friheden som kattelem.
Alle kunne i princippet blive gode slaver, vælge, realisere og udvikle sig selv – inden for rimelighedernes grænse, givetvis. Det var med andre ord den samme form for integrering, som vore nye borgere tilbydes af de mere progressive kræfter i samfundet: assimilering og eliminering.
Nu, hvor man er nået frem til kønnet, burde det utopiske samfund være inden for rækkevidde. Det er dog stadig den syndefulde menneskelighed – der ikke overraskende er mest udbredt i proletariatet, hvis lønniveau afspejler deres ringe værdi for samfundet – der spærrer vejen til paradiset.
Dog er religionens rolle blevet overtaget af psykologien, der da også er en art astrologi, med Freud som Cyprianus. Det fattede behavioristerne ikke, de insisterede på at studere mennesket som et hvilket som helst andet naturfænomen.
Hvor meget de end stirrede i det mikroskop, de lagde det under, kunne de hverken få øje på superegoer eller krystalsfærer. Alt, hvad de så, var adfærd.
Komplekse reflekser hen efter kemiske reaktioner. Det betød imidlertid, at mennesket havde en natur, måske endda en skæbne, der vanskeliggjorde massefremstilling.
For en tid nærede man det forfængelige håb, at adfærdsforskningen, tilsat elektrochok og leukotomi, kunne bane vejen for adfærdskontrol, indtil det gik op for en, at man allerede rådede over en, der var langt mere effektiv. Tolerance.
”Den mest effektive adfærdskontrol udøves ikke af statsmagten, men af naboen. Den har imidlertid som forudsætning et dogme, som må inokuleres fra barndommen.
Vi har brug for hinanden. Det er derfor, alle innovatorer er asociale.
Det er vigtigt, at vi lytter til hinanden. Det nytter ikke, at vi tror, vi er klogere end alle andre.
Resultatet er en befolkning, der er ude af stand til at tænke selvstændigt, hvilket er den første forudsætning for al indoktrination. Det er ikke nødvendigt at fortrænge en idé med en anden, for hvor sådanne ideer optræder, er de blot resultatet af en tidligere indoktrination og savner overbevisningens kraft.
Erfaringen er sat ud af kraft, og hvor den persisterer, er den en fordom, en forvildelse, man kan komme ud af ved at være åben og lytte. Der var engang, hvor man troede, at hvidt var hvidt, og sort var sort, men det er en vildfarelse, oplyste og anstændige mennesker for længst er kommet ud af.
Sådanne fordomme udelukker os ikke blot af det gode selskab, de er sårende for dem, de går ud over. Man tænke sig to situationer.
I den ene får vi besked på over for en bestemt person ikke at bringe hunde på bane, eftersom vedkommende har en afsky for dette dyr. I det andet får vi den samme besked, men med den begrundelse, at den pågældende netop har mistet sit elskede kæledyr.
Hvilken af de to former for adfærdskontrol vil man anse for den mest effektive? Man umuliggør handlinger ved at fordømme ytringer, og ytringer ved at fordømme tanker.”
At tale om menneskelig adfærd eller menneskenatur er anathema, og måske netop derfor en passende titel på en bog af en forfatter, der som den eneste gennemskuer og gør op med tidens fascisme og menneskeforagt. Hvis nogen kunne læse den, kunne den måske ligefrem gå hen og blive farlig!